Ravnedrengene

OBS! Dette er ikke en anmeldelse (derfor ingen stjerne-rating), da jeg her fortæller om en bog jeg har haft indflydelse på indkøbet af til det danske marked. Meninger og holdninger er som sædvanlig mine egne, men det siger selvfølgelig også sig selv at jeg ikke vil anbefale en bog til forlaget som jeg ikke i forvejen elskede. Bogen er udgivet af Turbine forlaget og den udkommer i dag. 

Ravnedrengene

Forfatter: Maggie Stiefvater
Serie: Ravnedrengene #1
Originalsprog: Engelsk, Raven boys
Genre: Fantasy
Målgruppe: YA (og helt sikkert opefter)
Udgiver: Turbine



"Ser du en ånd på Skt. Marks aften kan der kun være to forklaringer: Enten er han din ægte kærlighed eller også vil du slå ham ihjel." Blue Sargents mor er clairvoyant, og hvert år på Skt. Marks aften, står Blue ved sin mors side, mens ånderne af dem, der snart skal dø, vandrer forbi. Blue har aldrig selv set dem, men denne gang træder en af dem frem af mørket og taler til hende. Hans navn er Gansey, og han er en af de såkaldte Ravnedrenge - rige og priviligerede studerende fra den lokale privatskole Aglionby.




Der gik et stykke tid før jeg fik læste Ravnedrengene, jeg tror – nej jeg ved at jeg lod mig skræmme af at serien er rost til skyerne over sit sprog. Så i mit hoved blev det til at Ravnedrengene, var litterær og billedsprogligtung. Ikke andet end det. Derfor ikke noget for mig.

Hold op, hvor tog jeg fejl.

Jeg læste den ligesom en del andre bøger, med henblik på om den kunne være interessant for Turbine at udgive. Og SMAK allerede fra første side var jeg fuldstændig solgt.

Åh, jamen jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde. Den er helt vildt fantastisk. Maggie Stiefvater skriver virkelig godt, men på ingen måde tungt – jeg vil nærmere sige at hun skriver spændende, indlevende, anderledes og så ligger hun små brødkrummer ud hist og pist mellem kapitlerne. Noget der minder mig meget om J.K. Rowlings metode i Harry Potter, hvor man fik en aha følelse, at det havde man da vidst måske læst om. Og når man så går tilbage så ligger de der på stribe. De der hints. Det er det samme Maggie Stiefvater gør og jeg elsker at sidde og se om jeg kan fange dem.

Bedst af alt er for mig helt klart historien og karakterne. Ja, hendes sprog er ret magisk (og pyha, heldigvis har hendes sprog vist sig at gøre sig godt i en dansk oversættelse også), men det jeg blev blæst bagover ved, var det overraskende plot. Det var nervepirrende spændende og samtidig så var det så overraskende, at man sidder en smule lamslået tilbage, når de store afsløringer kommer. Normalt synes jeg at jeg kan se ting og handlinger komme ret ofte – det er nok lidt en erhvervsskade ved at læse mange bøger. Men Maggie Stiefvater tog fusen på mig igen og igen. Og jeg elskede det! Især fordi det altid var efterfulgt af en aha.. eller ’selvfølgelig derfor’ oplevelse.

Personerne. Jeg elsker Blue og hendes familie, og alle derimellem. Og ikke mindst de fire ravnedrenge. Alle personer i Stiefvaters univers er så unikke, og så levende, skønne og kompleks, at man bare ikke kan andet end at holde af dem og med dem. Gansey. Ja, under læsning fik jeg et billede af en yngre udgave af Gatsby på hjernen. Måske er det fordi deres navne ligger så tæt eller fordi de begge er lidt golden boy agitige. Jeg ved det ikke helt. Men jeg ved, at da jeg skulle læse bogen for anden gang, så kunne jeg ikke vente med at være sammen med alle personerne igen. Og ja, ikke mindst også forsøge at af opfange alle hintsene denne gang.

Ja, jeg kan ikke rigtig sige mere, uden at jeg begynder at gå i for mange detaljer. Jeg kan kun sige læs den, læs den, læs den. Det er en af de bedste serier jeg har læst i min bogbloggertid. Den er virkelig så fantastisk som alle siger den er!