Tusinde etager

Tusinde etager

Forfatter: Katharine McGee Serie: The Thousandth Floor #1
Originalsprog: Engelsk, The Thousandth Floor
Genre: Dystopia
Målgruppe: YA
Udgiver: Gyldendal

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplaret


New York City hundrede år ude i fremtiden: Et tårn på tusinde etager rækker helt op i himlen, som et glitrende fremtidssyn hvor alt er muligt – hvis man ønsker det brændende nok. I et univers fuld af hightech luksus og futuristisk glamour kæmper fem teenagere for at finde deres plads. Det er svært, når der er koldt på toppen. Og langt ned. 

'Tusinde etager' minder mig meget om (og den bliver også sammenlignet med) tv-serien Gossip Girl. Hvis jeg skal sammenligne den med en bog jeg har læst, så minder den mig meget om stilen i 'Rivalerne' af Alyson Noël. Den her var bare bedre! Den er fyldt med intriger, hemmeligheder, forbudt kærlighed og familieproblemer.

Jeg elsker at genren er anderledes end noget jeg tidligere har læst/set. Hvis jeg skal beskrive den bliver det: futuristisk realisme. Altså noget nutidigt i en fremtidsverden. For selvom genren hedder sci-fi/dystopi, så handler det ikke om hverken samfundsproblemer, andre planeter, eller det man ellers kender fra genren. Det handler sådan set om vores verden, sat i en fremtidsverden. Så langt er vi heller ikke ude i fremtiden, hvilket stemmer overens med at verdenen stort set ligner sig selv, bare med noget mere avanceret teknologi. Og jeg elskede at læse om de små ideer forfatteren havde til fremtidsverdenen. Hver lille sjov detalje gjorde verden mere synlig i mine øjne.

Jeg nød virkelig at læse bogen - jeg nyder at læse bøger som ligner Gossip Girl og jeg synes det var forfriskende at opleve det i en anden verden, skønt jeg håber vi får mere at se af den i den næste bog. I bogen følger vi fem forskellige personer, fire piger og en dreng, med hver deres storyline. Deres historie bliver imidlertid blandet mere og mere sammen som vi nærmer os slutningen. Hvilket fungerede rigtig godt. Jeg følte egentlig at flowet fungerede meget godt trods de mange forskellige synsvinkler.

Der var dog en ting der irriterede mig, og det er at forfatteren har valgt at starte bogen med slutningen. Forstået på den måde at vi ved at en dør - men vi ved ikke hvem. Jeg hader hver gang jeg møder det i bøger, og jeg synes jeg har mødt det alt for ofte, allerede, og jeg forstår virkelig ikke hvorfor forfattere vælger at gøre det. Jeg synes det er verdens dårligste ide. For når man starter en bog sådan, så er der ikke ret mange muligheder for hvordan slutningen ender. Det gør læseoplevelsen smal på en eller anden måde. Og chancen for at gætte slutning er virkelig høj - hvilket jeg selvfølgelig også gjorde. Det ærger mig sådan. Men jeg glæder mig enormt meget til at læse den næste bog fordi der helt sikkert kommer til at være nogle hemmeligheder der ser dagens lys i de næste bøger.