Søndag.. dagen før endnu en hård arbejdsdag
I dag burde jeg nok ombryde nogle artikler, deadlinen er jo ikke ligefrem langt væk, men i stedet skal jeg skrive om mig selv til forfatterkursuset.. uhh.. jeg hader den opgave allerede.
Flash! ”Two people thrown together by destiny, she’s a bride to be, he’s an agent sworn to kill her fiancé.” Jeg ryster lidt på hovedet og kigger tomt ind på cursoren, der blinker provokerende på skærmen.
Flash! ”Giving the magic power to a women, gives you no choice in life, you will be more cursed than any other.” Tasterne begynder at danner den sædvanlige form for rytme under mine fingre.
Jeg skæver over til reolen ved siden af mig, hvor der pudsigt nok står langt flere bøger af f.eks. Finn Dreibek og Robert Zola Christensen end bøger fra Adobe eller bøger om webdesign. Jeg sukker – Det var jo egentlig meningen jeg skulle lave mit selvstudieprojekt. Jeg skal i hvert fald læse ’Creating unforgettable characters’ af Linda Steger, inden jeg begynder at skrive alt for meget, plus måske 10 bøger mere om nogenlunde det samme emne. Men det kribler i fingrene.. vil skrive.. nej.. skal lære - Listen er lang, lykken er kort.
Mit selvstudieprogram ligger og griner af mig på bordet, det næste punkt på listen er at fortætte med Robert Zola Christensens ’Manual til skrivekunsten’. - Genial bog. Den giver mig mulighed for at skrive, hvilket i bund og grund nok er noget af det jeg lærer mest af, frem for at læse at jeg skal igennem minimum 4 korrekturgange. Jeg sukker og hviler min hage på hånden og kigger fortabt ind i skærmen.
Men er jeg den typiske forfatter? Jeg føler jeg slås med den danske litteratur. Mit blik glider længere hen på reolerne. Der står diverse engelske kærlighedsromaner, Harry Potter, Ringenes Herre, Jane Austen, historiebøger og kogebøger – Vi ved jo godt hvordan de ender. Måske er den reality mani ikke mig. Er det så overhovedet muligt at udgive noget som helst.. men hvad nu hvis fingrene ikke vil stoppe rytmen – Jeg klør mig i nakken og sukker igen. Er der ikke nok elendighed i verden? Er det virkelig det, læserne gerne vil have mere af.. hvorfor vil de ikke have en happy ending?
Billedet af mig selv fanger mit blik. Ved siden af skærmen, er der et billede af mig fra da jeg var 18 – er det virkelig 7 år siden. Wow! Jeg har nu ikke ændret mig meget - stadig alt for tynd og spinkel.. Stadig det samme brune kommunefarvede hår.. jeg lader en hånd løbe igennem mit lange hår, - jeg burde farve det.. jeg har ikke turdet farve det endnu, da jeg nok arver min mors alt for tidlige grå hår.. jeg vil ikke begynde at slide min hovedbund op allerede nu.. Fuck det.. jeg trænger sådan til at blive en rødtop.
Flash! Den rødhårede feminist går op ad gaden, med et skilt der hopper op og ned i luften, der står ”Du kan blive hvad du vil, hvis du kæmper nok!”
Jeg rækker ud efter min bog: Spis dig sund på 8 uger.. et nyt projekt jeg vil i gang med, så jeg forhåbentligt kan slippe af med alle mine små skavanker… men jeg ligger bogen fra mig igen med det samme jeg har taget den, op og griber i stedet fat i tastaturet, jeg skulle jo skrive om mig selv – Bare de ikke opdager mine mange stavefejl.. Jeg sætter ”Mika - Relax, take it easy” til at spille - jeg sidder og rocker lidt. Nå hvem er jeg:
Flash! ”Rødhåret pige sidder og gemmer sig bag hendes papirer mens de andre glædelig deler deres meninger. – Hvad nu hvis jeg opdager, at jeg ikke dur.. Ikke er god nok.. Ikke kan opnå min drøm igennem SÅ mange års forhåbninger.”
Ingen kommentarer
Send en kommentar