Helt alene...

... føler jeg mig ofte med mit skriveri. Jeg er ikke så heldig at bo i København, hvor man kan tage ned til det lokale forfatter hæng-ud sted (hvor det så end er). Jeg har ikke nogen i min umiddelbare omgangskreds der er interesseret før bogen er helt færdig. Jeg har godt nok min barndomsveninde, men da hun bor i England og har super travlt med sit studie, så er det ikke der jeg kan hente konstruktiv kritik. Vi er ikke face to face så tit og når vi så ses, så har vi jo 100 andre ting at snakke om.


Jeg har tit tænkt på om jeg skulle tage på et af de skriveophold, som de tilbyder rundt omkring. Men der er jo det krav om at man skal have udgivet en bog, og jeg ved ikke rigtig om min ene novelle i en novellesamling er nok. Men det kunne jo være super, super fedt at komme på ophold på Hald Hovedgård som ligger under Viborg, eller Klitgården i Skagen. Hvor der vil være dejlig meget ro til at skrive, samtidig med at man også er omgivet af andre skrivende.

Jeg ved ikke rigtig hvad det er jeg har brug for... men det er nok bare det at diskutere det at skrive. For det er lidt svært, når man til dagligt kun går sammen med folk, der er fuldstændig ligeglad med det at skrive. De kan ofte kun forholde sig til det færdige produkt. Sådan er især med min kæreste. Jeg kan ikke give ham noget at læse før han slår ned på noget sprogligt. Også selvom jeg stikker ham nogle notater for at høre hvad han synes om selve handlingen... Notater!! Det skal lige nævnes at mine notater er et stort rod med en blanding af engelsk og dansk. Selv i en sætning kan jeg blande de to sprog godt og grundigt. Det er fint nok han kan se der er nogle sproglige fejl... Det kan jeg også. De er ikke særlig svære at få øje på. Når jeg skriver hurtigt, for at følge med min hjerne bare spytter ud, så er det som om det sproglige står af. Og jeg er da helt elendig til at sætte kommaer... hvilket nok ikke kommer bag på jer. ;0) Så for mig handler det ikke om at få at vide at det er stavet forkert, for det kan enhver idiot se med mine tekster, men det handler nok mere om at få en holdning til plot ideer ol. Hans sprog er i øvrigt også meget akademisk hvor mit skal være mere dynamisk. Så vi er bare alt for forskellige på det punkt.
Men er det så vigtigt at sparre med andre forfattere? Det tror jeg det er, for det er bare et faktum at historisk set så har forfatternes guldalder altid haft mange forfattere i samme rum. De lever i en slags kreativ bobbel. F.eks. Hemingway har nævnt hvor givende det var da han i 1920'ernes Paris sad på cafe med f.eks. Ezra Pound, Gertrude Stein, Scott Fitzgerald og James Joyce. Og mon ikke de også synes det var givende for dem.

Det er uhyggelig frustrerende ikke at kunne dele sine tanker med nogen... og jeg ved der findes mange skrivegrupper rundt omkring. Men hvordan finder man lige dem? Dem jeg kan finde er for de helt unge. Så hvis nogen af jer enten kender en skrivegruppe i Århus, Ålborg eller derimellem, og som kunne tænke sig at få tilføjet en der skriver fantasy/romance til gruppen, så må i endelig sige til.

Jeg har for at komme mine skrive ensomhed til livs deltaget på Forfatterværkstedet i København, for ligepræcis at få den der fornemmelse af at.. hmm.. det er sgu meget godt. Nu skal jeg bare kører derudaf. Og jeg har overvejet andre online ting.. Men jeg ved ikke rigtig, jeg tror jeg var lidt skuffet over Forfatterværkstedet. For jeg vidste meget af det de underviste i, i forvejen og det var ligesom ikke så individuel. Godt nok havde vi skriveopgaver, men det var jo bl.a. korte tekster, og jeg er SÅ elendig til korte tekster. Jeg har altid så mange ideer at jeg bliver nødt til at skrive en hel roman før det hænger sammen for mig. Ja sågar planlægge at hele serier. Opgaverne var heller ikke særlig kreativt frie, der var lagt en genre og nærmest handling på forhånd. Det synes jeg er super ærgerligt. Der er ikke noget der dræber kreativiteten mere end at få lagt faste rammer for en. Det er lidt ligesom at skrive dansk stil. Det havde været bedre hvis man kunne få lidt spark til at udvikle sine egne ideer.

Det der kunne være rigtig fedt, var en garvet forfatter med en del bøger bag sig, der kunne være en form for mentor. Det er lige det jeg drømmer om. En der har prøvet det hele. En der ved hvad de snakker om. En der ved lige præcis hvad der skal til. Det findes vidst bare desværre ikke i Danmark.

Det er jo ikke fordi man vil gennemgå sin historie kapitel for kapitel eller sætning for sætning. Slet ikke. Det er bare sådan en indskudt bemærkning engang imellem... kunne det ikke være fedt hvis... lyder det dumt at.... eller spørgsmål som, tror du læserne kan regne det ud hvis.... Det er især det sidste spørgsmål hvor det virkelig er vigtig at spørge andre. Jeg må ud og søge nogle skrivegrupper. Men indtil videre er jeg stadig...

.. helt alene.

Godt jeg kan dele lidt med jer her på bloggen. ;0)