onsdag den 31. oktober 2018

Mægtigere end sværdet







Mægtigere end sværdet

Forfatter: Jeffrey Archer
Serie: Clifton-krøniken #5
Originalsprog: Engelsk, Mightier Than the Sword
Genre: Historisk fiktion, slægtshistorie og spændingsroman
Målgruppe: Voksne
Udgiver: Lindhardt og Ringhof

Tak til Bog og ide for anmeldereksemplaret


Mægtigere end sværdet er femte bind i Jeffrey Archers stort anlagte Clifton-krønike, en episk fortælling om familierne Clifton og Barrington og om magt, intriger og forræderi.


Jeg kan ikke få hænderne ned over den her serie. Den er simpelthen sådan en fantastisk kombination af at være både karakterdreven og plotdreven. Samtidig med at den er nervepirrende spændende med sine retssager, anholdelser og situationer med direkte livsfare. Personligt er jeg også helt vild med de historiske infodumps - der for min skyld gerne måtte have været endnu flere af.

Persongalleriet fungere især fantastisk fordi der er masser af modspil og sammenspil mellem personer. Der er masser af intriger - alt lige fra kærlighed til fjendskab. Man holder virkelig med personerne, hvilket er med til at gøre det hele ekstra nervepirrende - og jeg må tilstå, at jeg især er nervøs for slutningen af serien. Der er syv bind i alt. Dette er nummer fem. 

Jeg startede med at læse bogen med meget kritiske øjne, for typisk falder serier ofte i kvalitet. Og bind 3 og 4 havde jeg da også 'kun' givet fem stjerner. De var ikke så gode som de to første bind i serien. Jeffrey Archer skriver simpelthen fantastisk (en født historiefortæller) men han bruger typisk den samme model til at skrive sine bøger. Men bind fem overraskede mig. Ligesom man tror, at serien bliver kedelig fordi den følger den samme model som i de andre bind, så bliver man i stedet pludselig grebet af historien og så ser man sig ikke tilbage. Man er hooked.

Og som med alle bøgerne i serien, så har jeg virkelig VIRKELIG lyst til snart at læse bind seks. Archers cliffhangers er frygtelige! Heldigvis er den her serie indtil videre udkommet med et halvt års mellemrum, så jeg behøver ikke vente så længe.







SHARE:

tirsdag den 30. oktober 2018

Min julelæseliste


Hele sommeren jagtede jeg sommerstemning - nu er tiden endelig(!) kommet til at jagte julestemning. Jeg er jo tosset med jul, så planen er at læse en masse julebøger her de næste to måneder.

Den her liste formede næsten sig selv efter sidste års julelæsning. Jeg blev ved med at opdage bøger, så jeg skrev dem ned og gemte dem i et helt år. Derudover er de danske forlaget endelig kommet med på banen når det drejer sig om julebøger, så der er en god håndfuld danske nyudgivelser iblandt. Tre af dem er børnebøger - men børnebøger giver virkelig den bedste julestemning.

Jeg regner ikke med, at jeg når at læse dem alle (men håber) på listen her inden jul eller i juledagene, men jeg kan godt lide at have en stak jeg kan vælge ud fra. Nogle af bøgerne har jeg fået til anmeldelse, og dem regner jeg selvfølgelig med at nå at læse. Så de kommer dumpende løbende her i november.





De engelske:









De danske:










SHARE:

mandag den 29. oktober 2018

The Secret Garden







The Secret Garden

Forfatter: Frances Hodgson Burnett
Illustrationer: Minalima
Genre: Klassiker
Målgruppe: Børn og voksne

Bogen findes på dansk


Tak til plusbog.dk for anmeldereksemplaret


After tragedy leaves Mary Lennox orphaned, the bratty ten-year-old British girl is sent from her home in India to Yorkshire, to live with Archibald Craven, a distant uncle whom she has never met. At first, life in the isolated Misselthwaite Manor is as cold and desolate as the bleak moor outside her window. Then Mary learns the story of the late Mrs. Craven, the estate’s mistress, who spent hours in a walled garden tending to her roses. Mrs. Craven died after an accident in the garden, and her forlorn husband forbid anyone to enter it again, locking it and burying the key. The tale piques Mary’s curiosity and inspires her to find this secret garden, a search that introduces her to new friends, including a robin redbreast; Dickson, a twelve-year-old boy with a kindness to animals; and Colin, her secluded sickly first-cousin. Spending time in the garden transforms Mary and Colin and ultimately, life at Misselthwaite Manor itself.




Jeg er helt sikker på at jeg vil tage den her historie frem mange gange fremover, og lade mig heale gennem dens smukke ord og smukke fortælling.



Sådan slutter jeg sidste gang jeg anmeldte The Secret Garden (du kan læse den anmeldelse lige her) og for nyligt følte jeg, at det var tid til at læse den igen. Grunden til jeg anmelder den igen også - hvilket jeg ikke altid gør med genlæsninger - er at jeg har læst den her vanvittig smukke udgave, som bare giver en helt anden og faktisk endnu smukkere læseoplevelse. Ja, det skulle man ikke tro var muligt, for The Secret Garden, er sådan en fin og smuk fortælling i sig selv.

At genlæse The Secret Garden var faktisk ligeså effektfuld, som første gang jeg læste historien. Lige så magisk. Jeg har før tit tænkt på at The Secret Garden kan det, som mange fantasy bøger formår. Det med at man opdager en helt ny verden, i dette tilfælde en hemmelig have. Opdagelsen åbner op for en større og rigere verden end den man kendte. Hvilket i sidste ende både fungere healende og udviklende.

Selvom historien ikke har det store plot, så er den imidlertidig meget karakterdreven og så er den skrevet så smuk, at man nyder at den er langsom. Derfor er det heller ikke en bog der bør læses for forhastet. For ellers får man slet ikke oplevelsen med. Hvis man kommer helt ned og mærker barneglæden og føler opdagelserne på egen krop, så er man på rette vej.

Det føles også som om Minalima er blevet inspireret af historien, for de interaktive elementer, som breve og fold-ud kort, er om end endnu finere end de plejer at lave dem med deres andre illustrerede børneklassikkere. Det er lidt som om de har lagt vægt på, at elementerne i sig selv skulle være hvor man opdager noget. Det tilføjer virkelig noget fint til læseoplevelsen med de interaktive elementer og med de fine detaljeret illustrationer der er strøet rundt omkring.

Den her udgave bliver helt sikkert den jeg kommer til at læse højt for min søn - men det må vente lidt, for han skal lige lære lidt engelsk først.






SHARE:

søndag den 28. oktober 2018

Interview med Tobias Stenbæk Bro






Tobias Stenbæk Bro er ligenu aktuel med sin debut roman 'Væddermændenes nat', som jeg for nyligt har læst (og elsket!) og anmeldt her på bloggen. Tobias er uddannet journalist og middelalderhistoriker. Han bor i Hørsholm med sin kone og to små drenge. Han arbejder desuden deltid som kommunikatør.

Du kan finde ham her:

Facebook: https://www.facebook.com/forfattertobiasstenbaek/
Instagram: @forfattertobiasstenbæk
Hjemmeside: www.tobiasstenbaekbro.dk

Ganske snart kommer endnu en hjemmeside: www.Agamore.dk
- som sætter de besøgende mere udførligt ind i Agamore og De Brudte Riger. Den er oppe at køre inden for en måneds tid og vil løbende blive udbygget.









Du regner med omkring fem bind i alt i serien. Din verden i Væddermændenes nat føles allerede meget rig, er det noget vi kommer til at se mere af i de efterfølgende bind?

Ja, det er der ingen tvivl om. I det første bind foregår handlingen først og fremmest nær de tre brødres fædrene gård, Ravnehøj, og dét, som vi hører om kongeriget, er i høj grad baseret på deres baggrundsviden. I de kommende bind vil vores hovedpersoner opleve langt mere af riget Agamore, og så skulle jeg da være et skarn af en fortæller, hvis jeg ikke skød lidt baggrundsviden om De Brudte Riger ind hist og her. Men når det så er sagt, har jeg også benyttet chancen til at fortælle en masse om Agamore i det første bind. Det har jeg gjort, fordi jeg vidste, at der ville være tid til at sætte scenen her i starten. I de kommende bind stiger handlingsintensiteten, og derfor er det godt, at læseren i første bind dannede sig et indtryk af de tre hovedpersoner og af den verden, som omgiver dem.





Vil du fortælle lidt om hvordan du skriver? Har du en struktur du skriver efter? Planlægger du meget før du skriver eller sætter du dig bare ned og taster løs? Osv.

Jeg vil bestemt ikke kalde mig selv for struktureret. Jeg laver ikke plotoversigter og skriver heller ikke detaljerede skemaer, hvor jeg danner mig et overblik over mine karakterer. Men det betyder ikke, at jeg ikke har tænkt over tingene. Jeg er heldig at bo et sted med fantastisk natur omkring mig. Det udnytter jeg til stort set hver dag at gå en tur i skoven på 2-3 timer. Det er her, jeg gennemtænker mit plot, min verden, mine karakterer osv. Men jeg skriver meget sjældent noget større ned, andet end når jeg skriver på selve bogen. Jeg kender selvfølgelig den overordnede historie, og jeg ved, hvor mine kapitler skal ende, og hvilken af mine fortællere, der er bedst egnet til at fortælle netop dette kapitel. Når jeg sætter mig foran computeren og skal i gang med et kapitel, ved jeg typisk tre-fire ting, som skal ske, men derudover lader jeg inspirationen føre mig med. Det gør så også, at jeg bliver nødt til lige at afbryde et par ellers ganske interessante diskussioner imellem mine karakterer fra tid til anden. Fordi samtalen endte med at gå i en helt anden retning. Så er det bare at slette og begynde forfra.





Hvad har været det sværeste for dig ved at skrive Væddermændene og hvad har været det bedste?
Det sværeste har helt sikkert været usikkerheden omkring det at skrive en bog. At bruge så stor en del af min tid og tankevirksomhed på at opbygge en helt ny verden og at fortælle en historie, der er planlagt til at strække sig over fem bind. Den proces var mildest taget angstprovokerende, dengang jeg endnu ikke vidste, om et forlag ville udgive den.
Det bedste ved at skrive er, at bogen har givet mig et kreativt frirum, som jeg nu ved, jeg har behov for som menneske. Engang skrev jeg sange og var forsanger i et rockband. Vi var tæt på at slå igennem og fik lov at opleve at spille i Store Vega og den slags. Men det blev aldrig til noget. Siden opgav jeg musikken, men da jeg gik i gang med at skrive min bog, kunne jeg mærke, at processen prikkede til noget i mig, som havde ligget lidt i dvale siden. Jeg fungerer ikke rigtigt i et 8-16 kontorjob, i hvert fald ikke, hvis jeg ikke har et sted, jeg kan søge hen, når pligterne er ude af verden.





Hvad er dit bedste skriveråd?


Du skal skrive, fordi du har lyst, og ikke fordi, at du regner med at komme til at leve af det. Måske kommer du til at leve af det – det håber jeg selvfølgelig også på at kunne en dag. Men du gør det kun sværere for dig selv, hvis du opstiller rammer og krav til dig selv, som er næsten umulige at leve op til på det danske bogmarked.





Jeg har længe gået og tænkt på, at en kort fantasybog ville være skønt til en afveksling. Er det et bevidst valg, at den bog ikke er af typiske fantasy murstenstykkelse?

Det er velsagtens så ubevidst, som det kan være. I modsætning til mange andre forfattere har jeg ikke gået rundt med en indre forfatter i årtier. Jeg har aldrig tidligere skrevet og indsendt en bog eller en novelle til et forlag og har derfor aldrig interesseret mig for, hvor langt et manuskript ”skulle” være. Selv da jeg havde færdiggjort ”Væddermændenes Nat”, anede jeg ikke, hvor tyk bogen egentlig ville blive. Det er først noget, der er gået op for mig for nogle få måneder siden. Jeg troede faktisk, den var langt tykkere end de lidt mere end 300 sider, som vel er samme længde som en typisk Jussi Adler Olsen krimi. Når det så er sagt, så bliver selve bogserien på fem bind og dermed velsagtens 1500 sider eller mere. Så helt kort kan man vel ikke sige, at den er.





Jeg elsker ideen om, at Væddermændenes nat er blevet til på baggrund af et rollespil som du spiller med dine venner. Kan du beskrive lidt mere om det - uden at spoile noget? F.eks.; Spiller I hver især en af de tre brødre? Eller er du DM? Regner du med at rollespillet og bøgerne skal følges ad historiemæssigt eller afviger du lidt?


Vi gik i gang med at spille den her historie tilbage i 2013, og vi er på nuværende tidspunkt kommet til den handling, der udspiller sig i bog 4. Jeg bruger generelt rollespillet til at undersøge, om min historie holder vand rent plotmæssigt, og om spillerne føler sig underholdt. Det er også vigtigt at vurdere, om spillerne kan regne ud, hvad det er, der foregår, ud fra de spor, som jeg strøer omkring dem undervejs i handlingen. I min bog er det ikke givet fra start, hvad det er, der foregår. Det er uvist, hvem der efterstræber dem, og det har været et vigtigt element for mig, at man som læser gerne må undre sig og forhåbentlig undervejs blive mere og mere nysgerrig på det overordnede plot. Det har jeg kunnet teste på mine spillere. 

Helt generelt føler jeg mig ikke begrænset til at skrive ned præcist, hvad der foregår i spillet. Det bliver ikke ”oversat” direkte så at sige. Når spillerne gør noget fedt eller uventet, tager jeg det typisk med, men kun hvis det bidrager stemningsmæssigt og plotmæssigt til den handling, som jeg havde forberedt. Af den grund er der også visse afstikkere i rollespillet ”Et Varsel om Storm”, som aldrig kommer med i bogserien. Til gengæld kan det, at terningerne råder i rollespillet, bidrage til noget overraskende i handlingen. Eksempelvis havde jeg planlagt, at det var Stormfrik, der skulle vinde bueskytteturneringen ved Gyldenløvsfesten, men sådan ville terningerne det ikke. Det endte med at give et spændende tvist til handlingen. Så det tog jeg med i bogen også.




Skriver du på et nyt bind til serien nu?
Jeg har på nuværende tidspunkt skrevet bind 2, ”Ulvevinter”, men den er endnu ikke blevet redigeret i samarbejde med min redaktør. Det skal vi til her i slutningen af året. Lige nu sidder jeg og skriver på bind 3 med arbejdstitlen, ”Kymoras Masker”, men der er godt nok ikke så meget tid til fordybelse i disse dage, hvor ”Væddermændenes Nat” netop er udkommet.





5 hurtige favoritter...

Favorit sted at læse?

På toilettet. Jeg har to små børn, så det er småt med tiden til at læse andres bøger, når jeg også skal skrive mine egne. Så mine toiletbesøg er blevet små frirum, hvor jeg forhåbentligt kan nå at læse et par sider, før dagligdagen kalder. Ofte bliver de dog afbrudt af en lille knægt, der beder mig forføje mig, så han selv kan komme til.



Favorit sted at skrive?

Jeg skriver i mit kontor eller siddende i min sofa. Inde på mit kontor hænger der en Tintin-plakat med motivet fra Den Sorte Ø. Det var den plakat, der gav mig ideen til hele historien, og jeg kigger ofte på den. Der kommer en lignende scene i min bogserie, som en hyldest, men der er et godt stykke tid til endnu.



Favorit bog?

Den bedste læseoplevelse, jeg nogensinde har haft, var ”Empire Falls” af Richard Russo. Den er skrevet så finurligt og smukt, og handlingen kryber ind under huden på én.



Favorit forfatter?

Det var Tolkien, der for alvor fik min fantasi til at løbe løbsk. Da jeg læste ”Hobbitten” og kort efter ”Ringenes Herre”, var jeg ikke mere end 7-8 år, og jeg var fuldstændig solgt. Det er næsten umuligt at vippe Tolkien af pinden.

Jeg kommer heller ikke udenom George R. R. Martin. Jeg er stor fan af hans fortælling, hans persongalleri og hans detaljerigdom. (Omend mindre fan af hans evne til at sætte en deadline…)



Favorit genre?


Genremæssigt er jeg utrolig glad for historiske fiktionsromaner, som Ken Follets ”Jordens Søjler”, og så har jeg altid været vild med horror.
H. P. Lovecraft vender jeg tilbage til igen og igen og også Stephen King. "Dragens Øje" er i min optik en af de bedste fantasybøger, der nogensinde er skrevet. Og så er den i øvrigt kort :)
SHARE:

fredag den 26. oktober 2018

Vildheks - filmanmeldelse








Fribilletterne til filmen var venligt sponsoreret af Forlaget Alvilda.



Jeg havde sky høje forventninger til 'Vildheks' filmatiseringen, for jeg synes simpelthen bøgerne er noget af det hyggeligste og fineste at læse. Og jeg burde have sagt mig selv, at de forventninger var alt for høje, især med min historik i forhold til ikke at kunne lide særlig mange danske filmatiseringer.

Lad os starte med det positive. Det visuelle var flot - jeg ville ønske de havde holdt sig til danske omgivelser, det havde gjort historien mere troværdig, men ikke destomindre køber jeg det pga. det visuelle. Jeg sidder stadig med fine billeder i hovedet af scenen med ildøglerne og den fine tåge. Effekterne føltes heller ikke billige eller utroværdige - dog kunne de godt have skåret en ret lang skov vandringscene og have gjort væsentligt mere ud af den endelige kamp.

Det andet utrolig positive var skuespillerne. De gjorde det fænomenalt godt. De gjorde virkelig alt hvad de kunne for at skabe Vildhekse verdenen og illusionen. Især Ilsa var portrætteret ret godt, især fordi det billede i hovedet jeg havde af Ilsa var helt anderledes, men Sonja Richter overvandt mig med det samme. Dog vil jeg sige at ravnemødrene ikke gjorde særlig god figur.

Det der bare slet ikke fungerede var manuscriptet. Jeg havde min fellow fantasy nerd mand med ind og se den og efterfølgende spurgte han til alle de ting der ikke blev fortalt. Og der var virkelig mange ting der manglede forklaring og der var endnu flere plothuller og knuder der manglede at blive bundet. Dertil så var mange af dialogerne tåkrummende frygtelige. Ej, hvor var det bare ærgerligt, for det gjorde bare filmen middelmådig, hvor den kunne have været noget af det fedeste i dansk filmhistorie. De formåede på ingen måde at få Lene Kaaberbøls fantastiske stemning i bøgerne ud.

Hvis jeg havde været vokset op med bøgerne eller var lige i målgruppen, så tror jeg faktisk kun min skuffelse ville have været større. Så mit råd til alle - læs bøgerne. Der er milliard gange bedre!!








SHARE:

onsdag den 24. oktober 2018

Væddermændenes nat








Væddermændenes nat

Forfatter: Tobias Stenbæk Bro
Serie: Et varsel om storm #1
Genre: Fantasy
Målgruppe: Voksne
Udgiver: Turbine


Væddermændenes nat er første bind i den dystre fantasyserie Et varsel om Storm; en fortælling om blodige magtkampe, skjult forræderi og fortiede hemmeligheder. Et varsel om Storm er historien om tre riddersønner, hvis drømme brister og ambitioner iturives, da de må forlade deres faders gård og flygte ud i natten. Foran dem venter en farefuld færd gennem det gamle kongerige Agamore, den sidste civiliserede skanse i De Brudte Riger. En rejse, der kan koste dem alt, men også besvare de gåder, der bliver ved at kravle frem fra mulden.



Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente, da jeg startede på Væddermændenes nat. Det eneste jeg vidste om den var, at det er voksen fantasy og den er inspireret af blandt andet The Game of Thrones. Men jeg må tilstå, at jeg faktisk er blæst bagover. Den her bog er den bedste danske skrevet fantasy bog for voksne jeg nogensinde har læst. Nej, stryg det. Det er DEN bedste dansk skrevet fantasy, for både voksne OG unge, jeg nogensinde har læst.

Den er derfor fuld på højde med det internationale marked. Personligt minder den mig mere om Rothfuss' The Name of the Wind serie, end The Game of Thrones. Men den ligner dem begge i genren. Den er nemlig ikke helt highfantasy, i Tolkien forstand, men derfor har den masser af magiske væsner og magiske elementer i sig. Verdensopbygningen føles allerede utrolig rig, selvom vi i halvdelen af bogen befinder os i et landsbysamfund. Her følger vi synsvinklen (bortset fra start og slut kapitlet) fra tre brødre, der hver har deres helt egen stemme. Det fungere faktisk rigtig fint, det er ikke på nogen måder flowdræbende, da der synes at være tænkt over hvilken bror vil egne sig bedst til at give bogen dynamik.

Personligt nød jeg faktisk at bogen ikke var en kæmpe mursten som mange fantasy bøger er, men samtidig så vil jeg rigtig gerne snart have mere. Så heldigvis er der fire bind mere i serien på vej. Jeg er på nippet til at bestikke min kollega som sidder med som redaktør på bogen, for at få lov at læse bind 2. Så spændt er jeg på hvad der nu kommer til at ske!

Bogen tiltaler helt sikkert den del af mig der elskede at spille computerspillene Baldurs Gate og Dragon Age og D&D rollespil. Jeg nyder at læse om og være tilstede i en verden som føles stor og mystisk - og lige til at gå på opdagelse i. Tobias Stenbæk Bro har i hvert fald sin viden i orden og det er derfor en utrolig solid fantasyhistorie. Der er virkelig ikke noget værre end at læse en for hurtig skrevet fantasy historie, i hvert fald når vi snakker Jernalder/middelalder-setting. Plotmæssigt var den ikke til at skyde igennem, - jo jeg havde set et par ting komme, men det tror jeg efterhånden er ret uundgåeligt for mig når jeg har læst så meget fantasy, for det kan jeg selv i the Song of Ice and Fire serie (mere populært kaldet Game of Thrones).

Jeg kan ikke få hænderne ned. Hvor er det skønt, at vi i Danmark også kan præstere at skrive den her slags fantasy. Nøj, hvor er det fedt! Jeg læste bogen samtidig med min mand (som er min fellow fantasy-nørd in crime) og han har det helt på samme måde som jeg.

Så hvis du er til fantasy i stil med The Name of the Wind eller the Game of Thrones, så skal du helt sikkert kigge nærmere på den her bog! For det lover virkelig godt …








SHARE:

tirsdag den 23. oktober 2018

Hvis det var os







Hvis det var os

Forfattere: Becky Albertalli og Adam Silvera
Originalsprog: Engelsk, What If It's Us
Genre: Realisme, kærlighed, LGBT
Målgruppe: YA og opefter
Udgiver: Carlsen Puls

Tak til Carlsen Puls for anmeldereksemplaret


Mød Ben og Arthur. Ben er en drømmer - såret og i gang med at sende ex-kærestens ejendele tilbage til ham. Arthur er i New York for første gang - og kæmper for at komme til at føle sig hjemme. Første gang de ser hinanden, støder de bogstaveligt talt sammen på et posthus. Derefter finder de hinanden igen ved hjælp af Craigslist. Er det skæbnen? Det ser sådan ud. Men efter en række katastrofale første dates, bliver Ben og Arthur måske nødt til at se i øjnene, at universet skulle have blandet sig helt udenom.


Sikke en skøn skød og sjov læseoplevelse. Albertalli og Silvera er et fantastisk match. Den er meget guilty pleasure agtig (jeg hader det ord), på den måde at den er lidt som at åbne en stor æske chokolade. Den her bog er nemlig også virkelig mums. Den er fjerlet og samtidig har den aktuelle tematikker vævet ind i handlingen - såsom panikangst, at leve mere fattig, hovedpersoner der er tilhøre en minoritet og at være bøsse selvfølgelig og hvordan det påvirker verdenen omkring dem.

Normalt er jeg ikke til bøger hvor de to personer man håber på ender sammen, forsøger at finde hinanden de første 100 sider. Med en kærlighedshistorie fortrækker jeg helt sikkert at mærke gnisten, kontrasten og dynamikken mellem de to personer, og når de er væk fra hinanden det meste af tiden, så er det selvfølgelig ikke helt så meget af. Heldigvis var der masser af fantastiske bipersoner med, der fyldte rigtig meget ud og gjorde det hele meget sjovere. Så det gjorde mig faktisk ikke så meget.

Åh, ja jeg elsker Harry Potter referencerne! - synes jeg bare lige jeg ville nævne.

Engang havde jeg en underlig ide om at kærlighedshistorier mellem det samme køn sikkert ikke vil være noget for mig. For jeg lever mig rigtig gerne ind i hovedpersonen og lever igennem historien på den måde. Og da jeg er kvinde der er til mænd, så havde jeg den fjollede illusion, at min verden var lige så snæver. Det er jeg heldigvis grundigt modbekræftet siden (bl.a. ved at læse Line Lybeckers fantastiske bøger)  - hvilket jeg burde have sagt mig selv, for jeg har jo sagtens kunne leve mig igennem Harry Potter eller mandelige hovedpersoner i historier. Det gør ingen forskel, at det er kærlighedshistorier. For kærligheden er nøjagtig den samme uanset hvilket køn man er til. Man kan mærke kærligheden på lige fod som en mand og kvinde. Og grunden til jeg skriver det her, er fordi hvis du tænker det samme som jeg gjorde, så vil jeg skynde mig at fortælle dig, at det altså ikke har gjort nogen forskel for mig og det tror jeg heller ikke det gør for dig. Så du behøver ikke gå udenom en virkelig skøn kærlighedshistorie som denne - af den årsag i hvert fald. Ja, faktisk synes jeg, at det at den udvider ens verden, er den bedste grund til at begynde på dem.

'Hvis det var os' er skrevet rigtig godt, man flyver igennem den. Og jeg elsker at Albertalli og Silvera har skrevet flere forskellige slutninger for at finde den helt perfekte til den her historie. Det fandt jeg først ud af bagefter, men jeg følte bare virkelig at den var rigtig. Og der er næsten ikke noget værre end slutninger som føles boom hovsa agtig.

Så ja, jeg nød virkelig den her historie rigtig rigtig meget, og jeg skal helt sikkert læse mere af både Silvera og Albertalli. For jeg elsker at hovedfokuset er historien mellem de to mennesker og der dertil er fyldt på med skønne tematikker - på den helt naturlige måde.







SHARE:

mandag den 22. oktober 2018

Fra Libanon til Lærkevej








Fra Libanon til Lærkevej

Forfattere: Abdel Aziz Mahmoud, Souad Taha og Gitte Løkkegaard
Genre: Samtalebog
Målgruppe: Voksne
Udgiver: Politikens forlag

Tak til Politikens forlag for anmeldereksemplaret



Tv-værten Abdel Aziz Mahmoud kom til Danmark som knap to-årig og ville som barn bare være så dansk som overhovedet muligt – så hurtigt som muligt. Hans forældres historie og kultur var kun en belastning. Når hans mor serverede arabisk falafel, tiggede han om lasagne. Han gad heller ikke høre om sine bedsteforældre i Palæstina og borgerkrigen i Beirut, om sine forældres flugt eller familiens start i Danmark. Nu skammer han sig. 



Jeg håber altid en masse fra den her slags bøger. Indsigt. Visdomsord. Ting der kan udvide min verdensopfattelse. Men jeg undgår dem ofte, fordi jeg er bange for mine forventninger ikke bliver indfriet. Men det blev de og meget mere.

Abdel Aziz Mahmoud skriver selv - at hans ønske er at bogen skal være inspirerende for andre. Det er i hvert fald lykkes i mit tilfælde. Jeg synes det var helt vildt inspirerende læsning og meget tankevækkende til tider. Især arbejdet med at hjælpe flygtningen lød virkelig interessant og som et virkeligt givende arbejde - på så mange områder.

Jeg elsker især, at et af budskaberne mellem linjerne er, at vi danskere burde være bedre til ikke hele tiden at dømme andre, fordi de måske gør noget anderledes. I stedet for at konkludere at andre folk er underlige eller mærkelige fordi de gør noget andet end vi selv ville have gjort. For ofte når man spørger, så er der jo ofte en rigtig god og forståelig grund. Vi er alle mennesker på lige fod. Det kunne være skønt hvis vi ikke altid på forhånd tænker, at vores vej er den eneste rigtige.

Samtalebogen fungere primært med Abdel som interviewer af sin mor (og nogle gange far) Souad, om hendes liv i Libanon, hendes flugt fra krigen og endelig ankomst i Danmark hvor hun slog rødder. Hendes historie er helt vild, meget ulig hvad vi har oplevet i Danmark og den tjener som eftertanke til hvad det er andre flygtninge gennemgår. Tonen er meget ligetil og familiær. De både griner og græder og som læser gør man det samme. For selvom det er Souads historie, så er det også en historie omkring en søn der kommer tættere på sin mor. Men også omvendt for Souad bliver i bogen endelig fortalt hvordan det var for Abdel, da han sprang ud som bøsse. Bogen er helt imponerende ærlig og den går direkte i hjertet. Det er på alle måder en meget livsbekræftende historie.

Personligt vil jeg rigtig gerne have mere. Jeg vil gerne have mennesker som Souad og Abdel ind i folketinget og ruske dem alle lidt op. Men forhåbentligt bliver der sat lidt mere fokus på integrationsproblemerne med denne bog. Den kunne virkelig gøre en enorm forskel hvis folk satte sig ned og lyttede til hinanden.

Ja, hvad kan jeg sige. Jeg nød læsningen fra start til slut. Alt lige fra kærlig familie drillerier til de tunge emner og den viden om krigen i mellemøsten som man ikke har hørt så meget om som man brude. Jeg vil rigtig gerne have mere fra Abdel og Souad. Meget mere. Jeg har allerede lånt bogen ud til min mor - jeg har planer om at jeg skal prøve Souads opskrifter (elsker altså at de er med i bogen!) og jeg er ret så håbefuld for hvad 'fortsættelse følger' - som der står sidste i bogen - betyder. For jeg tror at Souad og Abdel har meget mere på hjertet som vi kan lære noget af.






SHARE:

lørdag den 20. oktober 2018

de






de

Forfatter: Helle Helle
Genre: Realisme, minimalistisk kort prosa
Målgruppe: Voksne
Udgiver: Rosinante & co.

Tak til Rosinante & co. for anmeldereksemplaret


"de" er en skildring af et mor-datter-forhold. Det er en fortælling om sygdom og kærlighed og om at gå på gymnasiet i begyndelsen af 80'erne. Om sprog, der ikke slår til, men alligevel gør det.


Jeg har rigtig længe gerne villet læse de - faktisk helt siden før den udkom, da jeg fik den til anmeldelse. Og selvom jeg er blevet meget bedre til at værdsætte kort prosa og ikke dø af kedsomhed under læsning, så tog det åbenbart en hel del tilløb før jeg endelig fik læst Helle Helles nye roman 'de'. Hvilket er komisk når man tænker på, at bogen kun tager omkring halvanden time at læse.

Det er faktisk lige præcis sådan en slags humor vi møder i bogen. Altså den slags der både er lidt sjov og lidt trist samtidig. 'de' er nemlig en bog der handler om sorg. Ikke den der bliver diskuteret, men den der er mellem linjerne. Og det er det Helle Helle kan og som hun gør så smukt. Sproget. Det er elegant. Det er minimalistisk - der bliver sparet på ordene i sådan en grad, at læseren indimellem skal have tungen placeret lige i munden for at følge med. 'de' er et sprogligt mesterværk - intet mindre. Jeg efterlades dybt imponeret og stor beundre af Helle Helle.

Normalvis er jeg tilbøjelig til at give seks stjerner for den slags genialiteter. Men som anmelder repræsentere jeg, den læsertype jeg selv er, først og fremmest, også selvom det er min fornemmeste opgave, at se ud over det. Men sandheden er, at jeg ikke er til kort prosa og det er jeg stadigvæk ikke, for selvom jeg værdsætter den og er dybt imponeret over den, og ja selv et kort øjeblik bliver fortabt i den, så er det desværre kun et kort øjeblik - jeg keder mig langt de fleste øjeblikke og drømmer om at læse historier der ikke handler så meget om vores verden og som i stedet kan tage mig med på eventyr og være mindre hverdagsagtig. For det er det Helle Helle skriver om; hun skriver om hverdagen, hun skriver om dig og mig og helt nede på jorden og hun gør det så smukt. Og hvis jeg nogensinde skal læse noget kort prosa igen, så skal det være af Helle Helle.








SHARE:

fredag den 19. oktober 2018

Skabt for dig








Skabt for dig


Forfatter: Louise O'Neill
Originalsprog: Engelsk, Only ever yours
Genre: Dystopia
Målgruppe: YA
Udgiver: Gyldendal


Tak til Gyldendal ung for anmeldereksemplaret



Louise O’Neills prisvindende bestsellerroman 'Skabt for dig' er en dystopisk-feministisk fortælling om en verden, hvor kvinder betragtes som genstande, der oplæres, eller snarere opdrættes, med det ene formål at kunne tjene og tilfredsstille mænd bedst muligt.


Jer der har fulgt og læst min anmeldelser i noget tid ved at jeg ikke kan udstå at læse om naive hovedpersoner. Det er noget af det værste jeg ved! Derfor var 'Skabt for dig' og mig et dårligt match fra starten af. Men jeg vil skynde mig at slå fast, at det er hos mig det issue ligger. Bogen er nemlig skrevet godt, og hvis man kan forene sig med de ting jeg beskriver, at jeg ikke kunne forene mig med, så er det helt klar en bog man skal tage at læse. Den har nemlig nogle super vigtige budskaber, og samtidig er den meget ulig andet jeg har læst.

Men jeg må hellere forklare lidt om hvorfor bogen ikke rigtig fungerede for mig, og det er der faktisk flere grunde til. Jeg må også hellere tilføje her fra starten af, at jeg elskede at læse A Handmaids Tale og jeg elskede at se første sæson - men da anden sæson kom, så var jeg ved at være godt træt af hele tiden at være plantet i elendighed og der ikke var nogen fremgang. 'Skabt for dig', er præcis ligesom A Handmaids Tale på det punkt. Så hvis man er vild med det, så er 'Skabt for dig' lige noget for dig.

Dertil så gav bogen mig ondt i maven, masser af kvalme  - og ja det beviser bare hvor effektfuld bogen er. Bogen har det vigtige budskab som undertrykkelse af kvinder og har skabt det her dystopiske samfund hvor kvinder bliver 'lavet' for at tilfredsstille mænd. Og beskrivelserne og de ting de mobber hinanden med og det de bliver udsat for er til tider ret så kvalmefremkaldende. Men det er ikke noget jeg bliver inspireret af. Jeg bliver ikke inspireret af at føle, at jeg har en mobber i øret - som er sådan det føles når man læser den her bog indimellem. Jeg bliver vred og irritabel. Og måske har verden ikke brug for så mange vrede feminister - men i stedet brug for nogle der handler. Det er det jeg elsker og bliver inspireret af - stærke kvinder, kvinder der handler. Hvis den her bog f.eks. havde fokuseret på hvordan deres verden kunne ødelægges og blive bedre, så så havde jeg været ombord. Selv på trods af en tude-naiv hovedperson.

Så ja, jeg føler det her er en bog der deler vandene, enten så elsker man den og er helt med på præmissen og bliver inspireret af det. Eller også er man ligesom mig, der bare hellere ville have læst noget andet. Når det er sagt, så er der ikke nogen tvivl om, at jeg værdsætter at denne bog er til. For vi har brug for så mange som mulige forskellige synvinkler og motivationsfaktorer til at gøre verden mere lige end den er i dag. Så selvom jeg ikke nød at læse bogen, så vil jeg stadig helt klart anbefale den til andre, som jeg tror vil kunne lide den.





 
SHARE:

torsdag den 18. oktober 2018

Nordiske guder






Nordiske guder

Forfatter: Johan Egerkrans
Illustrationer: Johan Egerkrans
Genre: Faglitteratur
Målgruppe: Børn, unge og voksne
Udgiver: Alvilda

Tak til Alvilda for anmeldereksemplaret


Nordiske guder En verden født af is og ild. Ni riger, hvor jætter, monstre og guder lever i verdenstræets skygge. En storslået kamp mod en uundgåelig skæbne. En smukt illustreret bog, som rummer de mest spændende og fantasifulde eventyr fra den nordiske mytologi i Johan Egerkrans’ fortolkning – guder, jætter, dværge, valkyrier, monstre og helte i en mørk, blodig, fantastisk og til tider humoristisk rejse gennem den nordiske gudeverden


Da jeg anmeldte Norse Mythology af Neil Gaiman, skrev jeg at jeg synes vi har manglet en ordentlig beskrivelse af nordisk mytologi i vores moderne sprog. Og af den årsag alene (og Neil Gaimans fantastiske sprog selvfølgelig) var jeg SÅ begejstret for den bog. Da så denne sag dukkede op som en overraskelsespakke på min bopæl, så klappede jeg i mine hænder. (Sandt nok). For her var endnu en bog - der endda så ud til at have endnu mere information og viden i sig. Dertil krydret med de mest vidunderlige illustrationer.

Illustrationerne viser virkelig deres sande karakter. De højner dem og gør dem til de guder de er. Det elsker jeg Johan Egerkrans for at gøre. For selvom jeg knus-elsker Valhalla tegneserierne, så er de der illustreret komiske - og det nordisk mytologi vi møder i popkulturen tegner også et meget anderledes billede. De her virker langt mere virkelighedstro og ægte.

Teksten er holdt til mere eller mindre fakta, der er ikke tolket på ret meget, og det der er tolket på, er typiske opfattelser af den nordisk mytologi. Så på den måde tilføjer Johan Egerkrans ikke noget nyt, som sådan (ud over illustrationerne), men det synes jeg faktisk også er rigtig fint i det her tilfælde. For det er det her vi har manglet: en virkelig god gennemgang af hvad vi ved om nordisk mytologi.

Så ja, nørden i mig der elsker alt mytologi er fan! Virkelig fan. Det er en virkelig en god bog og hvis man gerne vil have en hurtig og informativ og så korrekt som mulig gennemgang af de nordiske myter, ja behøver man ikke lede videre.









SHARE:

tirsdag den 16. oktober 2018

Fuglene i min have






Fuglene i min have

Forfatter: Elvira Fragola
Illustrationer: Elvira Fragola
Genre: Fagbog / billedbog
Målgruppe: Børn
Udgiver: Turbine forlaget

Fuglene i min have er en fortællende bog til store og små om de fugle, som kan bo i din have. Her er ikke kun fokus på kolde fakta, men på de forskellige fugles finurligheder og kendetegn. Sproget er holdt i en tone, som børnene kan relatere til, som når der for eksempel skrives om blåmejsen, at "det er en lille, blå fugl med gult bryst, hvide kinder og sorte racerbriller på." Som noget særligt er der ikke bare billeder af fuglene, men også af deres æg ,deres favoritmåltid, rede eller lignende.

Fuglene i min have er noget af det fineste, ikke nok med den indbyder dig og dine børn til at gå i haven og spotte fugle - og lave mad til dem, så har bogen virkelig bare de smukkeste illustrationer. Jeg er ret imponeret over Elvira Fragolas talent, for illustrationerne i denne bog er så livagtige, at de næsten kunne have været fotografier. Dertil så skriver hun bare fint, helt kort og præcist om de forskellige fugle, deres spisevaner og forskellige kendetegn ved de enkelte fugle. Lige nok til at teksten fanger ens interesse.

Jeg kan huske jeg var dybt fascineret af blåmejser i 3. klasse i folkeskolen, hvor vi skrev vores første rapport. Jeg har den stadigvæk, og det er ret sjovt at se tilbage på. Jeg er ret sikker på jeg ville have elsket den her bog og forelsket mig i endnu flere fugle, hvis jeg havde haft den på det tidspunkt. Det er i hvert fald sådan en god måde, at gøre børn opmærksom på naturen.

Ideen med opskrifter i bøgerne er jeg også helt vild med, og det er også en af årsagerne til at jeg knuselsker Elvira Fragolas Munkeby serier. Dem illustrere hun også rigtig fint i sort og hvid, men jeg må sige at jeg føler virkelig hun har overgået sig selv her. Detaljerne og farverne er bare så fine.









SHARE:
© Skrivepulten | All rights reserved.
Blogger Template Created by pipdig