Snot, snot og analyse af 100 anmeldelser og læsernes forventninger

Jeg har stadig en masse snot i hoved, så det er lidt sent jeg kommer med dagens post, men der er ikke rigtig plads til så meget der ved siden af snottet. Ligenu har jeg nemlig også deadline på Kattemagasinet, som jeg er redaktør på. Så det er typisk sådan noget altid skal falde sammen. Men så opdagede jeg jo lige pludselig bloggen, og lige pludselig opdagede jeg så at jeg præcis har lavet...

100 anmeldelser

Efter 100 anmeldelser på bloggen kan jeg nu se et ret tydeligt billede af hvad der trækker en bog kraftig ned for mig eller hvad der får den til at ryge helt op i skyerne.

Så her kommer en blanding af min oplevelse som læser, gode råd til dig som forfatterspire og af tekst der bære bræg af at komme fra en snothjerne. Håber i får lidt ud af den alligevel. ;0)

Selvom jeg elsker fantasy universer, frem for de realistiske, så går jeg meget op i at en bog skal være så realistisk som muligt. Giver det mening? Nej vel. Altså forestil jer en vampyr der er 1000 år gammel, som forfatteren så beskriver for os som værende naiv. Er det realistisk at efter så mange års livserfaring at man stadig er naiv? Nope. Derfor skal man nok også som forfatter pas på ikke at gabe over for mange ideer som man ikke kan følge til dørs. For det der irritere en læser allermest er at føle sig klogere end forfatteren, at føle man bliver talt ned til, at visse forventninger ikke bliver indfriet. Samtidig vil læserne overraskes og underholdes. Det er ikke nogen nem bedrift at være forfatter.

Som læser har du en vis forventning til en bog. Du forventer at den viser dig hvordan det er at være...

... forelsket i en vampyr.
... i et reality program på liv og død.
... Hobbit.

Og meget mere. Det ved du som forfatterspire at du som udgangspunkt har disse forventninger der skal opfyldes, og det er et eller andet sted regel nummer 1, at opfylde de forventninger. Og det gør du ikke ved at lave det så urealistisk at dine læsere ikke køber det. Det er lige så vigtig som at hvis du skriver en krimi så skal der være et mord.

Kan det ikke være mega svært at være klogere end læserne, der helt sikkert har læst et utal af bøger. Jo, et eller andet sted. Det er derfor det er så vigtigt at man som forfatter husker at læse en masse bøger, samtidig med at skrive. For hvad der overrasker flytter sig hele tiden. Engang var vi ved at falde ned af stolen over at Darth Vader var far til Luke. Men hvis jeg personligt i dag støder på endnu en hovedperson hvis far pludselig viser sig at være superskurken, ja så falder min interesse i historien stødt nedad derfra. For det har efterhånden været efterabet så mange gange, at det har mistet effekten.

Slutningen
Den tankevækkende slutning. Den lykkelige slutning. De to slutninger er det jeg personligt holder mest af. (Jeg er den type læser der mener at der er nok ulykkelige slutninger i virkeligheden, jeg læser faktisk for at komme væk fra den verden).

En slutning som i Gone with the Wind hvor man selv skal tolke sin slutning. Dem hader jeg. Inderligt. De er endnu værre end hvis de havde sluttet dem ulykkeligt. For i min kontrakt som læser til forfatteren, står at forfatteren skal give mig hele historien. Jeg hader inderligt også slutninger som forfatteren bare lader slutte ulykkeligt, bare fordi de kan. Uden nogen fortsættelse. Altså ikke nogen god ordentlig forklaring, bare en virkning i sig selv. Men slutning skal for alt i verden ikke være en virkning i sig selv, det skal være den der underbygger hele handlingen. Slutningen er forfatteren absolut vigtigste redskab, det er det der kan få hele bogen til enten at briste eller at bære.

Personerne
Personerne kan for mig også gøre et stort udfald for om det er en god eller dårlig bog. For hvis jeg ikke kan føle personen, så føler jeg ikke bogen overhovedet. Derfor kan den godt være god på andre punkter, men det er bare virkelig noget der kan få bogen til at flyve eller omvendt styrt dykke.

Sproget
Sproget er for mig bare et virkemiddel, det er ikke noget der kan få mig til at give bogen en topkarakter alene. Det kan i se når jeg kommer til at anmelde The Great Gatsby. Selvfølgelig er det vigtigt at en forfatter kan fortælle en historie på en sådan måde at vi nemt kan leve os ind i det. Men så har den heller ikke større effekt for mig. Jeg sidder ikke og læser den samme linje igennem igen og igen fordi den er skrevet flot. Det er nok fordi jeg ikke finder det tankevækkende i de små ting, jeg ser dem i de store ting. Som kun handlingen kan bidrage med. Men det med sproget er meget smag og behag.

Handlingen
Jeg HADER at have regnet hele historien ud. Desværre er jeg ret god til det. Det samme gælder med at spotte plothuller. Der er virkelig ikke noget værre. :0) Så derfor et kanon råd er altså at få andre til at læse historien igennem for jer, for det er ikke alt man kan fange selv. Især hvis du selvudgiver!!