På vej mod Sophie
Forfatter: Line Lybecker
Enkeltstående historie
Genre: Realisme
Målgruppe: Unge og opefter
Udgiver: Calibat
Tak til Line Lybecker og forlaget Calibat for anmeldereksemplaret
På Sophies fødselsattest står der ’Mikkel’, men hun er færdig med at klæde sig ud som en hun ikke er. Hun går i 9. klasse og vil fortælle verden sandheden. Også selv om det bliver svært. For hvad vil hendes klasse sige? Hvad vil de sige på Sexologisk Klinik? Hvad nu hvis psykologerne ikke tror på at hun er fanget i den forkerte krop?
Line Lybecker gør det igen. Hun har endnu engang skrevet en indlevende og oplysende bog. Tematikken omkring køn og seksualitet er høj aktuel og alligevel findes der alt for lidt god litteratur om emnerne til unge. Jeg har selv tidligere kun læst en historie med en transkønnet som hovedperson og den var ikke nær så god som den her bog - og jeg kan faktisk ikke engang huske hvad den bog hed længere. Det er skønt at Line Lybecker har taget den opgave op og det er den især fordi den er godt researchet men samtidig er den også bare skrevet virkelig godt.
'På vej mod Sophie' er en virkelig vigtig bog. Den giver indblik i hvad unge transkønnede står overfor af udfordringer - det gælder alt lige fra det sociale, til forelskelse og til rent konkrete behandlinger. Den gør samtidig op med nogle fordomme og begreber - f.eks. hvorfor det ikke hedder transseksuel men transkønnet osv. Derfor synes jeg også at alle skulle læse den, for selvom man ikke nødvendigvis selv står med de problemer eller kender nogen der gør, så er det en bog der kan jage mange fordomme i jorden og være med til at gøre verden mere åben og accepterende. 'På vej mod Sophie' vil derfor også være en oplagt skolebog, især også fordi den har flere skolerelaterede scener og reaktioner, som kan være godt at snakke ud fra.
Line Lybecker er blevet en stærk stemme i dansk YA og jeg kan slet ikke vente med at se hvad hun kommer med næst.
'På vej mod Sophie' er en del af en tematisk trilogi om køn og seksualitet - den læses som en enkeltstående serie - men hvis man er leder efter noget lignende den her bog, så findes der to bøger mere fra Line Lybecker som jeg tidligere har læst og anmeldt - og helhjertet kan anbefale, nemlig Mere end veninder og Historien om en dreng.
Ingen kommentarer
Send en kommentar