mandag den 18. november 2013

Dig og mig ved daggry anmeldelse

Dig og mig ved daggry

Forfatter: Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved
Genre: Realisme
Målgruppe: Unge/YA/alle
Udgiver: Gyldendal

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplaret

Tjek også Gyldendals facebook side, med bøger for unge ud. Der kan du finde spændende bognyheder og indimellem har de også nogle konkurrencer hvor du kan vinde deres fine bøger.












Da de hiver os op af Limfjorden, hænger vi stadig sammen. Jeg ved ikke, hvor lang tid vi har ligget i vandet, det er ikke til at sige, man mister ligesom tidsfornemmelsen. En uge. Måske to. Jeg ved det ikke. Retsmedicineren har også svært ved at sige det præcist. Han vil gerne have tilladelse til at fjerne håndjernene, det bliver han ved med at snakke om, det er skide besværligt at håndtere to lig, der hænger sammen på den måde.

Dig og mig ved daggry er den fatale kærlighedshistorie, som Louise aldrig fik fortalt. Før nu. Det er en historie om tilfældigheder, misforståelser, svigt og tilgivelse, og om at elske så vildt og meningsfyldt, at det er værd at dø for.




Wow. Sikke en bog. Da jeg var ovre til udgivelsesreception på Dig og mig ved daggry, fortalte bogens ene redaktør mig at bogen var hård. Jeg tænkte skønt, dejligt. Der er ikke noget så fantastisk som en bog der spiller på høje følelser. Men bogen var ikke bare hård. Den var frygteligt hård.

Det er ligefør det er for meget, jeg sad i hvert fald med en fornemmelse af, at der blev prøvet lidt for hårdt. At man virkelig forsøge at ramme der hvor det gør ondt. Det gør den også. Men ikke så meget som jeg personligt selv have håbet. Hvis bogen havde haft mere dybde, i stedet for at introducere den ene tragedie efter den anden, så ville man have haft en enorm følelsesmæssig kontrast, som ville gøre frygtelig ondt. Så den ramte ikke mig. Ikke helt i hvert fald. Jeg tror en af de helt store årsager, er at jeg måske også ville have ladet mig investere mere i karakterne, hvis jeg ikke på forhånd vidste at de skulle dø.

Bogen starter hårdt ud med de to unges fælles selvmord og derfra følger vi gennem Louise hvordan deres selvmord påvirker dem der er tilbage og vi følger hende når hun tænker tilbage på historien om hvordan det overhovedet kom så langt. Hvilket virker utrolig godt. Man kan heller ikke mærke at der er to egentlig meget forskellige forfattere på bogen. Det kører gnidningsløst og bogen har generelt et rigtig godt flow.

Som udgangspunkt er jeg ikke så vild med de her klassiske skolebøger. Jeg ved at som teenager ville jeg have gået langt uden om den her bog. Men det her er klart en af de bedste af slagsen. Alligevel havde jeg lidt små problemer med den. Jeg krøllede for eksempel nogle gange tær over de hjernetomme valg som Louise fortog sig. Jeg troede også det ville være en mere epic kærlighedshistorie, men det er det slet ikke.

Forfatterne har selv sagt at de ville ligge vægt på ikke at romantisere selvmord, men det synes jeg faktisk ikke er lykkes for dem. Jeg ville have troet der var flere angrende tanker fra Louise end der var. Man kan ikke rigtig sige at bogen slutter godt, men den ender alligevel på et alt for positivt note til hvad jeg egentligt synes er rigtigt for historien.

Dermed sagt så var det virkelig en bog, som bare krævede ens opmærksomhed fra start til slut. I bogen er nogle enkelte smukke øjeblikke, som jeg levede højt på og jeg værdsætter ikke mindst også bogen for dens originalitet. Så selvom jeg havde de problemer med bogen, så nødt jeg den for det den var og jeg var fuldt ud underholdt. Jeg tror ikke man andet end kan være splittet når man læser bogen, at man på en gang både elsker og hader den.
SHARE:

Ingen kommentarer

Send en kommentar

© Skrivepulten | All rights reserved.
Blogger Template Created by pipdig