Skrivetip: Citater på omslag - virker det?

Man gør det rigtig meget i Amerika - det der med at putte citater på bogomslag, som er udtalt af andre forfattere. Vi gør det ikke rigtig her hjemme så meget endnu - i hvert fald ikke på danske udgivelser. (Oversættelser er dem der oftest har citater af andre forfattere) Jeg ved ikke helt hvad grunden er, måske er det sådan noget jantelovs noget, eller også er det bare fordi dansk litteratur måske er lidt for fint til det. Eller en hel tredje grund.

Men uanset hvad så synes jeg helt sikkert der er nogle der er mere troværdige end andre. F.eks. har jeg en bog af Susan Dennard, hvor Sarah J. Maas har citeret på både forside og bagside. Blandt andet skriver hun: "An instant new classic … a fierce and vibrant world .. osv. osv. Den får i hvert fald masser af rosende ord med på vejen. MEN hvis man graver bare lidt (eller i mit tilfælde vidste det i forvejen) så kan man hurtigt finde ud af at Susan Dennard og Sarah J. Maas er utrolig gode venner. Så selvfølgelig støtter Maas sin veninde. Hvilket leder mig hen til spørgsmålet: Hvor troværdig er det citat så?

Generelt så tror jeg de fleste forfattere støtter hinanden, både herhjemme og i udlandet, også selvom de er konkurrencer. Der er bare en eller anden underliggende forståelse af, at nå ja, du har også været igennem skrivehelvede og det giver en eller anden form for instant fællesskab.

Med den overbevisning, få føles citater givet af andre forfattere dybt overflødige og måske ligefrem misvisende. Men jeg kan godt se at det kan være en svær ting, først at få andre til at læse en anden forfatters bog og derefter så få et rosende nok citat til at sætte på. Men det vil helt sikkert have langt større effekt hvis det havde været en avisanmelder eller bogblogger - altså en man med udgangspunkt må regne for at have kritiske briller på.

Men igen jeg har nogle forfattere som jeg stoler mere på end andre og i videoen viser jeg tre eksempler på bøger som jeg er faldet for netop pga. citatet på omslaget. 

Jeg vil vildt gerne høre jeres mening? Hvad tænker I om det med citater? Hvis du er forfatter, kunne du overveje at gøre det selv? Hvis du er læser, ser du så også på de citater med kritiske øjne eller ligger du overhovedet mærke til dem?

Hele min samling af bøger om at skrive

Jeg har efterhånden fået samlet mig en større samling skrivebøger og andre skriverelaterede bøger, men jeg har også købt bøger om at skrive siden jeg var 14 eller sådan noget. Og jeg har ikke smidt nogen af de bøger jeg har købt om emnet ud. Det er derfor heller ikke alle af bøgerne der er super relevante i dag, men jeg synes alligevel at jeg vil vise jer dem alle. Ellers ville det jo ikke være 'hele' min samling.

Bare rolig jeg kommer ikke til at lave en slavisk gennemgang, men jeg har taget et billede af nogle stykker af gangen og så har jeg måske noget at sige om et par stykker af dem. De står ikke i nogen speciel ordren - det burde de måske, og jeg er ikke sikker på at det er alle man nødvendigvis kan anskaffe sig i dag.

Here goes:







I denne første sektion er der faktisk to forfatterinterview bøger: Forfatter i forhør og By the book. Novel Destination er en ret fin bog synes jeg - det er dog heller ikke en skrivebog men i stedet for en guide til hvor man kan rejse hen og møde de steder i verden forfattere har boet eller en bog har forgået.

Jeg mangler faktisk stadig og læse 'This year you write your novel', men ellers har jeg læst alle de andre. Ingen af dem tilhøre mine yndlings skriveguides, men Write like Hemingway er faktisk meget fin.










Den eneste bog jeg endnu ikke har læst her er 501 Great Writers, men det er mest af alt også et opslagsværk. Og jeg har nok i virkeligheden bare købt den for at eje den. Den bedste bog her er nok Stephen Kings, men heller ikke noget af dem her er mine yndlings. Der er dog mange af de danske guides her og den udgave tidligere, og de er super gode til begyndere - eller til: det man minimum bør vide inden man udgiver en bog.







Plot og Structure har jeg ikke læst endnu, men den synes at være en ret basic guide, og ikke helt det jeg ledte efter. Ellers så har jeg læst alle de andre bøger med undtagelse af Wonderbook som jeg ser lidt frem til at læse, den skulle handle om at kickstarte ens fantasi. Noget min hjerne godt kan bruge efter barsel ;0) Your writing coach er god til at give et lille spark, men effekten forgår hurtigt. De to forfatterhåndbøger er nogle af de første jeg læste og de var rigtig gode at starte på. Jeg måtte dog finde den ene i et antikvariat, så de har nogle år på bagen. 








The Seven Basic Plots af Christopher Booker har jeg endnu ikke læst, men præmissen er at Booker har læst en kæmpe mængde bøger og analyseret dem hvorefter han har kunnet putte dem ned i syv forskellige plottyder. Lyder spændende, så den skal jeg helt klart have kigget på når jeg får lidt mere tid. Måske når sønnike er flyttet hjemmefra?! Ellers så har jeg heller ikke læst Wonnabe a writer. Jeg har læst alle de andre. Colum McCanns bog fandt jeg meget forfriskende og ulig andre skrivebøger og så giver han en et kick bagi.






Jeg har faktisk kun læst Big Magic ud af dem her og den var så i øvrigt rigtig god. Især hvis man har brug for et spark og gode råd. How to be a Heroine er som sådan ikke en skrivebog men mere en analyse af litterære heltinder. Jeg har endnu ikke læst den fordi jeg er bange for den spoiler nogle bøger jeg endnu har til gode. Novel Cure er super sjov. Det er et opslagsværk, hvori du kan finde helbredelse for dine lidelser - og ja kuren er selvfølgelig bøger.













Den her hylde indeholder faktisk ikke mindre end fire research bøger til nogle tidligere bøger jeg har skrevet på. De er alle rigtig gode. Bogmennesker er et nyere køb, skrevet af Hans Hertel som er litteraturprofessor, og jeg tænker at den bliver lidt spændende, så den ser jeg frem til at læse. Måske i sommerferien. Creating Unforgettable Characters og The Bestseller Code er virkelig interessante og er nogle af mine yndlingskriveguides.

Ja Synonymordbog og nudansk ordbog giver sig selv. Og lige før nudansk ordbogen er der fem opslags bøger til hjælp med beskrivelse - jeg har tidligere skrevet om dem her . 20 master plots har jeg ikke fået læst og jeg føler lidt det er en lidt for begynder guide til jeg vil dykke ned i den. Becoming a writer er fantastisk og en af mine yndlingsskriveguides. Daily Rituals er ret sjov og fin, den handler om berømte kunstnere og deres ritualer for at arbejde med deres kunst.




Ja, det var faktisk det. Jeg har nogle andre skrivebøger jeg har købt som kindle eller e-bog, og de er selvfølgelig ikke talt med her. Men det er også ganske få. I hvert fald er det her hele min fysiske bogsamling af evigt voksende skrivebøger.

Skrivetip: Iscenesættelse

En af de ultimative vigtigste ting når man skriver, er at tage sig selv og sine skriverier seriøst. Hvis du ikke gør det, så er der ikke andre der gør. Men det kan være svært. Det kan være noget så ufatteligt svært. Jeg kender det alt for godt selv.

For nylig har jeg ladet mig inspirere lidt af sportfolk. Ja, det lyder underligt, men mange af dem har ofte en eller anden form for ritual de skal gøre inden de går ind og giver den fuld skrald og præsterer. Nogle af de ting man høre om lyder lidt skøre. Ting de lige skal, måske gå to skridt baglæns inden de går ind på banen - ting der kan lede tankerne hen på overtro eller ocd.

Jeg vil ikke gå så langt med hensyn til at skrive. (Eller selvfølgelig hvis du tror det hjælper, så gør det!) Men hvis du laver lidt en scene ud af at du sætter dig ned og skriver, så kommer du også meget hurtigere i skrivemode. Især hvis det er den samme gentagelse. Måske er det en bestemt sang du begynder at spille. Måske er det en bestemt slags te. Ja, faktisk gerne flere ting på en gang, så man lidt for en fornemmelse af at jeg gør altså noget ud af det jeg gør nu. Jeg vil det her og det betyder noget for mig.

For mig har det faktisk virket ganske godt. Det er ikke noget jeg gør hele tiden. Hvis jeg kan sætte mig ned at skrive bum her og nu, jamen så gør jeg det. Hvis jeg føler jeg skal tage lidt mere tilløb så begynder jeg på mit lille ritual: Jeg sætter mig gerne et andet sted i huset end resten af familien. Laver en kop te. Lige i øjeblikket er det fortrukne julete. Jeg tager mit yndlingstæppe med til at have over benene og tænder det samme stearinlys. Med bærbaren foran mig og telefonen ved siden af (til musik - ikke surfing) og så er jeg klar. Det er ikke sikkert at ordene kommer strømmende lige med det samme, men nu har jeg gjort mig så meget ulejlighed, at jeg bliver siddende på min flade og forsøger, og det er i virkeligheden det som det handler om. At få ord ned. At skrive.

Skrivetip: Skrivehi

I september måned var jeg i skrivehi i en weekend med min veninde og fellow skrivebuddy in crime. Og ved I hvad? Det var fantastisk. Jeg har virkelig stadig optur over det her flere uger efter. Så jeg synes lige jeg ville give tippet videre til jer. 

Hvorfor er det så, så fantastisk spørger du nok?

Jo, ser du. Man har 120% fokus på sin bog. Man kommer væk hjemmefra. Væk fra forpligtigelser til familien. Fra dårlige samvittigheder der burde gøres. Fra vasketøjet. Og fra alle afbrydelserne (som ikke er en afbrydelse der er relateret til din bog) der vil være i løbet af sådan en dag - hvis familien er i huset og hvis du altså ikke er så heldig at have en no disturbing while writing aftale med dem. Det har jeg nemlig ikke. Det er nemlig en god ide i princippet, men i praksis så holder den ikke. Jo, måske om aftenen når den sønnike er puttet. Men hvad så hvis man skriver bedst om dagen og ikke om aftenen? 

Så ja, den der fulde fokus på din historie er guld værd. Jeg var overrasket hvor nemt det pludselig var at få ordene ned på papir. Det jeg skrev da jeg var afsted var helt sikkert noget af det bedste jeg har skrevet i flere år. Det er nok ikke altid man vil være så heldig, men jeg er blevet klar over at det at skrive er en kæmpe process. Og at hvis man har tænkt sig at lykkes med sin historie, så skal man igennem den her process. Så hvis en del af processen er at skrive 10 siders lort, jamen så er det en del af processen og derfor værd sin tid. Så selvom jeg var taget i skrivehi og skrevet ti siders lort mens jeg var afsted, jamen så ved jeg (efterhånden) at når jeg sætter mig ned og skriver igen, så skal der måske rystet 2 siders mere lort ud, men så kommer der noget godt. Så ja, der jeg vil hen er, at se det ikke som spildt tid hvis du skriver noget du alligevel kasserer, for du skulle alligevel igennem den process på et eller andet tidspunkt. 

Det er sjovt at være på skrivehi og det er inspirerende at være nye steder. Og det er to fantastiske boosters til din skriveprocess. Det skal være sjovt at skrive og ikke en belastning (og ja det kan det jo godt nogle gange føles når man har travlt og nu gerne lige vil have noget mere historie ned på papir)

Så ja opfordringen er givet videre. Find et skrivehi sted. Tag eventuelt en skrivebuddy med (det er en vanvittig god ide, for det er guld værd lige at vende historien engang imellem, eller små ting som hvad synes du om det her navn til min person) For mig var det Skagen og det var fantastisk, fordi der både var den smukke natur, men også et sted hvor man lige kunne trække frist luft og en caffe latte når hovedet blev for tungt og så var man bare 100% klar til historien igen.

Skrivetip: Hvad kan du bruge bogforum og nanowrimo til?

Bogforum

Bogforum er bøgernes fest. Og hvis du tænker på at udgive eller sende dit manuscript ind til et forlag, så er bogforum et helt fantastisk sted til at se alle forlagene an. Jeg kan ikke anbefale nok at man tager ind og ser på forlagene, tager en snak med dem, finder ud af hvad de ellers har udgivet som du kan lide og ja, generelt finde ud af hvad de står for. For selvom du måske ikke lige tænker så langt der hvor du er nu, så er det rent faktisk - måske - dine fremtidige samarbejdspartnere du står og kigger på. Har du samme vision som forlaget? Ikke? Har det så den store betydning? Udgiver de litteratur som du kan lide? Som du vil være stolt af at være i stald hos? Vil du være den store fisk i en lille dam (læs forlag) eller en lille fisk i en stor dam? Hvad trives du med?

Det er den ene ting. Den anden er selvfølgelig at lade sig inspirere af andre forfattere ved at høre om deres arbejde med deres bøger. Det kan give et enormt boost at komme hen og høre, for så vil man ofte opdage at man ikke er alene om et hårdt arbejde. De her folk har gennemgået det samme og de er kommet igennem det - og så kan du også. Forstil dig hvor fedt det vil være at have din bog med næste år, eller måske året efter igen (ja, bøger tager langt tid om at blive produceret, selv efter du har skrevet dem). Den form for visualisering kan være enormt motiverende.

Den sidste ting jeg lige vil nævne er at Skriveværkstedet har en stand og her kan du faktisk få hjælp til din historie. De har mange forskellige inspirerende oplæg om det at skrive, men du kan også helt konkret få vurderet din tekst hos dem. På bogforum. Jeg vil anbefale at du tager fat i Heidi Korsgaard - hvis du kan komme til det - hun er nemlig super dygtig. Hvis ikke du har held til det, så holder hun også interessante oplæg på standen.

Så mit råd til dig: hvis du vil være forfatter - så vær der hvor bøgerne er. Få dig en snak med andre der deler din passion. Ånd ind gennem næsen og mærk elektriciteten der lever imellem mennesker og bøgerne. Og det bedste sted til at gøre det er uden tvivl bogforum. Ses vi?

Nanowrimo

Nanowrimo tager jeg også med i dette indlæg, nok mest fordi jeg har skrevet om det så mange gange tidligere. Hvis du ikke ved hvad Nanowrimo er, så handler det kort sagt om at skrive 50.000 ord - altså en 'lille' romans størrelse på en måned. November måned. Hvis du vil vide hvad jeg har skrevet tidligere, så søg eventuelt Nanowrimo i søgefeltet her til højre og så skal der nok dukke en masse op.

Men jeg synes alligevel Nanowrimo igen er værd at nævne. Det Nanowrimo er god til er at få dig til at fokuserer på rent faktisk at skrive nogle ord. At få ord ned på papir, og hvis du gerne vil være forfatter, jamen så er det der du skal starte.

Jeg har selv fuldført Nanowrimo to gange. Begge gange har jeg skrevet første kladde på to forskellige bøger. Ja, de kræver stadig masser af arbejde bagefter, men man har brug for noget tekst at arbejde med. Og der er Nanowrimo god fordi du sammen med resten af verden ikke er alene om at fokusere på at producere noget tekst. Du kan sågar finde online og danske grupper til at motivere dig.

Jeg deltager ikke selv i år, men det er fordi jeg vil arbejde med det tekst jeg har i stedet. Men det håber jeg så også at få tid til i november, hvor arbejdet har fundet et mere naturligt leje igen.

Nicoles 5 bedste skrivetips

1.       Giv historien tid til at ”simre”

Jeg har skrevet mange bøger. Og det får folk til at tro, at jeg skriver meget hurtigt (hvilket jeg også gør), men det betyder ikke, at processen med de enkelte bøger går hurtigt. Faktisk tværtimod. Mange af mine bøger ligger i flere år, før jeg skriver på dem. Og selv derefter kan der gå år med at finde den rette form. Et godt eksempel er Ilttyv. Det første notat jeg har på bogen er et 2-siders arbejdspapir, som jeg afleverede til min forfatterkollega Kit A. Rasmussen i forbindelse med et skrivemøde i 2011.  Inden da havde jeg gået og tænkt på ideen i et par år, men i 2011 forsøgte jeg for første gang at sætte ord på projektet. De ord er i dag ret sjove. Blandt andet fordi jeg troede, at det skulle være en kort letlæst serie på ca. 60 sider på bog. Det endte jo så helt anderledes. Og sådan er det tit. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at man giver ideen tid til at udvikle sig. Lad være med at tro, at du skal skrive bogen, dagen efter du fik ideen til den. Giv den tid til at simre. For nogle er et par uger måske nok. For mig kræver det som regel mindst et år. Men der er ingen rigtige løsninger. Du skal bare gøre, hvad du føler er rigtigt for dig.

2.       Skriv på flere ting samtidig

En af de største aha-oplevelser som jeg har haft i mit forfatterliv var da jeg begyndte at skrive på flere bøger samtidig. Det betød, at jeg kunne holde pause fra en bog og lade den simre, men uden at skulle holde pause fra skrivningen. Jeg tror på, at det at skrive kræver træning lige som alt andet. Og derfor gælder det om hele tiden at holde sig i gang. Hvis jeg skulle holde lange pauser hver gang jeg sad fast i en bog, så ville jeg miste fornemmelsen for sproget og plottet, mens jeg ventede. Derfor har jeg altid gang i mindst to projekter, som jeg så veksler imellem. Og mens jeg skriver på det ene, så arbejder hjernen videre med det andet projekt og pludselig, så er jeg klar til at hoppe tilbage igen. Dog skriver jeg altid kun på et projekt i løbet af en dag. Ellers bliver jeg forvirret.

3.       At synes det hele er noget lort er en del af processen

Hvis du nogensinde har prøvet at gå i stå og føle det hele bare stinker, og du lige så godt kunne smide bogen i skraldespanden, så er du ikke alene. Jeg oplever det altid mindst en gang i hver bog. I starten kunne det lamme mig i dagevis, ja sågar uger, men nu ved jeg, at det bare er en del af processen. Det er et punkt, jeg skal over. Så i stedet for at gå i panik, så tvinger jeg mig selv til at arbejde videre. Så siger jeg fx til mig selv, hvis du stadig synes det er noget lort om 50 sider, så må du skrotte det, men ikke før. Og når jeg så har skrevet de 50 sider, så har jeg helt glemt, hvad problemet var. Måske støder jeg så på et nyt problem, men igen så siger jeg til mig selv. Giv  det 50 sider mere osv.

4.       Det skal ikke være perfekt fra starten af

En af de hyppigste grunde til at folk går i stå med at skrive deres bog, er fordi de vil have den skal være perfekt fra starten af. Deres indre kritikker sidder på skulderen og kritiserer hver en side, indtil de er fanget i et håbløst loop af omskrivninger og aldrig rigtig får ny tekst, men bare omskrevet tekst. Jeg har set alt for mange falde i denne fælde. Det må ikke blive dig. Så det du skal gøre i stedet det er, at skrive en kladde. Dvs. du skal bare skrive derud af og prøve ikke at gå tilbage og rette, før du er helt færdig. På den måde får du en masse tekst og får bogen ned på papir. Og så kan du altid rette den senere. Husk: En færdig halvdårlig bog, kan rettes til en færdig god bog. En halv bog er bare en halv bog. Jeg har snart skrevet 50 bøger på den måde, og hvis der er en ting, jeg har opdaget, så er det, at sidste punktum er magisk. Når du først har skrevet bogen færdig, så rammes du (eller i hvert fald jeg) af et kæmpe skud lykkefølelse og energi. Det betyder, at alle de problemer, du synes bogen havde (og måske stadig har) nu ikke længere virker så store. For med sidste punktum på plads, så har du overblikket. Det vil sige, at nu er det ikke særlig svært at skrive starten om, slette en biperson, ændre en location eller hvad dine problemer nu har været. Alt er lettere, fordi du nu ved, at bogen (på trods af problemer) er færdig.

5.       Giv aldrig op

Hvis du gerne vil være forfatter er der en ting, du aldrig må gøre. Og det er at give op. Og det gælder både, når du sidder og skriver på bogen og når du sender til forlag. I skriveprocessen kan det være let bare at droppe bogen og i stedet skrive noget nyt. Men du kan også risikere at ende med 100 forskellige begyndelser, men ingen hele bøger. Det handler om at holde fast og blive ved. Hvis du virkelig vil det her, så elsker du din historie og dine personer. Og derfor så kan du ikke bare slippe dem. For hvis du ikke skriver deres historie, hvem gør så? Det er en af de tanker, som jeg selv holder fast i. Og når din bog så er færdig, så må du heller ikke give op bare fordi det første forlag ikke siger ja. Det er en hård og svær branche. Personligt sendte jeg første gang en bog ind til et forlag da jeg var 15 år gammel. Jeg debuterede som 24-årig. Det betyder, at jeg brugte 9 år på at få afslag. Og det var ikke på en bog, men på mange bøger, som jeg sendte rundt efter et sirligt system, så alle bøgerne kom rundt til de forskellige forlag. Det var pisse hårdt. Men for hvert afslag blev jeg en smule bedre. Jeg tog skrivekurser, fik respons fra skrivegrupper og blev hele tiden ved med at skrive. I dag kan jeg leve af at være forfatter. Så hvis jeg kunne, så kan du også. Husk: Dem der bliver forfattere, er ikke nødvendigvis dem der er de dygtigste eller mest højtråbende. Der er dem, der er de stædigste. Dem, der nægter at give op. Uanset hvor mange afslag de får kastet i hovedet.

Om Nicole Boyle Rødtnes

Nicole Boyle Rødtnes er født i 1985 og uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur. Nicole har skrevet en lang række bøger for børn og unge bl.a. serierne ”Ilttyv”, ”Elverskud” og ”Zombie-jæger” samt de realistiske ungdomsbøger ”Hul i hovedet”, ”XY” og ”Ar fra mit glemte liv”. Ilttyv kan fås i boghandlen den 14. september.

Hjemmeside: http://www.nicoleboyleroedtnes.dk/

Facebook: Nicole Boyle Rødtnes – Forfatter

Instragram: Nicoleboyleroedtnes

Skrivetip anbefaling: Pub(lishing) Crawl

Sidste gang anbefalede jeg Writer Unboxed og i dag kommer til en lignende side nemlig 'Pub(lishing) Crawl'

Som man kan læse ud af navnet så er 'Pub(lishing) Crawl' måske særligt de yngre skribenter. Ja, dybest set er den for alle, men der findes rigtig mange YA-forfattere der bidrager på siden. Blandt andet bidrager Leigh Bardugo, Alexandra Bracken, Sarah J. Maas, Adam Silvera, Stephanie Garber, Janice Hardy ... ja jeg kunne blive ved.

Ligesom med Writer Unboxed så synes jeg der er masser af fantastisk information at hente og alt sammen af etablerede engelsksprogede forfattere. Jeg synes heller ikke den her side indeholder nogen form for fylde-indlæg og den opdateres ret jævnligt.

Pub Crawl og Writer Unboxed er helt klart mine to øverste must følge sider for alle der gerne vil være bedre til at skrive. (Ja, det vil vi vel alle. ;0)) Der er masser af informationer at hente, alt lige fra konkrete råd til branche observationer.

Vær dog opmærksom på at begge sider som sagt er på engelsk og hvis man vil have en dansk pendant så anbefaler jeg på det varmeste skrivekrampe.dk

Skrivetip anbefaling: Writer Unboxed

I forlængelse af min anbefaling af Skrivekrampe.dk, vil jeg i dag anbefale en anden skrivetip side. Denne gang en engelsk en af slagsen. Nemlig Writer Unboxed.

Writer Unboxed er en side skrevet af etablerede engelsk-skrivende forfattere, der jævnligt skiftes til at skrive tip og anbefalinger på bloggen. Det siger sig selv at når forfatterne er godt etablerede og har flere udgivelser bag dem, så ved de altså hvad de snakker om.

Jeg følger konstant med og selvom det ikke er alle indlæg jeg får læst (langt fra, gid jeg gjorde), så har jeg altid stor lyst til at læse dem alle. Jeg synes virkelig man skal kigge langt efter 'fylde-indlæg', ja jeg vil vove den påstand, at de ikke findes på den her side. De kører løbende 'Flog a Pro' indlæg, som jeg faktisk synes er lidt genial. Vi får som læser serveret et kort tekststykke - det tekststykke som er det en forlægger måske når at se af bogen før han/hun afviser eller antager bogen - og så skal vi som læser så vurdere om vi ville have lyst til at læse videre. Og via afstemning kan man så se hvad andre mener.

Som forfatterspirer er det et must med lidt info-indspark hele tiden. Eller ja det er det jo for alle forfattere - ikke kun de grønne. Det kan altid kun betale sig at blive klogere og dygtigere.

Skrivetip: Hvilken forfatter vil du gerne være?

Det er vigtigt at du husker hvorfor du skriver og hvem du skriver til. Især hvis du er perfektionist som mig. Jeg tror nogen gange at jeg skal kunne det hele, men sagen er den, at det behøver jeg ikke. Faktisk har jeg læst, og tror på, at perfektionisme er direkte modarbejdende for din historie og dig selv.

Et citat fra Elizabeth Gilberts 'Big Magic':

Jeg mener, at perfektionisme bare er en eksklusiv, haute couture-version af frygt. Jeg mener, at perfektionisme bare er frygt i smarte sko og minkpels, der giver sig ud for at være elegant, mens den i virkeligheden bare er hunderad.

Da jeg læste det, der var der bare mange ting der gav mening for mig. For jo at være grundig er en god ting, men jeg har faktisk kun oplevet at perfektionisme har gjort mig til en krøbling. For det perfekte kan ikke opnås. Det SKAL ikke opnås. For hvem er det lige du skriver til?

Noget andet Gilbert skrev omkring perfektionisme var at det ofte ødelagde den gode historie - for det er ikke perfektionisme læseren søger.

Det fik mig til at fokuserer bedre på min målgruppe og hvilken forfatter jeg gerne vil være. Jeg vil ikke være en perfekt forfatter, for helt ærligt, det kan jeg jo umuligt være. Jeg kan aldrig blive Jane Austen eller Hilary Mantel, og det vil jeg da heller ikke for alvor tro på at jeg nogensinde kunne blive. Jeg er mig, og det skal jeg huske. Det skal du huske.





En god øvelse er at sætte sig ned og skrive svaret til spørgsmålet, hvilken forfatter vil du gerne være? Hvad er vigtigst for dig? Er det sproget, er det historien? Er det troværdige karakterer?

Jeg tror det er super vigtigt at have et fokus, for ja, jeg vil gerne være dygtig til det hele, men det kan jeg ikke være. Jeg bliver nødt til at starte et sted. F.eks. bloggen her, så meget, meget, meget anderledes ud da jeg startede den. Og den er da heller ikke perfekt nu. Så hvad er lige forskellen? Hvorfor er det i orden for mig at ting ikke er perfekte fra starten af på alle andre områder, hvorfor er det så vigtig at det skal være det med den bog jeg skriver?

Ja, det føles som om at man indgår en pagt med den ide man har om at man skal gøre sit ypperste for det er det man synes at historien er værd. Den er det bedste værd. Men her skal vi være ærlige at sige, at hvis historien har valgt os, jamen så må vi løse opgaven efter vores bedste evne og ikke fantaserer og tro at vi kan alt til perfektion, hvis bare vi lægger nok energi i at gå og surmule og stresse over historien. Ja, det bliver den jo ikke skrevet af vel!? Og de krampagtige ting vi kommer ud med, lyder jo heller ikke godt, vel!? Det er en stor ond cirkel. Bryd den. Fokusér på en ting af gangen, og ja selvom du ved historien kunne være bedre, så er det måske en god ide at slippe den før tid. For din og historiens skyld. En chance er mere værd end et ulæst manus i skuffen.

Skrivetip: Den indre kritiker

Det slog mig da jeg skrev indlægget om at tro på sig selv og sin historie, at jeg ikke tidligere har skrevet om den indre kritiker. Den indre kritiker kan kendes på den stemme, som taler negativt til dig. Den der stille spørgsmål til dig om dit værd. Om du kan skrive eller ej. Om du nu også er god nok. Den indre kritiker er på spil i alle ting i dit liv. Det er den der siger: du ser tyk ud i de bukser. Det er den der siger, ja, gæsterne synes helt sikkert at maden er for salt. Men hvad ved din indre kritiker egentligt om hvad andre tænker? Yes, du har gættet det: nul. Den aner som regel ikke hvad den snakker om, men den er ret god til at være en kritiker.

Så ja, den indre kritiker er lort! Men den kan faktisk bruges aktivt, hvis man forstår at omdigerér dens opmærksomhed fra dig personligt og hen til din historie. Og husk at den indre kritiker ikke altid har ret, faktisk langt fra, men den kan hjælpe dig i redigeringsprocessen. Og den skal totalt overhøres i skriveprocessen. Men der er lige den detalje at jo mere den ignorers jo højere taler den, tilsyneladende. Så det man skal gøre er at høre, men ikke lytte. Altså man skal ikke lade kritikeren bestemme. Man skal simpelthen forsøge at bruge sin sunde fornuft i samråd.





Ligesom når man står og prøver et par bukser. Spørg en ekspedient om hun også synes du ser fed ud i bukserne? Hun siger, at nej selvfølgelig gør du ikke det. Ja, siger den indre kritiker, men man skal ikke spørge ekspedienten - fordi hun vil højst sandsynlig bare sælge noget, så er hun ligeglad med hvordan du ser ud. Så når du søger hjælp udefra til at læse de indre problemer, så skyder den indre kritiker det bare ned igen og igen. Jaja, din bedste veninde siger at din historie er god, jamen det skal hun jo sige. Så den eneste måde du kan lukke munden på den indre kritiker, er... ja.. at argumentere mod dig selv. Yes. Det er derfor de siger at det er i orden at en forfatter har stemmer i hovedet. ;0) Du skal med sund fornuft fortælle din indre kritiker, at ja, det kan godt være at din veninde måske siger at historien er god, men du kender din veninde godt nok til at hun måske ikke vil sige det så begejstret hvis hun virkelig ikke mente det.

For ja, vi tror som regel ikke på det når vi får det positive at vide. Vi skal have det skåret ud i pap og der tror vi måske stadig ikke på det. Vi tror først på det når vi ser det. Og der tror vi måske nok ikke engang på det, og ja, det er fordi vi har en ret så veludviklet indre kritiker. Men helt ærligt så tror jeg faktisk ikke man kan være forfatter uden at have en veludviklet kritiker. For den fungerer som et filter. Hvis man bare tror man kan blive forfatter uden at kæmpe for det, ja så er chancerne nærmest nul. Jeg har i hvert fald set et par selvudgivelser, eller to, som bærer præg af netop det. Selvudgivelse kan være økonomisk smart, men samtidig er det også lidt for nemt, og ukritisk. Jeg tror det er en god ide at have et par ekstra øjne på om bogen rent faktisk kan sælges eller ej.

Se på din historie og se på dig selv. Din bogs helt gennemgår farer og modstandere for at nå sit mål. Det er præcis det du gør. Og måske der er noget om at når du selv gennemgår det, så er du bedre til at formidle det til læsere så det er troværdigt? I don't know, men jeg tror lidt på det. Jeg tror på at den indre kritiker skal være der, men at den skal bekæmpes og kun tages med på råd når det drejer sig om historien og ikke mig selv som forfatter.

Så mit råd til dig: lokaliser din indre kritiker og se den for hvad den er. En modstander, der kan bekæmpes. Men måske også en allieret?

Skrivetip: Tro på din historie og dig selv - instinktivt

Det her er nok det vigtigste skrivetip jeg nogensinde har skrevet: Tro på dig selv. Stil masser af kritiske spørgsmål til din historie, men ikke til dig selv. F.eks. spørg ikke dig selv om du nu også er god nok, mom du nu også formår at skrive historien. Alle de der spørgsmål der i bund og grund bunder i om du er god nok eller ej.

Vid at det er der styr på. Instinktivt gør du nogle ting og dem skal du ikke stille spørgsmål til. Du skal i stedet tro at det er det rigtige at gøre. Fordi hvad? Spørger du nok, fordi du ligesom mig gerne vil have det rigtige svar på alting. Men der er ikke noget svar. Vores underbevidsthed har nogle gange svarene, men de har ikke forklaringen på hvordan det rigtige svar kom frem. Reflektionsprocessen er der ikke - du får kun guldkornene. Ja, det er svært at tro at man bare får guldkorn, men det gør man. Jeg troede det ikke selv, jeg stillede spørgsmål til det igen og igen. Men siden har jeg lært, blandt andet ved at læse Brandes 'Becoming a writer' og Gilberts 'Big Magic', at tingene kommer til en og man skal gribe dem helhjertet og man skal tro på det.





Stol på at de svar der kommer til dig ud af det blå og som føles rigtige i øjeblikket, helt sikkert også er det. Stol på at du godt kan. For det kan du! Det kan vi alle. Men vi skal tro på os selv og det er der det hele starter. Stole på at vi godt kan. Hvis vi kan det, så er skriveprocessen for det første nemmere (se det er da værd at gøre så) og der er en større sandsynlighed for at du rent faktisk bliver færdig og gør det du har drømt om så længe.

Så når din indre kritiker spørger dig: Hvorfor gør du sådan? Hvorfor tror du at det vil blive godt? Så svar: det ved jeg bare instinktivt. Det kan godt være at du de første mange gange tøver, for hvordan kan man være sikker på at vide noget instinktivt? Sandheden er at det kan man ikke. Det er her troen kommer ind i billedet. Tro på dig selv! Tro på din historie! Tro på at det du gør uden grund har et formål. Lad dig rive med i processen. Jo mere du tænker over det, jo mindre flow får din historie desuden også. Lad tingene komme naturligt.

Ja det er svært at lærer, men det er værd at lærer. Efter min mening det absolutte vigtigste at lærer faktisk. At tro på sig selv. For hvorfor skulle du ikke kunne? Hvad gør dig dårligere end andre udgivende forfattere? Har du måske ikke læst litteratur hvor du har tænkt: det kan jeg gøre bedre!? Hold fast i det. Husk det når frygten og den indre kritiker banker på, for det gør den. Igen og igen. Og ihærdigt. Den vil gøre alt for at bekæmpe dig, og fordi den er så højlydt så hører vi den, og ikke underbevidstheden som hjælper dig. Som skubber dig i den rigtige retningen hele tiden. Den gør det bare ikke så højlydt. Den har brug for dig for at blive hørt. Vi har alle en indre kritiker. Alle har det. Selv udgivende forfattere har dem, og hvis de kan, så kan du også!

Og værst af alt: hvis du ikke stoler på din historie, så vil man ofte kunne mærke det på din tekst. Din historie har brug for al den positive energi der overhovedet er muligt, for at en læser tager den til sig. Så gør op med dig selv om du vil give din historie den bedste chance, eller ende med en historie, der hele tiden stiller spørgsmål til dig selv.

Skrivetip anbefaling: Skrivekrampe

Jeg har flere gange tænkt at det var direkte fjollet at skrive den her anbefaling, for ALLE kender vel bloggen Skrivekrampe og fantastiske Bjarke som står bag. Men jeg blev enig med mig selv om at hvis bare en eller to ikke har hørt om bloggen, så ville det være det værd at anbefale bloggen til jer.

Bjarke Schjødt Larsen er cand.mag. i dansk fra Københavns Universitet, og har læst på Forfatterskolen for Børnelitteratur og så har han efterhånden udgivet en god håndfuld bøger - hvoraf jeg selv har designet omslaget på 'Standby'. Bjarke har været arrangeret i HUF og man får virkelig fornemmelsen af at han elsker det her med at skrive historier. Det er en passion for ham. Man kan mærke at han brænder for det og har en kæmpe viden på området. Bjarkes viden er desuden utrolig let tilgængelig da han svarer på alle spørgsmål der må ramme bloggen. Så det bør man jo næste udnytte ;0) For man fornemmer virkelig at Bjarke er der for forfatterspirene, fordi han selv har været der og ved hvad det vil sige at gå med en drøm som bare venter på at blive opfyldt.

På hans blog Skrivekrampe får man skrivetips sådan cirka en gang om ugen. Ofte om søndagen eller mandagen. Desuden har Bjarke tilføjet enkelte vlogs her og der, og det synes jeg fungerer super godt. Bloggen har været stabil siden 2009 - hvilket gør den til Danmarks bedste, største og mest dedikeret blog om det at skrive og man bør uden tvivl følge den som forfatterspirer. For der er altid gode råd at hente. Altid.

Skrivetip: At lægge hints ud del 2

I min sidste skrivetip for 14 dage siden skrev jeg om hints og hvorfor de er vigtige for en historie. Men der er som sagt et par ting jeg har opdaget omkring hints - som jeg vil komme ind på i dette indlæg.

J.K. Rowling opdagelsen: Som de kloge læsere der findes derude, så er de altså rimelige skarpe til at opfange de små hints og lægge to og to sammen. Men Rowling har kunnet slippe afsted med flere ting - og en af metoderne hun har brugt er blandt andet at hun bruger et hint mere end en gang. Så vi som læsere bliver snydt til at tro at hintet er blevet brugt - for så at hun bruger det igen senere til noget endnu vildere. Jeg vil ikke spoile for dem der endnu ikke har læst Harry Potter - men for jer der har, så læg mærke til det næste gang i læser dem eller ser filmene, for hun gør det konstant. Riddelsdagbog. Spejlet. Bare for lige at nævne nogle af dem der poppede ind i mit hoved - ikke de bedste eksempler, men dem jeg kunne nævne uden at jeg blev spoilery og skulle forklare en masse. :0)

Hints kan være tydelige og hints kan være mindre tydelige. Et mord: En økse lægger ved siden af den myrdede person. = Et tydeligt spor. Den myrdede person har en blå trøje på = ikke så tydeligt spor - altså er et ikke så tydeligt spor info som læserne nemt kan overse, fordi det bare er en beskrivelse som kan forekomme i enhver bog. Altså kan den blå trøje lige så nemt ikke være et spor, men i dette eksempel siger vi at det er et spor. Og som læser opdager vi først det er et spor når det bliver kædet sammen med noget andet. Det kunne f.eks. være at der var flere ofre i området og de måske alle har en blå trøje på (okay ikke verdens bedste eksempel - jeg har tydeligvis ikke en krimiforfatter gemt i mig ;0) Men det tjener til formålet.)

Hints bør også placeres så tidligt som muligt. Altså hvis din hovedperson skal reddes til sidst i filmen af ørne, så sørg for at læseren har set at det er en mulighed meget tidligt i bogen. Jo tidligere det forekommer i bogen jo nemmere har læseren ved at glemme muligheden. Men igen hvis man placerer en helikopter i kapitel 1, så skal læseren nok huske den når sekundet inden redde helten i sidste kapitel - og hvorfor er det så skidt? Jo, for vi skal helst overbevise læseren om at der overhovedet ikke er nogen måde at redde helten på. De skal svede over det. For jo mere de sveder over heltens liv, jo bedre læseoplevelse bliver det. Hvordan placerer man så den helikopter uden at nævne den? Man kan se på hvad man ellers kan nævne - måske har helten diskuteret noget helt andet (og vigtig for historien) med sin nabo som tilfældigvis er pilot i stedet?

Eller måske kan hintet lægges lige før en anden stor overraskelse, så læseren hurtigt får ledt tankerne hen på noget andet.

Hvordan holder man så styr på alle sine hints. Ja, der J.K. Rowling også en god løsning, nemlig plotark

Ved daggry dør mørket

Ved daggry dør mørket

Forfatter: E.B. Heimdal
Serie: Morgendagens Børn #1
Genre: Dystopi
Målgruppe: Unge og opefter
Udgiver: Lindbak + Lindbak

Tak til forlaget Lindbak + Lindbak for anmeldereksemplaret

Skye og hendes tvillingbror, Ecco, kæmper for at overleve i en verden uden voksne. I fem år har de vandret i skovene alene. Men de er ikke de eneste. Andre grupper af børn lurer ude i vildmarken. Nogle er fjender. Andre er venner. Hvem kan de stole på? Skye og Ecco finder snart ud af, hvor langt de selv er villige til at gå for at overleve. Og hvad med den mystiske sygdom, som slog alle de voksne ihjel - er den vendt tilbage?


Bogen her er egentlig ok - den lider bare under at jeg er ved at kører træt i dystopier, og at jeg ikke helt kan med skrivestilen. Og så ledte den mine tanker hen på Fluernes Herre, hvilket for mig ikke er en positiv ting, da jeg virkelig hadede den film.

Skrivestilen er alt for fortællende. Lidt som at læse et filmmanus. Men det bliver alt for hårdt i længden når det er over så mange sider og uden så mange replikker som man ellers finder i et filmmanus. Dertil så skulle man virkelig have overvejet at skrive de første 150 sider om, de er meget tunge og kunne have været opsummeret meget hurtigere. De gør ikke ret meget godt for historien fordi man når at kede sig alt for meget og jeg kan være bange for at de fleste dropper bogen før den sådan rigtig kommer i gang.

Forfatteren har virkelig tænkt meget over hvad det vil sige at skulle overleve og det er et af de elementer jeg rigtig godt kunne lide. Men jeg håber at der næste gang bliver tænkt ligeså meget i hovedpersonerne. For så tror jeg den kunne være fed.

Dermed sagt så bliver bogen virkelig interessant i den sidste halvdel og hvis man kan med skrivestilen, så tror jeg bestemt man vil kunne få noget ud af at læse bogen til ende.

Skrivetip: At lægge hints ud del 1

Det her er et emne jeg ville ønske at jeg var ekspert i. Jeg ville ønske at man kunne læse en how to guide og så blive mester til det. Men det gør der ikke. Tro mig, jeg har ledt efter det. Men jeg har gjort mig nogle opdagelser som jeg gerne vil dele med jer. Men lige lidt baggrundsinfo skal der til først, så del 1 indeholder info omkring hvad hints er og hvorfor der er nogen der bruger det, og hvorfor det i det hele taget er nødvendigt.

Så hvad er et hint? Et hint er spor som forfattere lægger ud, for så at hive sporet frem igen senere og sige tada ... det var altså derfor det og det skete. Osv. Hints er nødvendige for forfattere at lægge ud af flere årsager - 1. for at fange og underholde læseren. 2. for at gøre fremtidige handlinger mere sandsynlige. F.eks. er det ikke sandsynlig at en person tilfældigvis lige have en pistol i lommen, med mindre at vi havde fået at vide at han var politimand - eller på vej til at begå selvmord - eller var på vej til at leverer den til en kunde, eller hvad nu det måtte være.

Hints er nødvendige - og det gælder især når man skriver mysterier. Mysterier siger sig selv er umulige uden hints, da mysterier lægger op til at noget skal afsløres. Mysterier kan være hovedtemaet i en bog eller en del af en bog. Ofte vil læseren måle bogens succes-rate på hvor dygtig forfatteren har været til at narre dem. Lad mig forklare: En læser vil gerne have muligheden for at kunne regne det store reveal/overraskelse som vil lægge til sidst i romanen ud, men det er forfatterens opgave at sørge for at de ikke gør. Altså skal sporene være der. Læseren skal have en ahh.. følelse - som i at, dohh.. hvorfor havde jeg ikke regnet det ud. Og hvor svært er det ikke lige for en forfatter at forhindre læseren i at regne de her ting ud? Pænt svært tænker jeg. Hvis så læserne har regnet det hele ud - ja, så synes de nok ikke læseoplevelsen har været en succes, da de jo i såfald har regnet den store overraskelse ud.

Men det er en balancegang, for selvfølgelig kan læseoplevelsen godt være en succes selvom læseren har regnet den store overraskelse ud, men den skal være svær at regne ud, så læseren får en succesoplevelse den vej rundt i stedet. Hvis den i stedet er for nem, så føler læseren sig snydt. Man skal heller ikke lægge for mange hints ud for hvis alting gøres mistænkelig, så dør hensigten helt med at lægge hints ud.

Langt de fleste romaner har hints plantet rundt omkring, men det er langt fra alle der bruger det aktivt for at afslutte historien med en overraskelse som læserne kunne have set komme - hvis ikke forfatteren havde været snedig. Krimi og mysterier bruger det aktivt og det er også ofte brugt i thrillers, fantasy og sci-fi. Så det er ikke nødvendigt at have en stor overraskelse til sidst, men det siger sig selv at hints/spor er med til at øge spændingen og giver chance for at overraske sine læsere til sidst i romanen. Spørgsmålet er om man lykkes med det eller ej? Her er det især en god ide at have betalæsere, da man kan teste på dem om sporene er for åbenlyse eller ej.

Men mere om hvordan man lægger spor på søndag om 14 dage.

Big Magic

Big Magic: Sådan får du mere kreativitet i dit liv

Forfatter: Elizabeth Gilbert
Originalsprog: Engelsk, Big Magic: Creative Living Beyond Fear
Genre: Faglitteratur
Målgruppe: Voksne, især skriveglade mennesker
Udgiver: Gyldendal

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplaret


Big Magic er en selvhjælpsbog om kreativitet. Noget som mange ønsker sig at have, uden helt at vide, hvad det er, eller hvordan de kan blive det. I et enkelt og ligefremt sprog fortæller Elizabeth Gilbert, hvordan du kan få et mere kreativt liv - uanset om du allerede er skabende kunstner, drømmer om at blive det eller bare gerne vil være lidt mere kreativ i din dagligdag.


Det var en fejl af min ikke at forvente det store af den her bog. En kæmpefejl. For Elizabeth Gilbert knaldre totalt hoved på sømmet, på så mange områder at det er helt vildt. Bogen skulle have heddet Big magic og guldkort for selv de tykhovedede. Hun sætter ting i perspektiv og siger dybest set at du ikke overhovedet kan styre noget som helst, det hele er mere eller mindre op til en højere magt. Og at det du kan styre, det gør du helt forkert. Hun kalder klynkeri inspirationsdræbende og perfektionisme for frygt på høje hæle Og hun har så evigt ret.

Hun går endda så langt som til at sige at vi tager kunst for seriøs, for kunst redder yderst sjældent liv eller skaber verdensfred. Hun understreget at skriveri både skal være det vigtigste i dit liv, men også det du skal tage mindst seriøst. Og alle disse ting skriver hun for at gøre det tydeligt at vi tager det at skrive langt værre end det behøver at værre.

Dybest set synes jeg alle vil kunne få noget ud af den her bog også selvom de ikke leder efter et kreativt liv. Den sætter bare så god fokus på livskvalitet og hvad det egentlig er vi lever for, at jeg tænker det kunne vi alle godt bruge at blive mindet om lige præcis det engang imellem. Du ved mellem de travle super vigtige hverdagsting som at huske at vaske tøj. Men bogen er især god til hvis du skriver, for det er også det hun har hovedfokus på. Skriveriet. Og det er uden tvivl en af de bedste skrivebøger jeg har læst. Og ligenu kan jeg ikke finde noget dårligt ved den overhovedet. Jeg føler nærmere det er for dårligt at jeg ikke har læst 'Spis, bed, elsk'.

Skrivetip: At skrive med flere hovedpersoner

Det her er ikke så meget et skrivetip som det er refleksion over forskellen på at skrive med en hovedperson eller flere. Det er blevet lidt moderne at skrive med flere hovedpersoner - men er det ikke lidt en kunstart? For jeg synes ofte at det dræber flowet fuldstændig. Og hvis jeg skal være helt ærlig så fortrækker jeg faktisk en hovedperson - en rigtig spændende hovedperson som jeg godt kan lide at følge. Men hov, hvad nu hvis jeg ikke bryder mig om den her hovedperson? Hvad nu hvis der havde været flere og en af dem var en person jeg rigtig gerne ville følge? Jamen så bliver jeg måske alligevel ved med at læse bogen, og har forfatteren så ikke vundet noget i sidste ende? Flere læsere. Flere glade/tilfredse læsere?

En forfatter der gør det fantastisk er Nicole Boyle Rødtnes - især med hensyn til flowet. Måske fordi hun stopper hvert kapitel med en clifhanger - og samtidig laver kapitlerne så korte, så man ikke kan nå at blive alt for irriterende over at man ikke kan få clifhanger-svaret lige med det samme. Desuden får man jo nu clifhanger svaret fra det forgående kapitel. Og så er det jo bare smart med synsvinkler fra både en dreng og en pige, fordi at man så måske nemmere får både drenge og piger med på at læse bogen.

Jeg er personlig lidt i syv sind omkring hvad jeg selv bør gøre. Men jeg elsker ideen om at man kan se forskellige synsvinkler i en bog. Diversitet. Men nogle gange er det også bare vildt irriterende. Jeg synes det var træls at vi pludselig skulle have Jacobs synsvinkel i Twilight - det var i hvert fald min første reaktion, men efter end læsning var jeg faktisk glad for at have været inde i Jacobs hoved for en stund. Det giver en ekstra dimension på en eller anden måde.

Men kan det ikke også være træls at være kommet godt ind på livet af en karakter - for så bagefter at opleve at karakteren går tilbage og bliver statist igen? En mere interessant statist ja, men stadig en statist.






George R.R. Martin har mange forskellige personer i hans og han introducerer hele tiden nye i hans bøger. Personligt synes jeg faktisk det er ret frustrerende når vi begynder at nå længere i en serie. Jeg vil gerne følge de personer jeg har lært at kende, jeg er indgroet i dem og har faktisk ikke lyst til at lærer så mange nye at kende. Men det er selvfølgelig nødvendig når man som George R.R. Marin slår dem alle ihjel.

Jeg skriver selv med flere hovedpersoner i de bøger jeg har skrevet indtil videre. I den første historie skrev jeg med tre personer. I den jeg er ved at redigerer nu har jeg intet mindre end fem 'personer'. Personer er ikke et så godt ord til den bog jeg sidder med nu. Lad os sige fem synsvinkler så. Jeg ved helt ærligt ikke hvorfor det blev fem - det skete ligesom bare af sig selv. Jeg har lært at jeg skal følge det jeg gør instinktivt - for jeg har tidligere tænkt alt for meget over alle mine valg, og det er virkelig en dum ide - men det åbner ligesom om for et helt nyt blogindlæg - så måske mere om det en anden gang.

Min konklusion må være at du skal læse, læse, læse og finde ud af hvad du som læser selv bedst kan lide og så stole på din historie - hvad den fortæller dig. Din intuition. Der er intet rigtig eller forkert. Der er eksempler på gode og dårlige måder at gøre de forskellige ting på. Find din måde.

Skrivetip: At skabe billeder i læserens bevidsthed

En roman er mange ting de er tanker, plot, stil, tone, karakterer - men det der i høj grad gør alt det levende for læseren er med hvor stor succes forfatteren har haft indflydelse over læserens fantasi. For er det ikke der gør at bøgerne bliver levende? I vores forestillingsevne? I vores hjerner - og hjerter ikke mindst.

Her spiller sanser i høj grad ind. Vi kan bruge sanser til at få vores læsere til at føle, smage, dufte – i hvert fald i deres tanker og hvad de kan huske – f.eks. kan læseren måske huske duften af roser og vil genkalde den duft - eller det de kan huske af den - hvis du som forfatter formår at beskrive det sanseligt.

Det handler ofte også om at beskrive det mere end bare f.eks. at skrive ’et gammelt spøgelsesagtigt hus’. Spørg dig selv: hvordan er det gammelt? Hvordan er det spøgelsesagtigt? Har det stået tomt længe? Ser det faldefærdigt ud? Hænger den gamle træ postkassen i en sørgelig positur? Ser diset ud til at lægge sig om huset som en slange der vogter det? Når du får sat ord på, kan du strege ’et gammelt spøgelsesagtigt hus’ ud fra romanen. For nu er du nemlig i gang med show don’t tell og har ikke længere brug for at skrive gammelt, når du har beskrevet hvor faldefærdigt det ser ud. Du har heller ikke behov for at kalde det spøgelsesagtigt hvis du f.eks. har beskrevet at hovedpersonen følte at han i løbet af et øjeblik ville få sin bedstemor at se igen. Osv. Osv.

Hvis du har svært ved at beskrive – så er det højest sandsynligt fordi du ikke selv kan se det for dig eller mærke det. Så ofte så skal der faktisk mere til end bare at sidde og skrive på sit tastatur. Der er jeg lidt i skriveprocessen ligenu. Jeg er ude og lede, efter musik, efter billeder – efter en følelse. Det kan være at jeg går ud i det grå vejr for at mærke den grå tilstand som jeg så kan videreføre i bogen når jeg kommer ind igen. I en helt bestemt udvalgt scene.

Balancen er så ikke at fortælle alt for mange detaljer, selvom det står knivskarpt og tydeligt for dig, for der skal være plads til at læserne kan begynde at forstille sig det selv. De skal altså have lidt info til at sætte deres egne forestillingsevner i gang. Så de selv udfylder en del af billedet og derved bliver til en del af romanen. Det er heller ikke helt ligegyldigt hvilke detaljer der er bedst at bruge. Vælg de der for dig er mest tydelige, mest rammende for den stemning du vil sætte og lad læserne om de små detaljer.

Ofte vil en forfatter give meget sparsom info omkring hovedpersonen af samme årsag – nemlig så at læseren kan sætte sine egne karaktertræk ind i hovedpersonen og derved gøre historien mere levende for sig selv.

En anden ting du skal tænke på er dialoger. Dialoger bliver mere levende hvis du kan vise personernes følelser frem for at fortælle dem. Jeg har hørt et eller andet sted at det var en god ide at tænke på dialoger som et skelet – forstået på den måde at hver dialog påvirker et eller andet på personens krop. Hæver personen øjenbrynet? (forundret/lettere overrasket). Vores kropssprog afslører i høj grad hvad vi føler. Og hvordan vi reagerer på hvad der bliver sagt. Brug det så godt du kan i dine dialoger – efter min mening er det her bedre igen at show frem for at tell. Så i stedet for at bruge ’hvæsede han’, så vis det: ’sagde han, så hun følte hans fråde havde indtaget hendes ansigt’.

Husk – det her skal du ikke tænke alt for meget over i første kladde, for ellers får du den aldrig skrevet. Hvis du kan gøre det og samtidig holde styr på plot osv. så FANTASTISK. Men hvis du er ligesom mig, så glem det for en stund og tag det op når du skal i gang med at redigere. Faktisk finder jeg det meget fornøjeligt ligenu, at jeg genopdager historien på en eller anden måde via et tredje øje. Det gør redigeringsprocessen ret sjov faktisk. Jeg elsker at gøre min historie mere levende.