Det er vigtigt at du husker hvorfor du skriver og hvem du skriver til. Især hvis du er perfektionist som mig. Jeg tror nogen gange at jeg skal kunne det hele, men sagen er den, at det behøver jeg ikke. Faktisk har jeg læst, og tror på, at perfektionisme er direkte modarbejdende for din historie og dig selv.
Et citat fra Elizabeth Gilberts 'Big Magic':
Jeg mener, at perfektionisme bare er en eksklusiv, haute couture-version af frygt. Jeg mener, at perfektionisme bare er frygt i smarte sko og minkpels, der giver sig ud for at være elegant, mens den i virkeligheden bare er hunderad.
Da jeg læste det, der var der bare mange ting der gav mening for mig. For jo at være grundig er en god ting, men jeg har faktisk kun oplevet at perfektionisme har gjort mig til en krøbling. For det perfekte kan ikke opnås. Det SKAL ikke opnås. For hvem er det lige du skriver til?
Noget andet Gilbert skrev omkring perfektionisme var at det ofte ødelagde den gode historie - for det er ikke perfektionisme læseren søger.
Det fik mig til at fokuserer bedre på min målgruppe og hvilken forfatter jeg gerne vil være. Jeg vil ikke være en perfekt forfatter, for helt ærligt, det kan jeg jo umuligt være. Jeg kan aldrig blive Jane Austen eller Hilary Mantel, og det vil jeg da heller ikke for alvor tro på at jeg nogensinde kunne blive. Jeg er mig, og det skal jeg huske. Det skal du huske.
En god øvelse er at sætte sig ned og skrive svaret til spørgsmålet, hvilken forfatter vil du gerne være? Hvad er vigtigst for dig? Er det sproget, er det historien? Er det troværdige karakterer?
Jeg tror det er super vigtigt at have et fokus, for ja, jeg vil gerne være dygtig til det hele, men det kan jeg ikke være. Jeg bliver nødt til at starte et sted. F.eks. bloggen her, så meget, meget, meget anderledes ud da jeg startede den. Og den er da heller ikke perfekt nu. Så hvad er lige forskellen? Hvorfor er det i orden for mig at ting ikke er perfekte fra starten af på alle andre områder, hvorfor er det så vigtig at det skal være det med den bog jeg skriver?
Ja, det føles som om at man indgår en pagt med den ide man har om at man skal gøre sit ypperste for det er det man synes at historien er værd. Den er det bedste værd. Men her skal vi være ærlige at sige, at hvis historien har valgt os, jamen så må vi løse opgaven efter vores bedste evne og ikke fantaserer og tro at vi kan alt til perfektion, hvis bare vi lægger nok energi i at gå og surmule og stresse over historien. Ja, det bliver den jo ikke skrevet af vel!? Og de krampagtige ting vi kommer ud med, lyder jo heller ikke godt, vel!? Det er en stor ond cirkel. Bryd den. Fokusér på en ting af gangen, og ja selvom du ved historien kunne være bedre, så er det måske en god ide at slippe den før tid. For din og historiens skyld. En chance er mere værd end et ulæst manus i skuffen.
Ingen kommentarer
Send en kommentar