mandag den 26. januar 2015

FAQ







Jeg har længe gået med et ønske om at opdatere min 'om mig' side, og skrive de ting ned som dem der møder min blog kunne tænke sig at vide. Det værende både læsere, forlag og hvem der ellers kigger forbi. Derfor har jeg tænkt mig at lave en løbende FAQ blogpost, som jeg så samler under en fane til sidst. For jeg tror ikke selv på at jeg får det gjort, hvis ikke jeg gør det løbende. I samme forbindelse, kunne det også være oplagt at høre jer, om I har nogle spørgsmål som I kunne tænke jer at jeg svarede på? Man kan i mit kommentarfelt spørge mig som anonym, så det skal I være meget velkomne til hvis I har nogle 'svære' spørgsmål. I skal i hvert fald bare spørge løs, hvis I har lyst til det.

Her kommer først de sådan helt almindelige spørgsmål.



Hvem er du?

Det stereotype svar: En katteelskende, tedrikkende brille-bogorm.

Det ærlige svar: En ret fjollet, forfængelig person, med alt for mange bogstakke og alt for lidt tid. En passioneret læser og historiefortæller, der elsker at fylde sin hverdag med bøger i alle afskygninger.

Mit navn er Karin, jeg er født i 83. Hvilket også gør mig til en af bogbloggerverdenens ældste. Jeg har læst og skrevet bøger siden jeg kunne læse og skrive, og jeg nyder det. Det er så stor en del af mig, at jeg ikke vil ane hvad jeg var uden.

Jeg er uddannet mediegrafiker og har i mange år arbejdet som projektleder på magasinet Ridehesten - Indtil jeg fik arbejde hos Turbine Forlaget som fast grafiker til opsætning af deres bøger. Jeg har tilmed vurderet manuskripter for dem - et arbejde der ligger lige så tæt ved mit hjerte som det grafiske. Imellem Turbine og Ridehesten har jeg arbejdet som grafiker for Forlaget EgoLibris, Forlaget Ulven og Uglen, Foreningen for Håbefulde unge forfattere (HUF) (dog ulønnet støtte arbejde med opsætning af deres magasin og andre grafiske opgaver) og Forlaget Hexameter. Så hvis du sidder med en bog i hånden fra en af disse forlag eller fra Turbine, så kan det være mit navn står i kolofonen. Desuden er jeg redaktør på Felis Danica Kattemagasinet som udkommer 4 gange årligt.

I min fritid læser jeg og ser serier og film. Jeg har bloggen, og så elsker jeg nye spændende projekter, så jeg keder mig aldrig.





Hvad betyder bøger for dig?

Bøger er min flugtrute. Bøger er min løn. Bøger er mit fjernsyn. Bøger er mine samtale emner. Bøger er altid at finde i min hverdag. Bøger er en måde hvorpå jeg kan mætte lidt af min videnbegærlige hjerne. Bøger er en måde hvorpå jeg kan få mine tanker til at samle sig om en enkelt ting. De dage hvor jeg føler jeg er mest i balance er de dage hvor jeg får skrevet noget på min egen bog. Så ja, bøger er som sagt en ret stor del af mit liv,





Hvorfor hedder bloggen Skrivepulten? Og hvordan startede bloggen?

Skrivepulten navnet valgte jeg fordi, det er lige der ved skrivepulten/skrivebordet at historierne bliver til. Det er der magien opstår. Det er der det hele starter. Det er her fantastiske bøger bliver skabt. Skrivepulten samler for mig den røde tråd jeg gerne vil have bloggen skal have. Nemlig: Den gode historie, uanset om det handler om at være læser eller skriver/forfatter.

Mit mål med bloggen var helt oprindeligt at holde mig selv i gang med at skrive hver dag, så min forfatterdrøm ikke ville virke så fjern. Bloggen blev egentlig til sådan ret pludseligt. Jeg havde ikke læst så mange blogs før jeg startede - Jeg synes bare hele konceptet med en blog var super fedt, og så gik jeg ellers i gang med at følge en masse blogs og starte min egen op på samme tid. Så da jeg startede bloggen i 2011 så den noget anderledes ud end den gør i dag.

Jeg er stolt af hvor bloggen er i dag. Jeg elsker alle mine læsere. Tak fordi I gør det her muligt for mig. Tak fordi I gider at læse mine ord og mine tanker, der nogle gange kan virke lidt forhastede eller kaotiske, men sådan fungerer jeg nok bare i bund og grund.

For bloggen holder jeg fast i er mit fristed. Det er stedet hvor jeg har det sjovt. Det er stedet der skal udvikle sig efter hvad jeg synes er sjovt og ikke hvad jeg finder som hårdt arbejde - Eller bare en strejf af noget der ligner arbejde. For så ved jeg at jeg går død i det. Tro mig jeg har prøvet det mange gange når jeg har skullet skrive på mine historier. Selvom jeg knuselsker smuk grafik, og flere gange bander over mit blog-design, så er der bare noget rart i at jeg ikke er 'forpligtet' til at gøre mit bedste ved min blog. Jeg er nemlig skrækkelig perfektionist, og bloggen har været sund for mig at have, fordi jeg har haft brug for at have et sted hvor jeg ikke føler jeg skal være perfekt!





Får du noget for at drive bloggen?

Nej, bloggen er et sted, et eventyrligt sted, hvor jeg får delt min passion. Jeg har fået tilbud om at lave sponserede indlæg mod gavekort eller lignende, men jeg har indtil videre sagt pænt nej tak, fordi der ikke har været noget der på nogen måde ville have givet mening for mig selv og bloggen. Og det skal være noget hvor jeg stadig kan føle at bloggen er et fristed.

Selvfølgelig vil jeg ønske jeg kunne leve af at drive min blog. Jeg har så mange fede ideer jeg kunne tænke mig at tage hul på, men de kræver bare mere tid end jeg i øjeblikket har i min fritid. Men jeg ville ikke primært kun have lyst til at leve af min blog, jeg ville også gerne bruge tiden på at skrive, og opsætte bøger. Eller på anden måde arbejde med bøger.





Du har nogle gange film med i din blog, men det er da ikke bøger? Du er da en bogblog ikke?

Jo, jeg bliver nok kaldt en bogblog, men i virkeligheden ville jeg ønske at det hed: den-gode-historie blog. For mig er film bare et andet medie til at vise de gode historie, og derfor synes jeg ikke at jeg går uden for mit område ved at skrive om film. Man kan også argumentere for at film også er litteratur, for der skal da ligge et manus før der bliver en film. Som hovedregel i hvert fald. Det er lidt en gråzone at skære filmene helt fra, for skal man så lade være med at læse og anmelde Shakespeare f.eks.? (Ikke at jeg har gjort det endnu)

Dermed sagt så forsøger jeg primært kun at tage film og serier med på bloggen, som er filmatiseringer af bøger der eksistere i forvejen. På den måde tror jeg at jeg rammer flere af mine læsere.
SHARE:

Ingen kommentarer

Send en kommentar

© Skrivepulten | All rights reserved.
Blogger Template Created by pipdig