tirsdag den 6. oktober 2015

Trolddom og Falkefjer


 


 
Trolddom og Falkefjer

Forfatter: Helle Ryding
Genre: Eventyr
Målgruppe: 8-11 årige læsemæssigt, men ellers en bog for alle
Udgiver: Nyt nordisk forlag





Tak til Nyt nordisk forlag for anmeldereksemplaret



Den unge pige, Silja, er tjenestepige i ridder Regnars store borg. Men da Silja har et særligt talent for at træne jagtfalke, er hun sat til at passe og træne en falk for Regnars unge søn, Egill.

Silja nyder sin særlige status som falkoner og venskabet med Egill. Men det fredelige liv på borgen slutter brat, da Egill får en ny stedmor, den smukke fru Flavia. Lige fra begyndelsen nærer Egill et uforklarligt had til fru Flavia, og han presser Silja til at hjælpe, så han kan slippe af med hende. Men snart viser det sig, at de begge er ofre for trolddom, og Siljas hjælp får uhyggelige følger. Pludselig er hun anklaget for mord på Egill og må flygte fra borgen med ridder Regnars rasende mænd i hælene.



Helt fra starten af læsning af 'Trolddom og Falkefjer' kunne jeg ikke lade være med at sammenligne den med en af mine absolutte yndlingsbøger som barn - H.C. Andersens 'De vilde svaner'. Både i skrivestil, tone og bogens handling mindende mig om den.

Jeg havde faktisk forventet et sprog a la det vi så i Helle Rydings trilogi med Serpina, men hun skifter meget overlegnt stil og gør det meget overbevisende hele vejen igennem.

Nu er historien jo skrevet som et eventyr, så jeg tænker at det er meget naturligt at jeg ikke kan forvente meget karakterdybde, men jeg savnede nu alligevel at der var noget mere dybde. Både i historie og i karakterne. Hovedpersonen er meget distanceret for læserne, og der er en stor forskel i forhold til 'De vilde svaner', hvor man bare virkelig kan føle med hovedpersonen. Man er nærmest hende. Her følte jeg hele tiden at jeg så det hele lidt fra oven, hvor jeg hellere ville have været en del af eventyret.

Lars Gabel gør et fantastisk stykke arbejde, med de virkelig smukke og nærmest magiske illustrationer. Han rammer tonen spot on, og jeg nød at dvæle ved billederne.

Alt i alt er det en super god fortælling, som især vil gøre sig godt som højtlæsning. Det er i hvert fald dejligt at man stadig kan blive beriget af at læse nye eventyr.




SHARE:

Ingen kommentarer

Send en kommentar

© Skrivepulten | All rights reserved.
Blogger Template Created by pipdig