Nanowrimo - En lille skriveupdate

Det er langt tid siden jeg er kommet med en skrive update her på bloggen, så nu vil jeg lige komme med en enkelt her i forbindelse med Nanowrimo, da jeg har rimelig mange tanker oveni bøtten omkring det. Refleksioner. Så advarsel: her kommer måske en hel del rambeling. 

Nogle gange føler jeg nemlig virkelig, at jeg gør det at skrive større og svære end det er. At jeg overtænker det simpelthen. At jeg tænker på en million ting at jeg skal huske når jeg skriver. At det hele skal være perfekt. Og det tror jeg virkelig er farligt, for så får man jo aldrig nogensinde skrevet noget. Jeg stopper altid mig selv. Jeg får aldrig rigtig gjort noget færdigt fordi jeg virkelig dybt og inderst inde ikke tror nok på mig selv. Og hvordan løser man så lige det problem? Jeg har en tildens til at vægte de negative meninger som andre har eller har haft til noget af det jeg har skrevet. Hvilket er dumt. For objektivt set så har de mennesker været dem der enten ikke har tilhørt målgruppen, eller også så har de kommet med konstruktiv kritik som jeg virkelig burde bruge til noget. Eller også så har de bare ønsket at historien gik i en anden retning. Men igen: En mening tæller jo ikke for alle. Dem der så har været begejstret og positive har jeg så åbenbart valgt ikke helt at tro på. Det er jo fjollet. Men jeg er sikker på at jeg nok ikke er den eneste der gør det mod sig selv. Noget andet der er fjollet er at jeg har en tildens til at argumenterer for hvorfor jeg ikke kan blive en forfatter og så skuffet når folk ikke med det samme modsiger mig. For selvfølgelig gør de ikke det. Hvorfor skulle de!? Hvorfor skulle de tro på noget jeg tilsyneladende ikke selv gør?

Ligenu har jeg forsøgt at lægge alt det der fra mig og bare sætte mig ned og skrive og nyde det og nyde nanowrimo. Jeg har forsøgt at finde tilbage til dengang det gik godt med at skrive. Hvilket har betydet at jeg har droppet alt der hedder plot og planlægning og struktur. Jeg skriver bare. På tomt hvidt papir. Jeg skriver uden mål. Uden plan. Jeg skriver om personer jeg aldrig før har mødt i mit hoved. Der aldrig har haft tid til at sætte sig som mange af de andre jeg før har skrevet om. Jeg skriver bare og ved I hvad? Jeg elsker det. Det går forrygende. Det bliver ikke mere lortet end det andet jeg skriver, det ser faktisk kun ud til at være bedre. Juhu! Og det fortæller mig en masse. Men mest af alt så fortæller det mig at jeg skal blive ved. At jeg bare skal fortsætte. Og glemme alle de negative tanker. Glemme den dumme indre kritiker. JA! Og hvad så hvis det er noget lort. Jeg nyder det og hvis jeg ikke giver det her en chance, jamen så tror jeg nærmest aldrig på det igen. (Hvilket virkelig i sig selv er en destruktiv tanke ikke?) Men jeg mener bare hvis ikke jeg grundlæggende bare kan sidde og skrive og nyde det, jamen så er der noget galt.

Det betyder ikke at jeg ikke stadig har alle tankerne om at ’hvad nu hvis det her er noget lort’ ’hvad nu hvis jeg aldrig kan skrive om på det så det bliver godt nok’. Det der er forskellen nu er at jeg siger: Glem det! Jeg skriver for mig selv og jeg elsker den historie jeg skriver til mig selv ligenu og her. Det er det eneste fokus jeg behøver nu. Kritikker kom tilbage senere.


Hvad med jer derude? Døjer I også med jeres indre kritikker? Tager den også lidt glæden fra jer indimellem og får den jer til at glemme, at I rent faktisk elsker det her med at skrive?