Højt at svæve ...

At skrive historier er virkelig som at være på en rutsjebanetur. Det er frygtelig skræmmende, og det meste af tiden har man bare lyst til at kaste op. Men der er ganske få øjeblikke hvor man føler at man svæver.

Sådan har jeg faktisk haft det i dag, efter at have været på flere kilometers loop.

Jeg har haft det lidt svært ved starten på min historie, og ved generelt at introducerer læserne ind i min historie. Jeg havde flere modsigende elementer, og jeg havde svært ved at få puslespillet til at gå op. I bund og grund handlede det bare mest om at få min hovedpersons baggrund til at passe til hvordan vi ser hovedpersonen når vi første gang møder hende. Samtidig skulle hendes baggrund være motivations faktor for nogle af de handlinger hun gør senere i bogen, så der var rigtig mange ting der skulle gå op i en højere enhed.

Jeg har faktisk skrevet på den her historie i et par år nu snart, og det er vildt så langt tid det er taget mig at komme frem til den her løsning. Nu virker den som det mest logiske i hele verden. Så jeg kan godt forstå at det kan tage mange år at skrive en bog, især når man skal gøre det så besværligt for sig selv.

Gør jeg det for besværligt for mig selv? Helt sikkert. Det skriveprojekt jeg er i gang med nu, er voldsomt stort. Der er så mange niveauer og lag at jeg har utrolig svært ved at selv at finde ud af det. Men det kan ikke være anderledes. Det er sådan min historie skal være. Jeg vil ikke lave den mere enkel, for så mister den det jeg elsker den for.

Så min ide med at skrive på flere ting samtidig, fungerer faktisk helt fantastisk. Jeg har mit meget seriøse uoverskuelige projekt, og så har jeg mit hygge projekt som er så dejlig enkelt - og jeg sørger for at holde det så enkelt som jeg kan. Jeg har en tildens til bare at fylde på hele tiden, så når jeg får lyst til det så finder jeg mit uoverskuelige projekt frem igen.

Jeg havde aldrig troet at jeg ville kunne hoppe frem og tilbage mellem to historier. To historier i hovedet skulle man tro gav mindre plads til den enkelte historie. Men faktisk ikke. For mig fungerer det ligesom når jeg læser fire bøger samtidig. Jeg kan faktisk bedre rumme de historier jeg skriver, fordi de virker til at være en del af mig, på en måde som bøger kun sjældent bliver.

Hvilket også er noget af det mest magiske ved at skrive selv.

Nå, det var bare lige en lille skriveopdatering for mig, der sidder og vinker fra toppen af rutsjebanen, og nyder øjeblikket, for lige om lidt traditiontro nedad igen.

Jeg håber i nyder jeres rutsjebane tur, derude i skriveland?