True Blood tv-serien re-review

 

Nogen gange har man ikke nok tålmodighed til at læse en hel bog serie eller se en hel tv-serie, fordi den første sæson enten ikke har fanget ens interesse eller også har gjort en irriteret.

Så sker der det, nogen gange, at man kommer til at tænke på serien igen. Man læser måske den første bog eller sæson i serien, eller den næste. Og man ender, i stedet for at hade serien, med i stedet at elske den.

True Blood har jeg før anmeldt, og ikke anmeldt særlig positivt faktisk. Jeg har nu set fra sæson 1 - 5. Jeg har egentlig ikke ændret mening om første sæson, jeg synes stadig at Sookie var for naiv og at jeg stadig ikke forstår Bill og Sookies forhold. Jeg keder mig stadig grænseløsts med bipersonernes storylines. I stedet for at det gjorde mig nysgerrig blev jeg i stedet irriteret. Men det viste efter at jeg nu har slugt hele serien på ganske kort tid, at jeg blev totalt vild med den.

Hvorfor? Svaret er helt klart Eric. En svensk lækkerbisken. (Jep, jeg er åbenbart så overfladisk når det kommer til den her serie) Man får også bedre forklaring på Bill og Sookies forhold. Desværre er Sookie stadig naiv og nogle bipersoners storyline er stadig kedelige. Men Eric gør bare den store forskel for mig, plus det faktum at der kommer mere paranormal ind i serien. Vampyrene virker realistiske, altså not human. Meget mere vampyrer end vi ser det i Vampire Diaries og Twilight. Det er bare så meget mere gennemført. Derudover dukker der mange flere spændende paranormal creatures op. Hvilket gør det hele meget mere fornøjeligt og spændende at følge med i.

True Blood serien er på 12 afsnit pr. sæson, hvilket gør at den er meget mere fast pacing end serier på 22 afsnit. Nu håber jeg så bare hun ender med Eric. Uhh.. der er så lang tid til sæson 6, hmmm.. måske jeg bare skulle gå i gang med bog-serien.