Da jeg var teenager, så skrev jeg bare løs. Plot, karaktere og handling kom bare til mig. Jeg var for mindre end en måned siden overbevidst om at det var noget der hørte fortiden til. At man ikke kunne skrive rigtig litteratur på den måde. Alt planlægning har foregået i mit hoved og jeg skrev ikke før at de forskellige ting var på plads. Ja, det lyder jo dumt ikke? Men jeg var bare så frygtelig bange for at sætte mig ned og skrive uden nogen som helst retning. Det ville føles for meget som en slags defeat.
NaNoWriMo har tvunget mig til at skrive uden en større plan. Og ved i hvad? Historien dukker op alligevel. Hurtigere end hvis jeg gik og vente og drejede alle scenarier. Så nu skriver jeg bare løs og hvis der kommer noget alt for kliché agtigt, så må jeg rette det senere.
Så i stedet for det rene tortur når jeg skulle skrive, så giver det mig nu enormt glæde og overskud. Yay! Det er så dejligt at være her hvor jeg er nu. Det er meget nemt at sige til sig selv at man skal huske at nyde det, men det er bare nemmere sagt end gjort. Det er faktisk lige før at det er svært at nyde det når man hele tiden skal huske at nyde det. ;0)
Jeg har haft et utal af notater til min historie og jeg følte aldrig jeg kom i bund. Men faktisk så var alle de dumme notater jo i mit hoved, så selvom jeg skrev uden at kigge på notaterne, så kom det der stod på notaterne alligevel med. Og det var tilmed tusinde gange mere flydende det der kom ud.
Set i bakspejlet har det haft en enorm betydning for mig - pludselig var det der før var tortur nu åndssvagt let. Hvilket beviser at man virkelig kun er sin egen værste fjende når man skriver.
Så mit råd til andre vil helt klart være - stop med at tænke det ud. Føl det ud! Der er nemlig stor forskel.
Når du føler din historie skriver du fra underbevidstheden og der ligger et samsurium af oplevelser, historier, følelser og erfaringer. Er det ikke bare skønt? Men der vil altid være en risiko for at der vil dukke nogle klichéer op. Derfor er det også vigtigt at kombinere det følende gen med det tænkende.
Hvis man er i stand til både at tænke og føle sin historie så er det min påstand at man sagtens kan blive forfatter en dag. Jeg øver mig stadig, men forhåbentlig når jeg det også en dag.
Så hvis der er noget NaNoWriMo virkelig har lært mig så er det at jeg bare skal skrive løs. Løsningen skal nok dukke frem af sig selv.
Åh en skøn lektie at tage med sig på vejen. For det er nemlig det rareste; at lade fingrene ramme tastaturet, nedskrive sine drømmesyn og idéer mens de er indenfor rækkevidde, og først tænke det igennem bagefter.
SvarSletJa det er det virkelig. Det er så utroligt befriende.
Slet