Det slog mig da jeg skrev indlægget om at tro på sig selv og sin historie, at jeg ikke tidligere har skrevet om den indre kritiker. Den indre kritiker kan kendes på den stemme, som taler negativt til dig. Den der stille spørgsmål til dig om dit værd. Om du kan skrive eller ej. Om du nu også er god nok. Den indre kritiker er på spil i alle ting i dit liv. Det er den der siger: du ser tyk ud i de bukser. Det er den der siger, ja, gæsterne synes helt sikkert at maden er for salt. Men hvad ved din indre kritiker egentligt om hvad andre tænker? Yes, du har gættet det: nul. Den aner som regel ikke hvad den snakker om, men den er ret god til at være en kritiker.
Så ja, den indre kritiker er lort! Men den kan faktisk bruges aktivt, hvis man forstår at omdigerér dens opmærksomhed fra dig personligt og hen til din historie. Og husk at den indre kritiker ikke altid har ret, faktisk langt fra, men den kan hjælpe dig i redigeringsprocessen. Og den skal totalt overhøres i skriveprocessen. Men der er lige den detalje at jo mere den ignorers jo højere taler den, tilsyneladende. Så det man skal gøre er at høre, men ikke lytte. Altså man skal ikke lade kritikeren bestemme. Man skal simpelthen forsøge at bruge sin sunde fornuft i samråd.
Ligesom når man står og prøver et par bukser. Spørg en ekspedient om hun også synes du ser fed ud i bukserne? Hun siger, at nej selvfølgelig gør du ikke det. Ja, siger den indre kritiker, men man skal ikke spørge ekspedienten - fordi hun vil højst sandsynlig bare sælge noget, så er hun ligeglad med hvordan du ser ud. Så når du søger hjælp udefra til at læse de indre problemer, så skyder den indre kritiker det bare ned igen og igen. Jaja, din bedste veninde siger at din historie er god, jamen det skal hun jo sige. Så den eneste måde du kan lukke munden på den indre kritiker, er... ja.. at argumentere mod dig selv. Yes. Det er derfor de siger at det er i orden at en forfatter har stemmer i hovedet. ;0) Du skal med sund fornuft fortælle din indre kritiker, at ja, det kan godt være at din veninde måske siger at historien er god, men du kender din veninde godt nok til at hun måske ikke vil sige det så begejstret hvis hun virkelig ikke mente det.
For ja, vi tror som regel ikke på det når vi får det positive at vide. Vi skal have det skåret ud i pap og der tror vi måske stadig ikke på det. Vi tror først på det når vi ser det. Og der tror vi måske nok ikke engang på det, og ja, det er fordi vi har en ret så veludviklet indre kritiker. Men helt ærligt så tror jeg faktisk ikke man kan være forfatter uden at have en veludviklet kritiker. For den fungerer som et filter. Hvis man bare tror man kan blive forfatter uden at kæmpe for det, ja så er chancerne nærmest nul. Jeg har i hvert fald set et par selvudgivelser, eller to, som bærer præg af netop det. Selvudgivelse kan være økonomisk smart, men samtidig er det også lidt for nemt, og ukritisk. Jeg tror det er en god ide at have et par ekstra øjne på om bogen rent faktisk kan sælges eller ej.
Se på din historie og se på dig selv. Din bogs helt gennemgår farer og modstandere for at nå sit mål. Det er præcis det du gør. Og måske der er noget om at når du selv gennemgår det, så er du bedre til at formidle det til læsere så det er troværdigt? I don't know, men jeg tror lidt på det. Jeg tror på at den indre kritiker skal være der, men at den skal bekæmpes og kun tages med på råd når det drejer sig om historien og ikke mig selv som forfatter.
Så mit råd til dig: lokaliser din indre kritiker og se den for hvad den er. En modstander, der kan bekæmpes. Men måske også en allieret?
Ingen kommentarer
Send en kommentar