Man gør det rigtig meget i Amerika - det der med at putte citater på bogomslag, som er udtalt af andre forfattere. Vi gør det ikke rigtig her hjemme så meget endnu - i hvert fald ikke på danske udgivelser. (Oversættelser er dem der oftest har citater af andre forfattere) Jeg ved ikke helt hvad grunden er, måske er det sådan noget jantelovs noget, eller også er det bare fordi dansk litteratur måske er lidt for fint til det. Eller en hel tredje grund.
Men uanset hvad så synes jeg helt sikkert der er nogle der er mere troværdige end andre. F.eks. har jeg en bog af Susan Dennard, hvor Sarah J. Maas har citeret på både forside og bagside. Blandt andet skriver hun: "An instant new classic … a fierce and vibrant world .. osv. osv. Den får i hvert fald masser af rosende ord med på vejen. MEN hvis man graver bare lidt (eller i mit tilfælde vidste det i forvejen) så kan man hurtigt finde ud af at Susan Dennard og Sarah J. Maas er utrolig gode venner. Så selvfølgelig støtter Maas sin veninde. Hvilket leder mig hen til spørgsmålet: Hvor troværdig er det citat så?
Generelt så tror jeg de fleste forfattere støtter hinanden, både herhjemme og i udlandet, også selvom de er konkurrencer. Der er bare en eller anden underliggende forståelse af, at nå ja, du har også været igennem skrivehelvede og det giver en eller anden form for instant fællesskab.
Med den overbevisning, få føles citater givet af andre forfattere dybt overflødige og måske ligefrem misvisende. Men jeg kan godt se at det kan være en svær ting, først at få andre til at læse en anden forfatters bog og derefter så få et rosende nok citat til at sætte på. Men det vil helt sikkert have langt større effekt hvis det havde været en avisanmelder eller bogblogger - altså en man med udgangspunkt må regne for at have kritiske briller på.
Men igen jeg har nogle forfattere som jeg stoler mere på end andre og i videoen viser jeg tre eksempler på bøger som jeg er faldet for netop pga. citatet på omslaget.
Jeg vil vildt gerne høre jeres mening? Hvad tænker I om det med citater? Hvis du er forfatter, kunne du overveje at gøre det selv? Hvis du er læser, ser du så også på de citater med kritiske øjne eller ligger du overhovedet mærke til dem?
Ingen kommentarer
Send en kommentar