søndag den 22. oktober 2017
Skrivetip: Hvad kan du bruge bogforum og nanowrimo til?
Bogforum
Bogforum er bøgernes fest. Og hvis du tænker på at udgive eller sende dit manuscript ind til et forlag, så er bogforum et helt fantastisk sted til at se alle forlagene an. Jeg kan ikke anbefale nok at man tager ind og ser på forlagene, tager en snak med dem, finder ud af hvad de ellers har udgivet som du kan lide og ja, generelt finde ud af hvad de står for. For selvom du måske ikke lige tænker så langt der hvor du er nu, så er det rent faktisk - måske - dine fremtidige samarbejdspartnere du står og kigger på. Har du samme vision som forlaget? Ikke? Har det så den store betydning? Udgiver de litteratur som du kan lide? Som du vil være stolt af at være i stald hos? Vil du være den store fisk i en lille dam (læs forlag) eller en lille fisk i en stor dam? Hvad trives du med?
Det er den ene ting. Den anden er selvfølgelig at lade sig inspirere af andre forfattere ved at høre om deres arbejde med deres bøger. Det kan give et enormt boost at komme hen og høre, for så vil man ofte opdage at man ikke er alene om et hårdt arbejde. De her folk har gennemgået det samme og de er kommet igennem det - og så kan du også. Forstil dig hvor fedt det vil være at have din bog med næste år, eller måske året efter igen (ja, bøger tager langt tid om at blive produceret, selv efter du har skrevet dem). Den form for visualisering kan være enormt motiverende.
Den sidste ting jeg lige vil nævne er at Skriveværkstedet har en stand og her kan du faktisk få hjælp til din historie. De har mange forskellige inspirerende oplæg om det at skrive, men du kan også helt konkret få vurderet din tekst hos dem. På bogforum. Jeg vil anbefale at du tager fat i Heidi Korsgaard - hvis du kan komme til det - hun er nemlig super dygtig. Hvis ikke du har held til det, så holder hun også interessante oplæg på standen.
Så mit råd til dig: hvis du vil være forfatter - så vær der hvor bøgerne er. Få dig en snak med andre der deler din passion. Ånd ind gennem næsen og mærk elektriciteten der lever imellem mennesker og bøgerne. Og det bedste sted til at gøre det er uden tvivl bogforum. Ses vi?
Nanowrimo
Nanowrimo tager jeg også med i dette indlæg, nok mest fordi jeg har skrevet om det så mange gange tidligere. Hvis du ikke ved hvad Nanowrimo er, så handler det kort sagt om at skrive 50.000 ord - altså en 'lille' romans størrelse på en måned. November måned. Hvis du vil vide hvad jeg har skrevet tidligere, så søg eventuelt Nanowrimo i søgefeltet her til højre og så skal der nok dukke en masse op.
Men jeg synes alligevel Nanowrimo igen er værd at nævne. Det Nanowrimo er god til er at få dig til at fokuserer på rent faktisk at skrive nogle ord. At få ord ned på papir, og hvis du gerne vil være forfatter, jamen så er det der du skal starte.
Jeg har selv fuldført Nanowrimo to gange. Begge gange har jeg skrevet første kladde på to forskellige bøger. Ja, de kræver stadig masser af arbejde bagefter, men man har brug for noget tekst at arbejde med. Og der er Nanowrimo god fordi du sammen med resten af verden ikke er alene om at fokusere på at producere noget tekst. Du kan sågar finde online og danske grupper til at motivere dig.
Jeg deltager ikke selv i år, men det er fordi jeg vil arbejde med det tekst jeg har i stedet. Men det håber jeg så også at få tid til i november, hvor arbejdet har fundet et mere naturligt leje igen.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
©
Skrivepulten | All rights reserved.
Ingen kommentarer
Send en kommentar