søndag den 31. juli 2016

Forfatterinterview: Michella Rasmussen




Michella Rasmussen er ligenu aktuel med den roste ungdomsroman Stalker. Du kan herunder læse et lille interview hvor hun fortæller om hendes skriveproces og lidt om hvad hun ellers arbejder på. Hvis du er interesseret i at vide mere kan du blandt andet finde hende på hendes hjemmeside: www.michellarasmussen.dk



Hvordan er din skriveproces? Plotter du historien ud først eller skriver du bare løs?

Plotter! Allerhelst til mindste detalje. Jeg føler, at jeg kan være meget mere kreativ, hvis jeg ved hvor historien skal hen. I stedet for at fokusere på, hvordan plottet skal være, mens jeg skriver, kan jeg bruge energien på at leve mig ind i scenen og skabe et godt sprog og en god stemning. Andre er dygtige til at kunne gøre det hele på én gang, men jeg har det klart bedst, når historien er plottet på forhånd.

Det første jeg gør, når jeg tager fat på en ny roman, er at lave hurtigskrivning om idéen. Jeg er generelt vild med at lave hurtigskrivning som en del af forarbejdet, fordi det skaber så utrolig mange idéer, og man får skrevet sig godt og grundigt varm på sin historie og dens personer. Bagefter begynder det store plotpuslespil, som til sidst ender med, at jeg laver en lille synopsis til hvert kapitel. Det sjove er, at mine kapitler sjældent holder sig til planen. Men fordi jeg ved præcis, hvor historien skal hen, gør det ikke noget, at jeg skriver mig ud på nogle spændende omveje, for jeg ender altid tilbage på rette vej.

 

Hvad holder du mest af og mindst af i skriveprocessen?

Jeg elsker at nå det punkt, hvor jeg lever mig helt ind i historien. Når romanen skriver sig selv, og tiden flyver af sted. Det kræver, at jeg skriver hver dag, men det er en fantastisk følelse at kunne sætte sig foran tastaturet, og så kører det bare derud af. Når jeg er inde i sådan et flow, bliver historien og personerne ved med at dukke op i mine tanker, selv når dagens skrivearbejde er slut, og jeg elsker bare, når min roman er det sidste jeg tænker på inden, jeg falder i søvn.

Jeg synes, det sværeste er det stykke lige inden, jeg skal i gang med selve skriveprocessen. Når forarbejdet næsten er færdigt, men jeg skal lige have de sidste plotdetaljer på plads. Én ting er at de sidste detaljer altid er de sværeste, men en anden ting er at starte på historien. Jeg skal som regel tage tilløb, fordi det hvide, blanke dokument kan virke en anelse skræmmende. Nu har jeg jo brugt tid på at bygge denne her fantastiske historie op i mit hoved, og så kan jeg godt få lidt præstationsangst over, om jeg nu kan skrive den lige så godt, som jeg forestiller mig den.

 

Er du god til at planlægge din tid?

Absolut ikke! Jeg er fuldkommen elendig til det! Tiden løber alt for tit fra mig, og jeg hader det. Hvis jeg har en fridag uden nogen planer, får jeg ofte ingenting skrevet. Er jeg til gengæld under tidspres, fordi jeg snart skal ud af døren, eller der er en deadline lige om hjørnet, så vælter ordene ud. Derfor vil jeg prøve noget nyt, når jeg starter på min elevplads til efteråret. Hver dag vil jeg stå en time tidligere op og sætte mig til at skrive, inden jeg skal på arbejde. Kæresten sover, og der er fuldkommen ro og fred til at fordybe mig i skrivningen – og ikke mindst lidt tidspres på. Det vil også være perfekt at tage på arbejde og vide, at romanen allerede har vokset sig lidt større.

 

Hvad gør du ved skriveblokeringer?

Hvis jeg får en skriveblokering, er der ofte noget galt i plottet. Først prøver jeg at hurtigskrive om problemet eller historien for at finde ud af, hvad der er galt, og hvis det ikke løser problemet, tager jeg en snak med min skrivegruppe. De er gode til at stille de rigtige spørgsmål, som gør det klart for mig, hvad problemet er, og de er også fantastiske til at komme med idéer til at løse problemet.

Hvis jeg kan mærke, at det ikke er plottet, som er årsag til skriveblokeringen, tvinger jeg mig selv til at skrive videre. Det sker nogen gange, hvis jeg ikke har skrevet i lang tid, og selvom det er hårdt at skrive, når den indre kritiker griner af hvert eneste ord, hjælper det altid. For inden jeg ved af det, er jeg tilbage i det gode skriveflow, og så holder kritikeren endelig mund.



Hvad har overrasket dig mest i skriveprocessen?

Det har faktisk overrasket mig, hvor meget det hjælper at have et detaljeret plot, inden jeg går i gang med at skrive. Før i tiden mente jeg, at det ødelagde den kreative proces at have alt planlagt på forhånd, men det var bare en undskyldning for ikke at bruge oceaner af tid på forarbejdet. Jeg ville så gerne i gang med at skrive, men jeg gik også tit i stå og endte med aldrig at blive færdig. Som sagt føler jeg, at der sker lige det omvendte med kreativiteten. Jeg kan være meget mere kreativ under selve skriveprocessen, når jeg ved, hvor historien skal hen, og jeg får også meget sjældnere skriveblokeringer, fordi jeg ved, hvad jeg skal skrive.



Skriver du i forskellige genre?

Ja, jeg skriver både børne- og ungdomsbøger, men indtil videre holder de sig inden for realismen. Før i tiden elskede jeg at skrive fantasy, og jeg vil helt klart forsøge mig med fantasy igen en dag. For noget tid siden gik jeg faktisk i gang med at skrive en fantasyroman, men det endte med at være en realistisk ungdomsroman forklædt som fantasy, så den lagde jeg på hylden igen. Men jeg vil absolut gerne prøve kræfter med flere genrer. Jeg skal bare få den rigtige idé.

 

Kan du fortælle noget om det du arbejder på nu? 

Jeg er netop blevet færdig med første udkast til andet bind af min nye tøseserie, som handler om veninder og katte. Masser af katte! Men inden jeg går i gang med redigeringen og at plotte tredje bind, er planen at skrive endnu en realistisk ungdomsroman. Jeg er godt i gang med forarbejdet og regner med at begynde på skriveprocessen meget snart. Det er en roman, som jeg har tænkt på at skrive i mange år, og nu glæder jeg mig til endelig at gøre det.



5 hurtige:

 Favorit...


 ...Sted at læse? 

I min seng, mens jeg putter under dynen og har et glas cola og lidt chokolade stående på natbordet. Hvis det oven i købet regner udenfor, bliver det ikke bedre!


...Sted at skrive? 

Det skifter. Nogle gange er det ved skrivebordet, andre gange i lænestolen på mit kontor. Men jeg elsker også at tage ud at skrive på læsesale. Det får jeg meget ud af.

 

... Bog? 

Anna og det franske kys! Jeg elsker stemningen, personerne og beskrivelserne af Paris – og ikke mindst følelsen af at være nyforelsket.

 

... Forfatter?

Jeg har ikke én favoritforfatter. Stephanie Perkins er fantastisk til at lave gode personbeskrivelser, synes jeg, og jeg vil absolut holde øje med kommende bøger fra hende. Men når det kommer til sproget i bøger, synes jeg især, at mange danske forfattere er umådelig dygtige. Det kan eksempelvis være Camilla Wandahl og Nicole Boyle Rødtnes.


... Genre?

Realisme, men jeg elsker bestemt også fantasy. Især fantasybøger, som tager udgangspunkt i den almindelige moderne verden, for hvem drømmer ikke om en hverdag med et lille strejf af noget magisk eller overnaturligt?

SHARE:

2 kommentarer

  1. Sikke et fantastisk interview! Jeg nød virkelig at læse hendes svar :D

    Hun kan godt glæde sig til Camilla Wandahls nye ungdomsroman i hvert fald ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt. :0) Ja, det lyder ret spændende med Wandahls nye ungdomsbog. :0)

      Slet

© Skrivepulten | All rights reserved.
Blogger Template Created by pipdig