En Flænge i Himlen anmeldelse

En Flænge i Himlen

Forfatter: John Green
Originaltitel: The Fault in Our Stars
Originalsprog: Engelsk
Målgruppe: YA +
Genre: Contemporary
Udgiver: Politikens Forlag


Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplaret

Se også Politikens facebookside for ungdomsbøger

En flænge i himlen er årets største overraskelse i amerikansk ungdomslitteratur. Tæt på genial blev John Greens bog kaldt af Time Magazine, og bogkøberne er enige. Siden bogen udkom i januar 2012, er den trykt i over 300.000 eksemplarer og i syv uger toppede den bestsellerlisten i New York Times. Og dét selv om bogen handler om noget så alvorligt som kræft. Hazel har i fire år levet med en alvorlig kræftdiagnose og er ofte ved at miste modet. Men så møder hun den ligeledes kræftsyge Augustus og bliver forelsket for første gang i sit liv. Pludselig ser hun på både sygdom, liv og død på en helt ny måde. En flænge i himlen er en både rå, rørende og livsforelsket roman om udødelighed og alt det største og smukkeste i livet. Kåret til Året bog 2012 af Time Magazine!   


Som nogen af jer måske har læst her på bloggen, så blev en flænge i himlen meget personlig for mig. Så personlig at jeg vidste at jeg ikke vil kunne anmelde den, ud fra en normal læseres synspunkt. Jeg græder ikke de samme steder som mange andre. Jeg græder fordi Hazel oplever en kærlighed min søster aldrig gjorde. Jeg græder fordi Hazel har en mere harmonisk familie end min var dengang. Jeg græder fordi min søster var født med den største livsglæde, og det største kreativ talent der gjorde det burde forbydes at dø ung. Så mange ting i bogen har fået en hel anden betydning for mig, end den læser der ikke har haft kræften tæt på sig. Det er vigtig for mig at give bogen en fair anmeldelse, så hav i mente at bogen for mig har været alt for personlig, fordi jeg har mistet flere fantastiske mennesker til kræft.

Jeg har altid været modstander af bøger som bare vælger et eller andet hårdt emne og så tror at de bare kan skrive lidt om det, og så sidder vi alle og tudbrøler. For mig betyder det alt, at forfatterne ved hvad de snakker om. I hvert fald hvis en historie har det som hovedemnet. Det kunne være emner som kræft, selvmord, voldtægt, incest mv.

En Flænge i Himlen handler nemlig om kræft. Faktisk ikke på en sådan måde at bogen handler om den. Faktisk så handler bogen ikke om kræften i sig selv. Den handler om Hazel og Gus der har eller har haft kræft. Det handler om kærlighed. Det handler om vished og uvished.

Bogen har fået utrolig gode anmeldelser. Den er nok også den mest omtalte bog i 2012. Og med rette. For bogen/forfatteren ved hvad han snakker om. Det gør han virkelig. Hvilket jeg er ham evigt taknemmelig for. I hvert fald når det kommer til, at være tilskuer til kræften.

Den har utrolig mange vigtige budskaber i den her bog. Nogle af dem er bl.a. at det er vigtigt at vi ikke ser anderledes på mennesker bare fordi de har kræft. Eller budskabet om at passe på ikke at lade din sygdom blive dig og hvem du er som person. Og ikke mindst også budskabet omkring kærlighed, at man ikke kan stoppe det man føler.

Jeg havde troede at bogen sluttede stærkere må jeg nok indrømme. For mig er det vigtigt at der er noget der opvejer alt det ulykkelige. Jeg synes det stærkeste budskab af alle er, at selvom nogle som er meget nær dig dør, så er der stadig noget at leve for. Man kommer stadig ud med noget godt, fordi man har mødt eller elsket personen. Jeg har virkelig behov for den der positive slutning. Selvom kræft på ingen måde er positivt. Jeg har ligesom behov for at se noget lys for enden af den mørke ubehagelige endeløse tunnel. Slutningen ender dog på en positiv note, jeg synes nok bare det var for lidt.

John Greens sprog er simpelthen fantastisk, jeg er vild med den humor bogen har. Den giver bogen liv og håb og glæde. Sproget giver kræften rigtig stor kontrast. Som en form for modstand mod kræften eller oprør. Hvilket på den anden side også bare gør den mere sørgelig.

Faktisk så synes jeg bogen er helt fantastisk. Men samtidig så ved jeg at jeg aldrig vil læse den igen. Jeg har hadet den. Jeg har tolereret den. Men samtidig har den rørt mig helt derinde i min kerne hvor der kun er mig. Kun mig og ingen anden. Hold op som jeg har stortudet over den her bog. Frygtelig simpelthen. Jeg er meget splittet. For på en måde har den givet mig et eller andet, som jeg ikke kan sætte finger på, og jeg er altid af den holdning at bøger der "giver" os noget - Om det er et stykke af os selv. Et stykke mod. Et stykke kærlighed - så mener jeg at den burde få fuld rating. Men omvendt så ville jeg jo nok aldrig læse den igen. Hmm... jeg er virkelig i problemer med den her bog. Vil jeg anbefale den til andre? Ja det vil jeg. John Green har lavet et mesterværk det er helt sikkert. Så det er grunden til min høje rating, selvom det i virkeligheden ikke er bogen for mig. Men hvem ved hvad jeg mener om et par år, efter historien har "sat" sig. Rent objektivt så er det virkelig en fantastisk bog.

Bogen kommer som film til næste år under den amerikanske titel The Fault in Our Stars. Jeg ved ikke om jeg vil se den. Jeg tror det ikke. Det må tiden vise.