mandag den 16. februar 2015

Hvorfor læser vi kærlighedshistorier?

 

  

Jeg har svært ved at genkende det der med at man læser kærlighedsromaner, for at udfylde et eller andet som man ikke får hjemme. Så at sige. Eller følge dem der skriver at gid min mand var som Mr. Darcy osv. Måske er jeg bare enormt heldig, men jeg har det bare slet ikke sådan. Min mand er min drømmefyr. Og bog-drømmefyrene er bare fiktion.

Jeg kan da sagtens se det. Når man læser så lever man sig ind i handlingen og personerne. Og det gør jeg også, men det er ikke for at opleve noget jeg mangler. Måske vil jeg have det sådan hvis jeg ikke havde min drømmefyr hos mig hver dag. Det tror jeg bare ikke, for jeg læser kærlighedshistorier lige så meget nu, som da jeg var single. Og jeg vil ikke ligefrem påstå at det for mig har ændret noget, i forhold til kærlighedsbehov.





 



Måske ligger der ikke så meget i de standard svar folk giver. For måske har de det i bund og grund ligesom mig - svært ved at pinpointe hvad det er jeg elsker ved kærlighedsromaner. Jeg synes bare kærlighed er fantastisk. Jeg elsker kærlighed. Jeg er den type der snakker godt for at mine single veninder, bare skal prøve at springe ud i et eller andet forhold med en fyr. - Det er altså ikke fordi jeg ikke mener at de ikke godt kan være selvstændige, eller finde ud af at være alene. Sådan er det slet ikke. Jeg mener nu altså de skal være selvstændige og i et forhold. :0) Selvfølgelig ikke for enhver pris. Men jeg vil bare så gerne have at de har det godt, og jeg har aldrig haft det så godt som jeg har det med min mand. Min mand kan jeg være 100% mig selv overfor, og jeg føler endda jeg kan være mere mig selv med ham end hvis jeg var alene. Jeg har det bedre når han er i nærheden. Han gør at jeg gerne vil være et bedre menneske. Og det er noget af det jeg synes er så smukt ved kærlighed.

Kærlighed er bare noget af det smukkeste ved det at leve og jeg vil rigtig gerne at alle oplever det. Jeg synes det er så interessant at se og opleve kærligheden mellem to mennesker - derfor elsker jeg nok at læse så meget om det. Jeg elsker at opleve og genopleve, hvordan to mennesker mødes og bliver forelsket.

Måske elsker man kærlighedshistorier mere hvis man kender følelserne fra sig selv? Måske kan man bedre relaterer til historierne. Det vil vel egentlig give meget god mening, at når man først har oplevet så store følelser, at man gerne vil opleve en snert af dem igen og igen? For måske at fastholde følelserne lidt længere?





Hmm.. jeg tror aldrig jeg bliver helt klog på hvad det er. Jeg ved bare at jeg ikke læser kærlighedshistorier, fordi jeg sukker efter en fyr som Mr. Darcy og bare må gå og nøjes med min mand. Når jeg læser Stolthed og Fordom, kan jeg som Elizabeth føle følelserne til Mr. Darcy, og jeg kan omvendt også føle Mr. Darcys følelser og intensiteten imellem dem. På den måde får historien sit helt eget liv, og bogen har derfor direkte adgang ind i mit hjerte. Derfra bliver jeg så både bevæget, vred og glad og masser af andre følelser hele vejen igennem bogen. Præcis hvis det var lige som mig selv. Men ligefrem at sammenligne eller ville kopiere bogens liv over på mit eget, det giver ikke mening for mig. Den bedste sammenlignende jeg kan komme frem til er, at jeg føler jeg er en skuespiller. For en kort stund påtager mig en rolle, jeg skal spille og føle og leve mig ind i. Men efter endt arbejdsdag, lukker jeg glad døren og tager hjem til min mand.


Har I det på samme måde? Eller læser I kærlighedshistorier for at udfylde et eller andet kærlighedstomrum? Tror I på at man lever sig mere ind i kærlighedshistorierne, fordi du kender følelserne fra dig selv?
SHARE:

6 kommentarer

  1. Jeg elsker også historier om kærlighed, dog er jeg nok lidt kræsen, jeg var f.eks. ikke en af de piger, der sad og sukkede over kærlighedsbørnebøgerne, da jeg var barn. I dag er det mere bøger af f.eks. Jane Austen, der tiltaler mig og så godt skrevet chicklit :) Jeg er godt nok single, men det er bestemt ikke for at fylde et tomrum, at jeg læser om kærlighed, men jeg kan godt lide en bog, hvor man kan forelske sig lidt (altså bare for en stund) i en fiktiv mand, som hovedpersonen er faldet for, jeg synes det er sjovt, hyggeligt, og man lever sig ind i dette netop som ved andre bøger. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej jeg synes også den der med kærligheds 'tomrum' kan virke så nedværdigende når folk siger det. Lidt som om man ikke selv skulle kunne kende forskel på fiktion og virkelighed. :0) Dejligt jeg ikke er den eneste der har det sådan. :0)

      Slet
  2. Interessant indlæg!
    Jeg kan godt følge dig i det du skriver. Jeg selv, elsker at kunne nikke genkendende til bestemte følelser eller tanker omkring kærlighed. På den måde kan det også bekræfte en selv på, at det er "okay" at tænke sådan, reagere sådan og smile åndssvagt - fordi det har noget at gøre med kærligheden! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. :0) Ja det tror jeg også hellere jeg vil sige til folk end det der standard svar, selvom i sig selv sikkert på ingen måde er så simpel.

      Slet
  3. Jeg læser på ingen måder kærlighedshistorier, for at opfylde et kærlighedstomrum. Jeg læser dem, for det første fordi, jeg finder genren virkelig skøn, og for det andet fordi, jeg som dig virkelig også elsker kærlighed. Kærlighed er sådan en fantastisk ting, og virkelig også noget som jeg håber, alle når at opleve mindst én gang i deres liv. Desuden elsker jeg at kunne nikke genkendende til de forskellige følelser og små ting, som kærligheden vækker/gør ved folk. Desuden får bøgerne mig ofte til at mindes forskellige studer og oplevelser, jeg har haft med min kæreste, hvilket bare gør bøgerne og læseoplevelsen endnu bedre :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja! Lige præcis, sådan har jeg det også. Jeg kan også sagtens sidde og læse en bog og så det næste øjeblik side og mindes om 'gamle' kæreste dage. Det er næsten som om det giver læseoplevelsen en hel anden dimension.

      Slet

© Skrivepulten | All rights reserved.
Blogger Template Created by pipdig