tirsdag den 19. april 2022

Interview med Salina Schjødt Larsen






Fantastiske og dygtige Salina har været så skøn at ville lave et interview mens hun er på barsel her til Skrivepulten og det er jeg bare virkelig lykkelig for, jeg synes altid hun kommer med de absolutte bedste skriveråd i verden. Jeg bliver i hvert fald altid selv sådan - nå, ja, det er jo lige præcis dét det handler om. Så jeg håber og tror I får lige så meget ud af det som mig.


Her kan du finde Salina: 

Facebook: skrivekrampe - Salina Schjødt Larsens forfatterside
Instagram: @skrivekrampe
Twitter: @skrivekrampe
Tiktok: @skrivekrampe




Hvorfor oprettede du i sin tid, den mega FANTASTISKE skrivetip blog, Skrivekrampe.dk?

Skrivekrampe.dk blev i sin tid bare oprettet for at jeg kunne have en blog at dele mine tanker med. Der kunne jeg lige lave opslag om de konkurrencer jeg gerne ville deltage i, så jeg kunne huske dem, og så kom jeg tit til at skrive ned hvis jeg lige havde lært noget om skrivning.
Og så kom jeg til at se på interaktion og den slags, og kunne tydeligt se at den slags opslag: Lær at skrive- og skrivekonkurrence-opslag klarede sig markant bedre end de andre, og så ændrede mit fokus sig derfra.




Allerede inden du blev optaget på Forfatterskolen for Børnelitteratur vidste du rigtig meget om alt det tekniske bag det at skrive en bog, som du også formidlede til andre gennem Skrivekrampe.dk. Hvad var det forfatterskolen gav dig som du ikke selv havde fundet?

Forfatterskolen for Børnelitteratur var et sted, hvor man kunne få det man havde brug for. Havde man brug for skrivetekniske indspark, så fik man det. Havde man brug for at lære at se sig selv som kunstner, så fik man det.
For mit vedkommende fik jeg muligheden for at finde min stemme. Jeg havde en masse teknisk viden om skrivning, men jeg manglede at finde mig selv i det.
Det var på Forfatterskolen for Børnelitteratur at jeg lærte at jeg skulle skrive det jeg syntes var fedt, og ikke det jeg gik ud fra at andre brændte for, eller det man ligesom ”troede man skulle skrive.”
Og da den prås ligesom var gået op for mig, så kom der også hul på forlagsbylden, og bøgerne begyndte at udkomme.
Men forfattere er forskellige, og vi har forskellige behov før vi kan ’brage igennem’ – og det tror jeg var det, som Forfatterskolen for Børnelitteratur kunne give. Og som gjorde den unik.



Hvordan er din skriveproces og hvad holder du mindst og mest af i processen?

Min skriveproces er egentlig meget konstrueret, for sådan fungerer jeg bedst selv. Jeg får en ide, så brainstormer og plotter jeg, laver oversigter osv. Den her del elsker jeg, og selvom skrivningen også er fantastisk, så er det virkelig plotning og legen med at finde på og passe ind, jeg elsker.
Når jeg så er tilfreds med forarbejdet, og har snakket den igennem med folk for at fange alle faldgruberne, så går jeg i gang med skrivningen. Det er gerne fra A til B, og helst uden for mange afbrydelser. Jeg kan ikke gå med flere dage imellem en skriveproces.
Under skrivningen må der gerne komme nye indskud, så bruger jeg bare mine planer og oversigter til at få dem flettet ind, så de giver mening for plottet.
Til sidst redigerer jeg, sender til beta og redaktør, og redigerer igen. Redigeringen er den proces jeg har det sværest med. På mange måder er historien afsluttet for mig der, og selvom jeg godt ved at den er nødvendig og gør historien bedre, så kan det også være det arbejde, jeg skal slæbe mig selv igennem.
Gudskelov kan man altid plotte ved siden af!




Nu er du jo fyldt med skriveråd, men hvad er dit aller aller bedste?

Lav en rutine. Skriv så tit som muligt. Jeg plejer gerne at sammenligne skrivning med professionel fodbold. Du bliver ikke professionel fodboldspiller af at spille lidt for sjov med vennerne en gang om ugen.
Ja, det er også en god ide at lære håndværket (en fodboldspiller skal kunne reglerne), og hele tiden udfordre sig selv (Det der hovedstød, det skal da læres!) – men det betyder faktisk ikke noget, hvis du ikke er i topform og kan levere varen.
Så få en rutine. I alt hvad du laver og som du gerne vil noget med. Det kan være svært fordi man gerne vil så meget, men det er virkelig det, der gør at skrivning går fra at være en sjov hobby og en drøm, til noget du aktivt arbejder for at komme til at arbejde professionelt med.




Får du skriveblokeringer og i såfald hvad gør du ved dem/undgår dem?

Skriveblokeringer tror jeg alle får. Men hemmeligheden er at vide hvorfor de er der. Jeg kan dele mine op i nogle kategorier:
Dem, der kommer når jeg faktisk ikke ved hvad jeg laver. Så må man tilbage til plotningen og fikse det problem. Der skal skrives noget om så det kan give mening igen, og jeg får glæden ved historien tilbage.
Dem, der kommer når jeg er stresset. Jeg er et virkelig sårbart menneske. Der skal meget lidt til for at jeg mister mit skrivemood. Derfor sørger jeg også for at få skrevet som noget af det første (Før barsel havde jeg en rutine, hvor jeg stod tidligt op, drak en kop kaffe og tog hen på biblioteket for at skrive – ingen afbrydelser eller noget til at tage ens fokus).
Lige nu er jeg på barsel, og jeg får faktisk ikke skrevet. Jeg får plottet en masse, og det glæder jeg mig til at arbejde videre med når jeg engang begynder på arbejde igen. Men med en lille vild løveunge kan det godt være hårdt at holde hovedet i zen eller hvad vi skal kalde det, og derfor har jeg valgt at barslen også skulle betyde ingen skrivning. Så kan jeg heller ikke blive skuffet over alt det jeg ikke når!
Tit og ofte har skriveblokeringer en eller anden ydre faktor, og kan man identificere den så kan man meget bedre komme udenom problemet, frem for bare at se i spejlet og have ondt af sig selv (Selvom jeg også er stor fan af at have ondt af sig selv, det dyrker jeg meget. Men i forsvarlige mængder, så man stadig får skrevet!)



Hvad vil du gerne have vidst før du blev fuldtidsforfatter?

Mit råd til folk, der gerne ville leve af at være forfatter har altid været at finde et andet arbejde, der gav energi. Man skal ikke nødvendigvis gå efter noget præstigefyldt, der drænede en, men simpelthen finde noget, der gav mad på bordet mens man stadig kunne skrive når man så havde fri.
Det er et skidegodt råd, og jeg mener det stadig. Problemet er nok bare at jeg i den proces fandt et arbejde jeg virkelig elsker og også brænder for.
Jeg startede i 2012 som pædagogmedhjælper, og det blev en mega fed årrække hvor jeg lærte ufatteligt meget, hvor jeg efteruddannede mig indenfor feltet og fik job i kommunen med at udvikle forløb til børnehaver. Jeg elsker det pædagogiske arbejde.
Men vi nåede også et tipping point hvor jeg faktisk ikke kunne forsvare at bibeholde det arbejde, hvis jeg også gerne ville følge min drøm om at leve som forfatter. Eller sagt anderledes: Jeg kunne ikke nå at skrive alt det forlagene ville have, hvis jeg også lige skulle passe et andet arbejde.
Så jeg blev nødt til at stoppe. Og der ville jeg måske godt have vidst at man selvom man når sine drømme, også kan risikere at sige farvel til andre ting som gør en glad.
Men det er også bare et luksusproblem et eller andet sted. At være så succesfuld, at man må droppe det ene af to fede jobs for at kunne nå det hele.




Kunne du en dag finde på at skrive til en anden genre og målgruppe? I såfald hvilken?

Ja, det kunne jeg sagtens. Jeg synes hele tiden jeg ændrer kurs og leger med enten nye genrer eller målgrupper, simpelthen også for at holde mig selv frisk og i gang.
Pt plotter jeg på en YA Heist/Fantasy-sag, og det er meget atypisk noget jeg har skrevet før kan jeg godt mærke. Men om den nogensinde bliver til noget ved jeg ikke.



Kan du sige noget om hvad du arbejder på nu/der er på vej fra tryk? (eller lige inden du gik på barsel)?

Lige inden barslen gik med at få afsluttet alle mine nuværende projekter, så jeg kunne slappe af med Lilleløven.
Så jeg skrev serien om De nye helte færdig. Det er de afsluttende bind i hele det store superhelte-epos, jeg har lavet sammen med Nicole Boyle Rødtnes, og det har været mit drømmeprojekt stort set lige siden jeg vidste at jeg gerne ville være forfatter. Så det er så vildt at se hvordan det ligesom når sit peak nu.
Derudover skrev jeg også serien om Jagten på de sidste ønsker færdig. Det er ørkenfantasy med lampeånder og moralske dilemmaer, og det er en serie jeg virkelig glæder mig til at se hvordan bliver taget imod af læserne derude.



5 hurtige:


Favorit …


... Sted at læse?

på cafe.


… Sted at skrive?

på biblioteket. Gerne en kendt krog fordi jeg er vanedyr.


… bog?

En notesbog. Jeg har ikke favoritbøger som sådan, da min yndlingshistorie altid er en jeg ikke har hørt/læst endnu.


… forfatter?

Samme som før. Jeg har ikke yndlingsforfattere, for jeg forelsker mig i historien når jeg læser. Men ser man på folk, der bare bærer det at være forfatter godt, så kan jeg da anbefale Thomas Arnt, Camilla Wandahl og Thea Astrid Fynbo – De er fx fantastiske at følge på Instagram.



… genre?

Fantasy. Men gerne krydret med gys.








SHARE:

onsdag den 7. marts 2018

Favoritforfatter: Jane Austen





Født:16. december 1775

Nationalitet: Britisk

Kendt for: Pride and Prejudice, Emma, Sense and sensibility, Persuasion, Mansfield Park, Northanger Abbey. 

Filmatiseringer:
Alle hendes bøger er blevet filmatiseret - nogle flere gange.



Genre: Kærlighedshistorier, og realisme (på den tid, i dag er de historiske)





Mit første møde med forfatteren:
Åh, jamen det var faktisk, da jeg så filmatiseringen af Stolthed og fordom. 1995 udgaven - en miniserie på seks afsnit (som jeg stadig elsker at gense igen og igen - fun fact, jeg tager altid de seks afsnit med mig når jeg skal op og flyve i mange timer - fordi jeg ikke helt kan lide at flyve og at have Austen med mig føles helt rigtigt) Jeg tror faktisk jeg så den i 1995 eller også var det i 1996 og der skete det der kun siden er sket med Harry Potter, Ringenes Herre og Borte med blæsten. Jeg var solgt til standlakrids. Jeg var vel en 13 år, men det var virkelig bare kærlighed ved første blik. Eller måske nærmere en besættelse. Kort efter læste jeg bogen for første gang og har genlæste så mange gange siden at det ikke længere kan tælles på to hænder (ja og genset filmatiseringen - filmen der kom flere år efter er noget bras efter min mening). Og jeg begyndte at søge med lys og lygte efter andre historier lige sådan, men det siger jo sig selv at intet slår Jane Austens Pride and Prejudice.


Hvad forfatteren har betydet for mig:
Jane Austen var der for mig i en periode, hvor jeg virkelig havde brug for hende. Det er dér i starten af teenageårene, hvor man rent faktisk ikke helt ved hvem man er. Men da jeg så Jane Austen vidste jeg pludselig langt flere ting om mig selv, og jeg kom ind i Jane Austens verden som ingen andre bøger jeg havde læst før. Austen er helt sikkert mit absolut første møde med litteratur som jeg har elsket. Siden kom de ovenover nævnte selvfølgelig til, som jeg også alle elsker at forskellige grunde. Men selvom man siger at man aldrig glemmer sin første kærlighed og altid vil have en særlig plads i ens hjerte, så føles Pride and prejudice som mere for mig end bare det. Ja, jeg er godt klar over jeg snart skal til at stoppe hvis ikke jeg skal skrive side op og side ned med masser af kærlighed til en forfatter og en bog som har været med til at ændre mit liv og hvordan jeg så på mig selv. Så videre til næste:




At læse hendes bøger:

I langt tid læste jeg kun Pride and prejudice igen og igen, og nøjes med at se alle de andre bøgers filmatiseringer. Men da jeg endelig kom i gang var det helt tydeligt at hun har en helt særligt stil som jeg elsker og vil beundre til enhver tid.

Jeg elsker at hendes historier handler om så meget og der er en dybde dér, som ikke alle formår at fange. Mange tror at Jane Austen kun skriver om kærlighed, men hendes bøger er så langt fra kun det. At læse hendes bøger kan være både hjerteskærende romantisk, det kan være umådeligt morsomt, men det kan også være øjenåbnere, berigende og utrolig tankevækkende og det er bare grundlæggende helt igennem fantastisk. I dag når jeg genlæser Pride and prejudice er det lidt som at genfinde en del af min sjæl, ja det lyder overdreven, men det er virkelig som om jeg finder mig selv dér mellem siderne og nogle gange har jeg brug for at blive mindet om det der står der. Åh, nu får jeg helt lyst til at genlæse den igen, men nej, nu må og skal jeg have læst de sidste to bøger af hende jeg endnu ikke har læst. Og ja det er dårligt jeg ikke har det, men jeg har delvist ventet på de flotte folio society udgaver og delvist så frygter jeg også lidt af 'afslutte' forfatterskabet, for der er altid noget særligt over at læse gode bøger den første gang. Men nu skal det altså være, og jeg glæder mig som et lille barn kan jeg godt sige jer. 





Bøger jeg har læst:











2 bøger af forfatteren jeg vil læse i marts/april








Eftersom Jane Austen er født før kameraets tid, så findes der ikke noget som sådan video eller billedmateriale jeg kan hive frem fra youtube, men jeg har i stedet fundet en lille dokumentar - jeg ikke selv har set, men planlægger at se på et tidspunkt.



Favoritforfatter er en serie hvor jeg fortæller om en af mine favoritforfattere og hvorfor eller hvordan forfatteren er kommet til at betyde så meget for mig. I forbindelse med indlægget vil jeg i de to pågældende måneder læse eller genlæse to bøger af forfatteren.



I 2017: I januar og februar læste jeg Stephenie Meyers to bøger: Kemikeren og Life and Death. I marts og april læste jeg J.K. Rowlings to bøger: Fantastiske skabninger og hvor de findes - filmmanuskriptet og The Cuckoos Calling. I maj og juni læste jeg Kasie Wests to bøger: By yourself og Pivot Point. I juli og august læste jeg Neil Gaimans to bøger Norse Mythology og American Gods. I september og oktober læste jeg JRR Tolkiens to bøger Beren and Luthien og Silmarillion. I november og december læste jeg George R R Martins to bøger Den herreløse ridder og The World of Ice and Fire. 
I 2018: I januar  og februar læste jeg Lisa Kleypas to bøger: Marrying Winterborne og Devil in Spring. 
SHARE:

mandag den 9. november 2015

Interview med Nanna Foss

I forbindelse med sin nye udgivelse 'Geminiderne' (som er fantastisk, i øvrigt!!), som udkom her i weekenden, spurgte jeg forfatter Nanna Foss om hun ville lave et lille interview til bloggen - og det må man sige jeg fik. Jeg fik nogle fantastiske besvarelse med dejlige billeder, tilsendt, hvilket igen viser at Nanna er sej til alt hvad hun laver. Enjoy:




 
6 facts om mig


·         Jeg er født i 1985. Men min virkelige alder skifter mellem 78 og 15 år, afhængig af om jeg siger ”helledusseda” til mine børn, når de slår sig, eller fangirler over en YA-bog.


·         Jeg går på Forfatterskolen for Børnelitteratur, årgang 2014-16, sammen med 11 andre. Vi læser og skriver og diskuterer censur i børnebøger (og spiser kage … kage er vigtigt).


·         Jeg bor på en gård med 3 generationer af min (sviger)familie – inklusiv min mand, min bonusdatter på 12, min søn på 6 og min datter på 4.


·         Jeg underviser i skrivning, bl.a. en dag om ugen på Forfatterskolen for Unge i Odsherred. Jeg holder også foredrag og skriveworkshops rundt omkring i landet.


·         Jeg er medlem af Håbefulde Unge Forfatter. Jeg meldte mig ind i HUF for at komme på mit første skrivekursus i 2012, og det gav mig et kæmpe los i inspirationen. Et år efter skrivekurset fik jeg antaget min første roman (LEONIDERNE), og jeg har siden været med til at arrangere blandt andet HUF-skriveferier og skrivekurser og HUF’s 10-års-jubilæumsstand på BogForum 2015.


·         Jeg kan godt lide (kaj)kage. Da LEONIDERNE udkom i 2014, fik jeg spektrum-farvede kajkager i stedet for blomster af mit forlag (they know me too well).












Hvordan opstod idéen til Spektrum-serien?

Jeg havde en drøm i oktober 2008, hvor en flok teenagere med lysende hænder skulle flygte fra nogle mørkevæsner ved at rejse i tiden. Jeg kunne huske drømmen meget tydeligt, da jeg vågnede, så jeg skrev den ned (også selvom det var lidt syret). Senere skrev jeg noterne ind på computeren, og dokumentet ligger stadig i min Dropbox. Jeg har skrevet lidt om drømmen på min blog her, hvor man blandt andet kan læse, at min blinde karakter, Alban, var en del af den allerførste inspiration til serien.

Jeg kombinerede drømmen om de lysende hænder med et tekststykke, jeg havde liggende, som aldrig var blevet til en hel historie. Teksten handlede om en pige, der drømmer om en dreng og tegner ham – for så at møde ham i klassen dagen efter. Pigen blev senere til Emilie, hovedpersonen i bind 1, LEONIDERNE.

LEONIDERNE hed egentlig ’STJERNEBØRN 1’ til at starte med, og historien var oprindeligt skrevet i 3. person datid. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det fungerede bedre i 1. person nutid. Jeg skrev også historien længere. Jeg brainstormede i lang tid med min mand for at finde en god serietitel, fordi jeg syntes, at ’STJERNEBØRN’ lød som noget andet (og mere barnligt), end serien egentlig skulle handle om. Til sidst kom vi på SPEKTRUM, fordi hver hovedperson har en farve, og fordi de på flere måder repræsenterer forskellige dele af et spektrum. Det er også derfor, jeg skifter fortæller for hver bog – for at udforske spektret i dybden. Der kan være mange subjektive opfattelser af den samme begivenhed eller den samme person, og det synes jeg er vanvittigt spændende, rent psykologisk. 









 
Hvis du kunne tidsrejse, hvilken periode i historien kunne du tænke dig at rejse til og hvorfor?

Dinosaurtiden!
Da jeg skulle forberede mig til et foredrag i forbindelse med udgivelsen af LEONIDERNE sidste år, fandt jeg mappen med mine gamle historier frem. Det viste sig, at jeg som cirka 10-årig havde skrevet om en pige med det opfindsomme navn ’Nanna’, der fandt et mystisk smykke. 1. kapitel hed Kan man rejse i tiden?, så smykket må have været en form for tidsrejseamulet. Jeg havde glemt alt om den lille historie, så det er lidt sjovt, at jeg allerede dengang var optaget af tidsrejsesmykker, eftersom det er noget, der også optræder i SPEKTRUM-serien.
 
Historien hed ’På eventyr i kridttiden’ og skulle vistnok handle om mig og to drenge fra klassen, der rejste tilbage til dinosaurtiden. Jeg havde en periode som barn, hvor jeg var totalt besat af at tegne dinosaurer og lære deres lange, latinske navne udenad. Jeg fik kun skrevet en halv side af historien, men brugte lang tid på at lave forsiden med en Triceratops og de tre hovedpersoner.


 
 
 

 
 
 
Spektrum-serien er utrolig plotdreven, hvordan holder du styr på alle de mange detaljer?
I starten havde jeg ét langt Word-dokument til hele serien, men det blev hurtigt for tungt at sidde og scrolle i. Nu samler jeg mine noter i et dokument for hver bog. Så hvis jeg for eksempel får en idé, der har at gøre med plottet eller karakterudviklingen for en bestemt person, så skriver jeg den ned i dokumentet til den bog, hvor vedkommende er hovedperson. Hvis det er en idé, der har indflydelse på senere bøger, sørger jeg for også at lave en note i de dertilhørende dokumenter. Meget af plottet har jeg i hovedet, men jeg er bange for at glemme noget vigtigt, hvis jeg ikke skriver det hele ned.
Jeg har endnu ikke fundet den perfekte måde at strukturere alle noterne på, når jeg går i gang med en bog – altså med selve skrivningen, hvor noterne helst skal blive til en sammenhængende historie. Jeg har prøvet at lave plotmodeller på store papirark, at lave plotkort i forskellige farver, at sortere i Scrivener efter temaer og scener, at lave kapiteloversigter i Word … Det hele har fordele og ulemper, og jeg prøver mig stadig lidt frem.
Folk begynder altid at stress-svede lidt på mine vegne, når jeg fortæller, at min debutbog er første roman i en serie på ni. Jeg kan se, at de tænker ”hvad har du gang i?” Og det tænker jeg også ind imellem selv. Primært når jeg falder i et plothul eller ikke har mere kajkage. Men for det meste synes jeg, at det er sjovt og en superspændende udfordring, og jeg glæder mig helt vildt til at udforske personerne endnu mere i de kommende bøger. Jeg kommer dog nok til at skrive på andre småprojekter ind imellem, for ikke at blive helt SPEKTRUM-kulret de næste mange år …
 
 
 
 
 
 
Hvor meget har du planlagt der skal ske i de fremtidige bind på nuværende tidspunkt? Ligger der en fast skabelon eller meget løse tråde?
Jeg har skelettet på plads i alle ni bøger, men der er også plads til improvisation. Jeg ved, hvad der helt overordnet skal ske med alle karakterne – men ikke altid hvordan det skal ske. Eller hvornår. Nogle gange dukker der idéer op undervejs i skrivningen, som er meget bedre end dem, jeg havde i forvejen.
Og karaktererne kan overraske mig. For eksempel skriver jeg lige nu på bind 3, som er fortalt af en person, jeg ikke kender ret godt endnu. Det har taget mig flere år at spore mig ind på personligheden og fortællestemmen og på selve tematikken i historien, men nu er vedkommende endelig ved at tage form. Og det er en HELT anden karakter, end jeg troede. Meget mere dyster.
Når man arbejder med tidsrejser, er der mange ting, der skal passe sammen, så jeg er nødt til at tænke frem og planlægge en del – men der skal også være plads til nye idéer undervejs. Det er rigtig spændende, hvordan karakterer og plotdetaljer kan udvikle sig i uforudsete retninger, efterhånden som jeg fordyber mig i SPEKTRUM-universet.
 
 
 
 
 
Har du nogen fast arbejdsstruktur som forfatter?
Det korte svar må vist være ”nope”. Jeg prøver at finde en fast struktur, men det er aldrig rigtig lykkedes. Jeg arbejder dog ret godt med et æggeur – selvom det lyder kedeligt og slaveagtigt. Hvis man sætter uret på 20 minutter eller en time eller hvad der nu fungerer bedst, og så ellers bare knokler igennem uden at tjekke mail eller lægge vasketøj sammen eller gå i køleskabet, så har man lige pludselig nået meget mere, end hvis man ’bare’ aftalte med sig selv, at ”nu arbejder jeg en time”. Sådan fungerer min hjerne i hvert fald.
Når man har en familie, giver det også en bestemt struktur, som kan udnyttes til at sætte skriveriet i faste rammer. Jeg skal tidligt op, fordi børnene skal af sted i skole og børnehave – så jeg kan komme tidligt i gang med at arbejde. Og jeg er nødt til at være færdig på et bestemt tidspunkt om eftermiddagen, fordi jeg skal hente børn og lave mad og sådan noget. Jeg kan rigtig godt lide at arbejde om natten, men når man har små børn, fungerer det ikke voldsomt godt i længden. Derfor er det fedt, når jeg ind imellem kan tage væk fra familien og virkelig fordybe mig.
 
 
 
 
 
 
Hvad holder du mest og mindst af i skriveprocessen?
Jeg elsker faktisk alle dele af processen – når det flyder, altså. Det kan være vildt sjovt at få nye idéer, at planlægge sin historie, at skrive og at redigere. Selv korrekturlæsning kan være sjovt for en sprognørd som mig (dog knap så meget efter 7. korrekturrunde).
Men det kan også være helt latterligt, åndssvagt hårdt, når man sidder fast. Når man ikke ved, hvor historien skal hen, eller hvordan man får to forskellige idéer til at hænge sammen til én. Når man ikke ved, hvad man skal slette og beholde for at få sin historie til at glide, eller når man ikke kan finde sin hovedpersons stemme. Eller når man skriver noget, der bare stinker, kort og godt.
Jeg ved af erfaring, at man kan arbejde sig igennem ting, der stinker – og få dem til at stinke mindre. Nogle gange skal man også bare sove på det for at få fornyet kampgejst eller få øje på løsningen. Men SELVOM jeg ved, at der altid er lys for enden af tunnelen, hvis bare man knokler videre, er det stadig vildt surt at sidde ved computeren og have en dårlig dag. Jeg bliver så fandens utålmodig. ”Jeg har ikke tid til at skrive ting, jeg ikke kan bruge! Jeg har ikke tid til at gå i stå nu!”
 
Men jeg har lært, at det ikke er verdens undergang at have dårlige dage, for hvis man er stædig og bliver ved med at klapre i tastaturet, skal der nok komme en god dag igen. Jeg har også lært, at første udkast godt må være noget usammenhængende vrøvl – fyldt med klodsede sætninger og XX HER MANGLER RESEARCH OM XX og røde streger i Word. Man kan altid redigere det bedre. Og jo før man får afsluttet sit første udkast, jo hurtigere kan man komme i gang med at skære det til og gøre det pænere i omskrivningerne. Men mange går i stå i første udkast, fordi de tror, det skal være perfekt.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Har du gode råd til forfatterspirer om hvordan de kan holde motivationen oppe og tro på en udgivelse på det lille danske marked?

1.    Del din tekst med andre. Det kan være en stor overvindelse, men man lærer SÅ meget af det, både teknisk og i forhold til sig selv som person. Det gør, at man lettere kan se skrivningen som et håndværk, og teksten som et produkt, der kan forbedres, frem for hjerteblod, som hele ens selvværd afhænger af. Jeg har selv haft meget glæde af at være med i HUF, Håbefulde Unge Forfattere. Det var ret vildt for mig at møde ligesindede – at opdage, at skrivning kunne være socialt, også selvom skriveprocessen i sig selv er ret ensom.

2.    Skriv først. Rediger bagefter. Det er svært at være kreativ og komme ind i et godt flow, hvis man hele tiden slår sig selv oven i hovedet med, at det ikke er perfekt fra starten. Og det er svært at være hård i redigeringen og tage nogle svære beslutninger om at slette eller ændre ting, hvis man bliver ved med at være (alt for) kreativ og åben og få nye idéer. Hver ting til sin tid. Jeg kan skrive en bog ret hurtigt (vi snakker få måneder), men jeg er altid enormt lang tid om at redigere (vi snakker ÅR med de to første bøger, jeg har skrevet). Jeg bliver forhåbentlig hurtigere og mere sikker til at redigere, efterhånden som jeg prøver det mange gange – men faktum er, at vejen til en færdig bog er lang og består af mange forskellige faser.

3.    Skriv det, du gerne selv vil læse. Lad være med at spekulere i, hvad der er eller måske bliver populært. Lad være med at skrive for andres skyld. Skriv for din egen. Skriv den bog, der manglede på biblioteket, da du var barn. Skriv, fordi du har en historie, du synes er vigtig at fortælle, eller nogle karakterer, du gerne vil lære bedre at kende. Vær nysgerrig. Sætningen ”hvad nu hvis” kan være starten på mange spændende idéer …
 
4.    Giv ikke op. Som barn læste jeg helt vildt meget. Og jeg troede, at forfattere var magiske væsner, som bare havde totalt styr på deres historie fra starten af og skrev deres bøger i ét hug. Jeg kan stadig få den tanke, når jeg læser en fantastisk bog: ”Hold nu op, hvor er det fedt, det her. Så god bliver jeg aldrig!” Men selv den vildeste bestsellerforfatter startede med at skrive ting, som var for dårlige til at blive udgivet. Og langt de fleste bøger bliver skrevet om igen og igen, før de er klar til at møde læserne. Det kræver tid at blive god. Tid og masser af øvelse.
 
5.    Brug de sociale medier. Også selvom du ikke er udgivet, kan det være en måde at dele sin passion for skrivning og bøger med andre. Jeg synes, det er hyggeligt at have daglig kontakt med mine læsere på de sociale medier, og jeg følger selv forfattere, forlag og bloggere (og alle mulige andre, langt væk fra bogbranchen) for at få inspiration. Men det tager tid at være til stede online, så man skal have lyst til at bruge den tid, og til at dele ud af sig selv og sit forfatterskab. Man skal ikke gøre det, bare fordi alle de andre gør det – men fordi man synes, det er sjovt.
 
Jeg bruger Facebook og Instagram mest lige nu, og så har jeg en hjemmeside, hvor jeg blogger om for eksempel mine blinde testlæsere og mit forfatterskab generelt. Men jeg er også på Goodreads (for at dele læseoplevelser med andre), YouTube (for at samle playlister til mine bøger), tumblr (for at fangirle – er først for nylig begyndt at poste selv), Pinterest (for at samle inspiration til bøgerne) og Twitter (ikke så aktiv endnu).
 
 
 
 
5 hurtige:
 
Favorit ...
 
... Sted at læse?
Hvis det er en e-bog på telefon eller ipad, kan jeg læse alle steder – men helst i sengen. En papirbog læser jeg bedst i en lænestol, hvor jeg kan blokke bogen op med puder i den rigtige læsevinkel. Jeg synes hurtigt, at papirbøger bliver besværlige, fordi de er tunge og kræver læselys – hvor e-bøger er dejligt nemme at gå til, uanset hvor man er og hvordan man sidder/ligger. Men der er alligevel ikke noget, der slår en smuk hardback …
 
... Sted at skrive?
Normalt ville jeg have svaret ’derhjemme’, fordi det er dér, jeg har skrevet mine to første bøger – men jeg har lige været i sommerhus og skrive på bog 3 i SPEKTRUM-serien. Og jeg må indrømme, at det gør noget ved kreativiteten at rykke arbejdspladsen et andet sted hen. Man kommer ind i et anderledes flow, når man ikke har vasketøj og børnehavelukketider hængende over hovedet, men bare kan fokusere på sit skriveprojekt. Det gør også, at skriveblokader rammer hårdere, for når man KUN er et sted for at skrive, er det ekstra surt, når det ikke flyder. Men det er en luksus at have nogle sammenhængende dage til at fordybe sig. Det kan anbefales!
 
... Bog?
Mit standardsvar er THE TIME TRAVELER’S WIFE (DEN TIDSREJSENDES KVINDE) af Audrey Niffenegger. Det er en smuk og filosofisk kompleks voksenroman, der har gjort stort indtryk på mig og har gødet min interesse for de mere emotionelle sider af tidsparadokser. Men det er svært at have én yndlingsbog. Jeg bliver meget hurtigt fangirl-agtig over nye, fiktive universer. Inden for B&U-litteratur er den illustrerede version af A MONSTER CALLS (MONSTER) af Patrick Ness en af de mest rørende og rå bøger, jeg har læst længe. Blandt danske B&U-titler, der har gjort indtryk de seneste måneder, er punktromanen ELLENS ARK (Rebecca Bach-Lauritsen) og romanversionen af KOPIERNE (Jesper Wung-Sung). Begge bøger er meget teknisk gennemførte i forhold til sprog og komposition, synes jeg – og så er de knugende, på hver deres måde.
 
... Forfatter?
J. K. Rowling vil nok altid være en enorm inspirationskilde. John Green synes jeg også er sej, og Patrick Ness er et af mine nyere skriveidoler, især efter at have set ham give gode skriveråd. Maggie Stiefvater er jeg blevet ret vild med, både fordi hendes bøger er fantastiske, men også fordi hun er sjov og skarp og skriver nogle fantastiske tumblr-indlæg, hvor hun reflekterer over sin arbejdsproces og interagerer med sine fans. Jeg venter med længsel på fjerde og sidste bog i hendes RAVEN CYCLE-serie (udkommer til april), og har lige læst hendes stand-alone THE SCORPIO RACES, som snart bliver filmatiseret. Hun kan noget helt eminent med karakterudvikling. Man skal have tålmodighed for at komme rigtigt ind i hendes universer, men når man først er der, bliver man suget dybt, dybt ind.
 
... Genre?
Ungdomsbøger med et strejf af spænding, kærlighed og magi er nok det, jeg læser mest lige for øjeblikket. Det er også de genrer, min SPEKTRUM-serie bevæger sig i. Men jeg læser alt fra billedbøger til voksenromaner, både på dansk og engelsk. Realisme eller ikke-realisme, det er ikke så afgørende – så længe jeg kan leve mig ind i karaktererne. Heldigvis bliver vi præsenteret for en masse spændende titler på Forfatterskolen for Børnelitteratur, og jeg holder mig opdateret på nye udgivelser (især B&U-genren) på de sociale medier. Alt for mange gode bøger, alt for lidt tid! Måske skulle jeg opfinde et tidsrejsekompas …
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
SHARE:
© Skrivepulten | All rights reserved.
Blogger Template Created by pipdig