mandag den 17. oktober 2016

Sæsonlæsning – efterår


Sæsonlæsning er en ny serie som kommer hver kvartal, hvor jeg skriver lidt om hvad sæsonlæsning betyder for mig, anbefaler bøger og skriver hvad jeg kunne tænke mig at læse. Altså skal dette indlæg ikke forveksles med min månedslæseliste.


Efterår. Jeg elsker den årstid. Kolde kinder. Varme drikke. Nedfaldne blade. Æbler. Tæpper og stunder der kan bruges til fordybelse. Når der ikke er travlhed, altså. For efteråret er altid forbundet med arbejdstravlhed for mig. Det er bogbranchens årstid. I år er jeg imidlertid på barsel, så der bliver da nok måske tid til lidt sofa hygge.

For mig er efterårslæsning ikke krimi eller gys, som det helt sikkert er for så mange andre. For mig er det i stedet det gotiske, det mørke, det paranormale, det mystiske, det kantede og skæve og selvfølgelig det hyggelige.

Halloween har helt sikkert haft sit præg på efterårslæsningen med det paranormale. I år vil jeg læse nogle af de mest klassiske paranormale væsner, vampyrer og hekse. Jeg vil læse Terry Prachetts ’Equal Rites’, læse ’Uskyldigt blod’ af Kristien Painter, og så spøger ’Life and death’ af Stephenie Meyer i kulisserne. 







Nogle forfattere er ideelle at læse om efteråret. Blandt andet Patrick Ness med Monster, men i høj grad Neil Gaiman som altid er leveringsdygtig i det kantede og skæve. Hans Graveyard bog og ikke mindst Coraline er perfekte til efteråret. Jeg vil selv rigtig gerne snart læse hans retelling af Hans og Grethe´ - et mørkt eventyr i en blæsende dunkel skov med en ond ond heks - hvad kan være mere efterårsagtig?

Indenfor det gotiske vil jeg til hver en tid anbefale ’Stormfulde Højder’ af Emily Bronte. Jeg overvejer selv at åbne endnu en Leonora Christina Skov bog (har lige færdiglæst Champagnepigen) ’Silhuet af en synder’, der begår sig i det gotiske. Skovs ’Hvor intet bryder vinden’ er desuden et spændende mysterium (og utrolig efterårsagtig), og Agatha Christie er mysteriegenrens dronning (som jeg med skam må indrømme at jeg aldrig har læst noget af) så i år burde måske være året hvor jeg læser noget fra hendes hånd, men jeg har virkelig også lyst til at læse ’Løgnenes træ’ af Frances Hardinge, så jeg tror det bliver den i stedet.

’Dragons of Autumne Twilight’ af Margaret Weis har efterår i titlen, men ikke alene af den grund vil jeg have den læst i efteråret – men fordi at High Fantasy er noget af det hyggeligste jeg ved.

Hvis jeg skulle læse en krimi, så skal det være J.K. Rowlings Cormoran Strike serie.


Hvad er ideel efterårslæsning for dig?

SHARE:

2 kommentarer

  1. Mine efterårsfavoritter er det uhyggelige og det melankolske, så jeg læser lige fra gys, horror og zombier til de lidt mere eftertænksomme bøger, der gør ondt (her er 'A Monster Calls' et godt eksempel). Men krimier faktisk heller ikke et dårligt bud - dem får jeg dog sjældent læst i det hele taget :-)


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja 'A Monster Calls' er den bedste slags efterårslæsning. Efteråret er lige præcis som du siger tid til refleksioner og tunge ting. For derefter kan man gemme sig lidt under dynen - det gør jeg i hvert fald hvis det gør for ondt. :0D

      Slet

© Skrivepulten | All rights reserved.
Blogger Template Created by pipdig