I morgen rammer 'Den, der lever stille' filmatiseringen for alvor biograferne. Jeg var så heldig, at være inviteret med til gallapremieren af Leonora, så vi tog et smut til København – mig halvdøv og det hele fordi jeg havde haft mellemørebetændelse ugen forinden, men heldigvis kunne jeg høre det hele.
På invitationen havde der stået larmende om påklædningen og jeg tog derfor min nye Ted Baker kjole på, der måske ikke ved første øjekast virkede larmende, men underdelen af kjolen var fyldt med røde og guld blomster og med Lola Ramona røde sko og rød læbestift, hjalp det lidt på sagen.
Filmen! Det er jo den det handler om. Vi fik en introduktion af producenten bag filmen og han slog fast, at filmen var en selvstændig fortolkning, som ikke havde valgt at lægge sig alt for tæt op af Leonoras bøger. Hvilket man godt kan forstå, for det må være ganske vanskeligt at lave en manus på en bog med flash-backs, spring i tid og indre tankermønstre. Puk Grasten der havde skrevet manu, havde valgt at sætte fokus på den absurde følelse som man fornemmer ud af Leonoras tekster, dynamikken eller mangel på samme i hendes dysfunktionelle familie.
Filmen udspiller sig næsten kun i en lang scene, nemlig dødsscenen hvor Leonoras mor ligger på hospice. Hvilket faktisk var en lille bitte smule irriterende. Jeg havde hele tiden lyst til at komme væk eller i hvert fald videre. Sådan ren skriveteknisk anbefaler man altid, at man rykker sig fysisk til andre steder i historien, for på den måde at føle at handlingen flytter sig, og det er virkelig det jeg følte, mens jeg så filmen. Jeg manglede at det flyttede sig. Kom videre. Det var lidt sjovt, at opleve at det faktisk blev til et behov for mig som seer af filmen.
Mange af replikkerne som udspiller sig løbende i Leonoras liv (og bog) bliver mere eller mindre fyret af i den ene scene. Og jeg sad hele tiden og tænkte, nej, hvordan var det nu det rigtigt var. Men jeg havde generelt lidt svært ved, at tage den nye fortolkning til mig og det skyldes nok mere end noget andet, at jeg ikke er så god til danske film. Jeg synes symbolikken bliver overdrevet og presset ned i ens hals. Det er jo slet slet ikke nødvendigt. Jeg er ikke så god til når filmmediet forsøger at gøre bøgerne kunsten efter, og bliver alt for kunstnerisk, for så vil jeg hellere læse en bog. Jeg er og bliver nok altid mest til hollywood-agtige film og ikke den type film der smider en ulv ind mit i det hele. Jeg mener but why ...
Så efter jeg kom hjem kværnede jeg bogen 'Den, der lever stille' og er i gang med 'Hvis vi ikke taler om det'.
Men alt i alt, så fløj tiden afsted da vi så filmen, så det var på ingen måde en kedelig oplevelse, tværtimod. Skuespillerne var en stor del af årsagen til det, er jeg sikker på. De var fantastiske.
Hvis man er glad for bøgerne synes jeg helt sikkert at filmen er værd at se. Især hvis du er lidt bedre til dansk film end jeg er.
