Silhuet af en synder

Silhuet af en synder

Forfatter: Leonora Christina Skov
Enkeltstående fortælling
Genre: Gotisk
Målgruppe: Voksne
Udgiver: Politikens Forlag

Tak til Politikens forlag for anmeldereksemplaret


Bedrag, selvmord, galskab og forbudt kærlighed har gennem generationer huseret på det sydsjællandske gods Liljenholm. Engang var det hjemsted for en verdenskendt forfatter af skrækromantiske romaner. Nu er der kun de døde tilbage.

Men en råkold novemberdag i 1941 aflægger godsets fortabte datter, Nella, besøg. Hun er ikke alene. En fremmed er taget med hende hele vejen fra København. Sammen opdager de, at alle familier har hemmeligheder, men liljenholmerne har flere end de fleste. Godset gemmer på en grum historie, der berører dem begge.


'Silhuet af en synder' mindede mig om hvorfor det er jeg elsker gotiske fortællinger, og at jeg læser alt for lidt i den genre. Måske er det fordi jeg ikke tror, at man kan skrive en gotisk fortælling i dag som man kunne i de helt store klassikere som f.eks. Stormfulde Højder. Men der satte Lenora Christina Skov mig da vidst lige på plads. 'Silhuet af en synder' er i sandhed en vaskeægte gotisk fortælling. Mange tror, at gotiske fortællinger skal være fulde af gys og nervepirrende scener - men det er faktisk en hel forkert opfattelse af genren (nogle er selvfølgelig, men det er ikke genrens DNA) Jeg er et omvandrende eksempel - jeg elsker den gotiske genre, men jeg læser meget nødigt gysere.  

Jeg ved ikke helt hvad det er der drager mig ved gotiske elementer, men jeg ved bare at selv de enkelte elementer man f.eks. finder i Austens Northanger Abbey og Brontës Jane Eyre, virkelig giver en stemning, som jeg ikke ville have været foruden. I 'Silhuet af en synder' ville jeg gerne have tilbragt endnu længere tid, mens mysterium på mysterium langsomt blev pakket op. 

'Silhuet af en synder' er - og føles som et eksperimenterende værk. Det var på en og samme tid, både interessant at læse, men samtidig føles bogen ikke naturlig at læse. Den har ikke noget naturligt flow. Og jeg er lidt ubeslutsom omkring om det er en god eller dårlig ting. Det er nok lidt af begge dele, måske mest en god ting.

Bogen kræver en masse ting af sine læsere, for fortællingen er kringlet - og der er meget mellem linjerne. Mange gange var det rigtig godt, men samtidig giver det også en distance til læseren. Distancen opstår især fordi vi ikke får en præsentation af vores fortæller, og jeg tror at man som læser enten bliver irriteret over det og føler en distance eller så opfinder man en figur i sit hoved, man så senere finder ud af ikke passer og får så der et brud på forholdet til bogen. Men hvorfor er det egentlig så vigtig? Man kan jo argumentere - at selvom jeg lever mig ind i historien, gør det vel igen forskel hvilket køn det er jeg skal forstille mig. Hvorfor har det så stor betydning for min læsning, at jeg fra starten af skal vide hvilket køn, alder - ja nogen som helst om fortælleren. Er det ikke meget sundt at blive rusket lidt i tankegangen - især omkring køn. Men det kunne jeg heller ikke se mig fri for. Jeg har behov for at have noget at hægte mig fat i. Så det gjorde læsningen lidt mere besværlig end den havde behøvet at være (oveni alle de andre eksperimenter altså) og det tog nok også lidt af nydelsen.

Selvom Leonora Christina Skov her er ude i en helt anden genre end hun normalt skriver, så er der rigtig mange af hendes normale tematikker og elementer der går igen. Moderskab. Datteren der blev efterladt. Bogbranchen. Kærlighed til det samme køn. Opdagelser om familieforhold. Så man skal ikke lade sig afskrække af genren. Og det er som altid virkelig godt!

Jeg ender alligevel på fem stjerner, for jeg var virkelig ret så betaget og indsnæret af den her historie. Jeg nød hvert øjeblik i den gotiske verden, selv når jeg var lidt småirriteret over fortællerstilen. Hvis jeg havde fundet ro i min fortæller, havde det været en fuld seks'er.