Fourth Wing
Forfatter: Rebecca Yarros
Serie: The Empyrean #1
Genre: Fantasy / romantasy
Bogen findes pt ikke på dansk
Twenty-year-old Violet Sorrengail was supposed to enter the Scribe Quadrant, living a quiet life among books and history. Now, the commanding general—also known as her tough-as-talons mother—has ordered Violet to join the hundreds of candidates striving to become the elite of Navarre: dragon riders.
But when you’re smaller than everyone else and your body is brittle, death is only a heartbeat away...because dragons don’t bond to “fragile” humans. They incinerate them.
With fewer dragons willing to bond than cadets, most would kill Violet to better their own chances of success. The rest would kill her just for being her mother’s daughter—like Xaden Riorson, the most powerful and ruthless wingleader in the Riders Quadrant.
Det er langt tid siden jeg har lavet en længere anmeldelse på bloggen og grunden til jeg laver en i dag er ikke fordi det er på høje tid, men mest af alt fordi en af årets absolut mest hypede bøger fortjener det. So here it goes:
Som I kan se har jeg allerede givet den maksimale stjerner, og det er fordi bogen er en af de absolutte bedste læseoplevelser jeg længe har haft. Jeg kan faktisk slet ikke huske, hvornår jeg havde sådan en god læseoplevelse sidst. Det skulle ikke undre mig hvis den her bogserie gik hen og blev lige så populær som Divergent-serien af Veronica Roth. Ja, så har jeg allerede sat baren ret højt, for det var en relativt populær serie, indtil hun ødelagde det hele med den sidste bog i serien.
Serien her er næsten perfekt – næsten – den har sine fejl og dem graver jeg en lille smule ind i her, men overordnet så har den den egenskab at man bliver revet med fra første side, og man er opslugt af hele rejsen indtil bogen slutter med en cliffhanger der efterlader os med den største hunger efter den næste bog i serien. Heldigvis udkommer den senere på året.
Verdensopbygningen. Lad os starte der. Rebecca Yarros har brugt rigtig meget energi på verdensopbygningen og det er jeg personligt rigtig taknemmelig for at hun har, for man føler at tingene hænger sammen og man får en følelse af at hendes verden er unik, fordi hun trods alt laver en god blanding af traditionelt med lidt drys af noget nyt vi ikke lige har set før. Dragerne føles troværdige i forhold til det vi kender dem for i litteraturen, men samtidig er de anderledes end hvad vi har set i andre fantasyromaner. Militær-skolen er som udgangspunkt altid bare fedt, alle skoler som har med magi og gøre er bare noget man aldrig bliver træt af. Men dermed sagt, så blev en smule irriteret over den måde forfatteren havde valgt at vise brutaliteten på, det var lidt tåkrummende, for faktisk giver det overhovedet ikke mening rent logisk, at deres verden vil være sådan, når der er så få drageryttere som der er, og fordi det ikke er logiske eller realistisk, så er det med til at hive læseren ud af universet og det er super super ærgerligt.
Karakterne. Jeg kan godt lide at vi har en hovedperson som har et handicap i forhold til de andre hun er sammen med. Det synes jeg klæder historien rigtig godt. Handicappet er dog ikke mere end, at hun bare fysisk ikke burde blive overvejet som en dragerytter. Karakterne er lidt til den stereotype side, (love interest fx er tall dark and handsome) men for mig var det indenfor en acceptabel grænse.
Kærlighedshistorien. Elskede den. Den fungerede virkelig godt. Man kan godt mærke, at forfatteren er tidligere kærlighedsroman-forfatter, for hun forstår at strikke den sammen, så man er interesseret hele vejen.
Plottet. Bogen formåede at få mig til at glemme, at gætte alt for meget forud, hvis jeg havde gjort det, så tror jeg, at jeg ville have fundet den en smule forudsigelig, men jeg glemte alt om at gætte på hvad der ville ske, og var mest af alt optaget af hvad der nu skete. Den egenskab har dragerne nok på mig. Tempoet er ret høj og siderne læser nærmest sig selv, fordi der hele tiden sker noget man gerne vil have svar på.
Kærlighedshistorien og selve hovedplottet fungerer rigtig godt sammen og understøtter hinanden på fineste vis.
Men det er sjovt, at selvom jeg havde nogle tåkrummende øjeblikke, hvor jeg bare tænkte nej, nej, nej, stop, det er for åndssvagt, så var jeg bare overordnet så begejstret for historien, og de ting faldt bare i baggrunden og jeg nød bare historien.
Som sagt er det langt tid siden, at jeg har været så begejstret for en bog, så for mig holder hypen 100%, og det her er bogen som jeg i øjeblikket anbefaler til alt og alle, og for en gang skyld, så kommer jeg til at kaste mig over fortsættelsen det øjeblik den kommer ind af døren. Det ved jeg allerede. I need more! Det tror jeg ikke, at jeg har gjort siden The Hunger Games og Divergent-serien.
