Den Sorte Blomst anmeldelse

Den Sorte Blomst


Forfatter: Jacob Weinreich
Serie: Drømmeværelset #1
Sprog: Dansk
Udgiver: Forlaget Alvilda


Tak til Alvilda for anmeldereksemplaret.
http://www.alvilda.dk/

Goodreads:
Inderst inde er vi alle sammen langt ude …

Når kønne, populære Sara Mørk på femten lægger et tæppe over sit skrivebord og tænder sin lille lampe, træder hun ind i Drømmeværelset. Her gemmer hun en hemmelighed, der er så langt ude, at hun ikke engang har fortalt den til sin bedste veninde, Frederikke:

I Drømmeværelset kan hun tale med sine indre dæmoner!

Sara kan snakke med dæmonerne om alt. Glæder, sorger, længsler og håb. Selvom hun inderst inde godt ved, at det ikke er … virkeligt.
Men alting ændrer sig, da den overnaturligt smukke Regitze flytter til byen. Inden længe har Sara det meste af klassen imod sig. Og da Regitze samtidig prøver at score Oskar, som Sara er stormende forelsket i, gør hun noget, hun aldrig før har gjort: beder dæmonerne om hjælp…


Forfatter Jacob Weinreich kan det med ordene. Han forstå at skrive rigtig dansk litteratur. Han kan faktisk så meget med ordene, at det er det der har fokus. Det er ikke handlingen. For desværre desværre er der ikke ret meget handling. Og jeg er jo, som i nok ved, mest til det sidste. Men det er meget smag og behag. Nogen elsker at granske i ordene og andre vil have overraskende handling. Det er svært at gøre alle tilfredse. Og jeg nyder da også at bogen er skrevet godt og at den ren teknisk er tiptop.

Den Sorte Blomst er en blanding mellem realistiske folkeskoleelev problemer (Mobning, kærlighed mv.) og blandet med elementer fra fantasy verdenen. Ofte virker de to ting kombineret meget godt, men det synes jeg faktisk ikke det gør her, men det tror jeg er fordi at det er realismen der vægter højest frem for fantasydelen. Jeg tror det er fordi, at jeg ikke synes Sara er en realistisk person. For at jeg virkelig som læser skulle have købt det med dæmonerne, så skulle jeg have set noget der får hende til at nære tillid til dem. Hun skulle have brugt mere tid med dem, frem for at snakke med Slaven eller hvad de nu hed alle sammen. (Det er forresten en sjov mani mange forfattere har, det med at give alle personerne øgenavne, er det virkelig det de unge gør i dag? Det er det måske... Jeg synes det er forvirrende.)  Jeg tror rigtig meget på at læserne, især af fantasigenren, gerne vil have sig en hovedperson at leve sig ind i, og det får man ikke rigtig med Sara.

Selvom bogen til tider ikke var min kop te, så er den helt fantastisk skrevet og det er heller ikke sådan at man lægger den fra sig fordi den er kedelig. Slet ikke. Faktisk tværtimod, jeg var godt underholdt. Den vil især være god til de ældste folkeskoleklasser.