Måske en dag

Måske en dag

Forfatter: Colleen Hoover

Serie: Standalone som udgangspunkt og maybe #1

Originalsprog: Engelsk, Maybe Someday

Genre: Realisme, kærlighed

Målgruppe: NA og opefter

Udgiver: Lovebooks

Bogen er et anmeldereksemplar fået ved bogbloggertræffet - tak til Lovebooks for sponsorat  

Sydney lever en drømmetilværelse - hun er en flittig studerende med et godt studiejob, hun bor sammen med sin bedste ven og har en dejlig kæreste. Og så er musikken, som hver dag kommer fra altanen over for hendes, langsomt begyndt at danne et behageligt lydspor til hendes dagligdag. Men da Sidney en dag finder ud af, at hendes kæreste er hende utro, brister drømmen. Den flotte, mystiske fyr bag musikken, Ridge, giver dog Sidney håb om, at hun nok skal komme over det, og sammen begynder de at skrive musik: Ridge komponerer musikken, Sidney skriver teksterne, og sammen udgør de et vidunderligt team. Men det er lettere sagt end gjort at komme videre, og Sidney kan bare håbe. Men måske en dag... 


’Måske en dag’ er en anderledes og super spændende og interessant læseoplevelse, på mange måder, og hvis man er åben for det også en musikalsk oplevelse. Bogen har nemlig sit eget soundtrack som er blevet til i et samarbejde mellem forfatteren Colleen Hoover og musikeren Griffin Peterson. Hvilket faktisk virkede ganske fint (på trods af at jeg hørte det ganske lidt igennem romanen – det kan være svært når man læser som jeg gør: en side hist og pist. Det egner sig helt sikkert bedre til at man sætter sig ned med en skøn kop te)

’Måske en dag’ var slet ikke som jeg havde forventet. Bogen havde nogle dejlig forfriskende overraskelser (som jeg ikke vil spoile) men som gjorde læseoplevelsen unik. Det var dog på alle måder en kærlighedshistorie. Men. Helt ærligt, så brød jeg mig ikke om kærlighedshistorien. Jeg brød mig på ingen måde om sådan som trekants dramaet blev opstillet. (Og det er ikke fordi jeg er anti-trekantsdramaer, jeg synes for eksempel ganske godt om den i Twilight) Jeg havde bare virkelig nogle issues med de valg der blev taget af personerne. Det dobbeltmoralske. Men samtidig så må jeg sige, wow hvor kan Colleen Hoover da bare tage mine følelser til fange og virkelig få mig til at føle noget (MEGET) med de her karakterer som jeg dybest set var ret irriteret på.

Så øv over den del af historien, men det er bestemt ikke sidste gang jeg læser noget af Colleen Hoover, for hold da op hvor kan hun bare skrive.