Tanker om mit nye hjemmebibliotek #1

Jeg håber I har en dejlig påske. Min går primært med at opbygge mit nye hjemmebibliotek, som tager meget længere tid end forventet - måske fordi jeg har for mange bøger. (Nej, vel, man kan aldrig have for mange bøger)

Jeg har så længe jeg kunne huske altid drømt om at have et rum, der hvor jeg boede som jeg kunne kalde et bibliotek. Til formålet har jeg altid gemt alle bøger jeg fik, selv bøger jeg vidste jeg aldrig ville læse. Jeg havde den her ide om at de skulle da selvfølgelig med i mit bibliotek, for måske ville de bliver læst af andre en dag. Det paradoksale er dog at jeg aldrig låner mine bøger ud til andre. Årsagen: Af skade bliver man klog. Enten har jeg ikke fået bogen tilbage, eller også er den kommet tilbage i anden stand end den blev lånt ud. For selvfølgelig er det ikke alle der er så skøre som mig at de ligefrem sidder og klemmer ryggen sammen på en bog de læser for at undgå det frygtelige knæk i ryggen. For mig skal bøger helst se ud som om de er nye på trods af at de er læst. Et æseløre eller mærker der vidner om at bogen har været på gulvet er noget der genere mere end bare mit øje.

De fleste har det nok modsat, at bøger helst skal se ud som om de er brugte, men for mig er bøger mere end bare papir og en smuk forside. På mange måder er de små skatte, som jeg bevarer så urørte som muligt for - ja hvorfor? Det svar leder jeg stadig efter.







Så nu hvor jeg har hvert eneste af mine bøger i hånden står jeg med et dilemma. Hvis jeg fylder mit nye hjemmebibliotek med bøger der ikke er til mig eller min kæreste, hvem fylder jeg det så ud til? Især hvis jeg aldrig låner bøgerne ud. Er det så ikke bedre at give dem væk til andre som kan få glæde af dem i stedet for at de bare står og samler støv? Svaret er uden tvivl ja, men efter at jeg aldrig har skilt mig af med bøger, så kan jeg godt sige jer at det er svært at skulle tænke i de baner nu. Så ligenu sætter jeg de bøger ind bagved, så jeg danner to rækker af bøger - her vil de nok bliver glemt lidt, indtil jeg en dag husker dem, og giver dem nye ejere. Er det ikke skørt at man tænker på bøger som en slags bekendte - ja ligefrem venner. Det er jo ret så døde ting, men omvendt er der bare liv i dem, for de er andre menneskers tanker, historier og blod, sved og tårer. Måske er det også heri jeg skal finde svaret på hvorfor jeg behandler dem med forsigtighed.

På billederne kan I se nedbrud af det gamle bibliotek (de brune kedelige reoler) og begyndelsen af det nye.