Det år vi gik til begravelser

 

 

Det år vi gik til begravelser

Forfatter: Henriette Rostrup
Genre: Realisme
Målgruppe: Voksne
Udgiver: Politikens Forlag

Tak til Politikens forlag for anmeldereksemplaret

Jewel Temper tager til New York med diffuse drømme og uden andre planer end ikke at være der, hvor hun oprindeligt kommer fra. I virkeligheden hedder hun Julie og er vokset op i Kokkedal.

Det år vi gik til begravelser handler om at være hjemløs i sin egen familie, om at finde sig selv i en ny sammenhæng og holde op med at flygte fra livet. Det er en stor og mangesporet fortælling om familie, kærlighed og identitet.


Jeg var enormt positivt overrasket over hvor godt jeg kunne lide den her bog, for jeg havde helt sikkert forventet en af de typiske danske af den slags der har sproget i fokus. 'Det år vi gik til begravelser' er uden tvivl også skrevet utrolig godt, men dertil har den faktisk også noget på hjertet, en historie og et plot. Det hele går op i en højere enhed og minder mig derfor nærmere om en bog der ville gøre sig godt på det internationale marked. Altså lige min type bog.

'Det år vi gik til begravelser' har mange interessante budskaber og ikke mindst et imponerende og unikt persongalleri, som virkelig bare er beundringsværdigt. Jeg er også ret fascineret over hvordan Henriette Rostrup formår at skrive med masser af spring i tid - uden at jeg bliver rundt på gulvet. I bogen er tilmed fortids-flashbacks, som jeg ofte finder ret flowdræbende i bøger, men her var de virkelig spændende og interessant i sig selv og oveni alt det, så er hovedpersonen ikke helt pålidelig. Så egentlig burde jeg have været skrub forvirret, men jeg var tværtimod blæst bagover af det ene interessante tekststykke efter det andet.

Jeg nød at hovedpersonen var så anderledes. Jeg er normalt stor fan af lidt usympatiske hovedpersoner, men Jewel har en meget lukket personlighed og det kan godt være svært sådan rigtig at komme i dybden med hendes personlighed når man ikke helt ved hvor man har hende henne, men det var samtidig noget af det jeg fandt fascinerende. Måske fordi man forståeligt nok sjældent ser det i litteratur hvor man helst skal så tæt på hovedpersonen som muligt for virkelig at føle hvad han eller hun går igennem.