Blodsøstre review

Blodsøstre er første bog i Pernille Eybyes vampyrserie Blodets Bånd.

Af serien Blodets bånd er udkommet:
Blodsøstre
Hyænelatter

Kampbrødre udkommer 7 maj 2012.


Blodsøstre handler om Kassie der for tyve år siden blev reddet op af floden og gjort til en vampyr for ikke at dø. Hun kan slet ikke huske noget som helst af hendes liv før da. Da hun møder Leo i bogen er det første gang hun føler en form for genkendelse, men hun ved ikke hvorfor. Leo har også sin egen hemmelighed, som han gør alt hvad han kan for at skjule. Samtidig med de to udvikler nærmere bekendskaber, sker der også andre mystiske ting og ikke mindst farlige ting omkring dem.

Bogen er skrevet ligesom vi kender det fra de engelske udgaver. Frisk og levende. Sproget er ingen finere dansk litteratur, men dette er også i den genre hvor det hele handler om så meget mere end det. Historien er spændende og interessant. Pernille har en frisk humoristisk stemme. Det gør bogen utroligt behageligt at læse.

3 små ting jeg personligt ikke kan lide:

1. Jeg synes det er lidt øv at sølv bliver brugt som våben mod vampyrer i denne historie, for mig har det nu altid kun været et våben mod varulve. Men det er nok helt klart en fantasy nørdet ting fra min side. :0)
2. Jeg hader drømmescenarier, mest fordi de ofte er brugt at forfatteren til at forklare ting de ellers har svært ved at forklare. Plus at drømme er brugt mere som reglen end undtagelsen. Men jeg tror og håber at drømmene i denne bog har en vigtigere funktion.
3. Scorereplikker. – Hvilket egentligt nok er meget realistisk at det bliver brugt i virkeligheden.

1 ting der vil have givet romanen et ordentligt spark:

1. Tempoet. Historien er langsom om at komme i gang, så hvis ikke Pernille havde succes med at få historien til at flyde så godt, ville det have været lidt mere besværligt at komme igennem bogen. Tempoet kunne sættes op uden problemer, ved simpelthen at slette nogle af kapitlerne, der alligevel ikke har noget formål med at føre historien videre. De får ting der måske er vigtige kan skubbes ind i andre kapitler. F.eks. er der lidt for mange barscener hvor der sker en ny ting hver gang, man kunne sagtens have flettet nogle af handlingerne sammen.

Jeg er overrasket over at hovedpersonen Kassie har så ”overfladisk” en profession, samt tilgang til andre mennesker. Så på mig virker hun utrolig varmblodsk. Hvor vampyrer normalt er kendt for at være eftertænksom, så er Kassie lidt mere som en almindelig pige på hendes alder. Men måske er det bevidst at forfatteren har valgt at hun hungre efter det liv. En påtaget maske måske? I virkeligheden er hun vel egentlig også 20 år gammel fordi hun ikke kan huske livet før.

Det er lidt vovet at lade Leo være i jeg person, når vi får så mange menneskelig tanker fra ham. Egentlig kunne det være en fin kontrast til vampyrer, men samtidig kan det være farligt, da man nok skal passe på han ikke ryger i grøften og derved virker for vattet sammenlignet med Kassie. Det er virkelig en balancegang der kan være svær at holde.

Men alt i alt er det en meget behagelig og hyggelig bog der klar kan anbefales. Jeg tror Pernille kan gå hen og blive rigtig dygtig, fordi man kan mærke sjælen i bogen, lysten der er blevet lagt i til at skrive den, livsglæden.

Der er nogle spændende elementer i bogen, som jeg glæder mig til at læse mere om.

Den første bog i serien får:

KKK+, altså det samme som jeg gave House of Night. Hvilket egentlig er ret godt hvis man tænker over det.
Egentlig burde Pernille hører under en anden skala, da hun faktisk måles mellem verdens bestsellere. Så hun burde have lidt flere K’er for at være ny og dansk. Men så er det jo heller ikke seriøst nok. – Det er vel altid bedre at blive sammenlignet med de bedste end med de andre nye og knap så dygtige.