Izola - rejsen til Falkien
Forfatter: Christina Bonde
Serie: IZOLA #1
Genre: Fantasy
Målgruppe: YA
Udgiver: Tellerup
Tak til Tellerup for anmeldereksemplaret
Izola er 19 år og vokset op med sin mors fortælling af et ganske specielt eventyr. Da moren pludselig dør, får Izola overdraget en mystisk kasse. Men kassen er langt fra det eneste som moren har holdt skjult. Inden længe befinder Izola sig i en ekstrem og farlig verden hvor hun må kæmpe for at overleve og samtidig opklare morens rolle der viser sig at være skæbnesvanger for Izolas fremtid.
Er eventyret sandt? Og hvad er betydningen af den magtfulde evne som ligger i Izolas sind?
Hvor gudesmuk er dette omslag ikke - og ikke mindst kortet som I kan se nederest i anmeldelsen. Det får jo virkelig forventningerne i vejret. Så min anmeldelse er lidt en blanding af skuffelse og begejstring.
Lad os tage hul på skuffelsen. Jeg savnede virkelig mere beskrivelse og stemning i historien. Detaljer. Måske især fordi forsiden ligger op til det. Men generelt går det hele bare meget stærkt og historien er fortalt utrolig hurtigt. Især i starten går det alt for hurtigt til min smag. Morens død og sorgen bliver ikke adresseret og der sker en kæmpe omvæltning lige i starten kort efter begravelsen af Izolas mor og Izola reagerer stort set ikke på noget af det. Izola er for mig så papir-agtig at hun aldrig bliver virkelig for mig. Hun bliver aldrig karakteropbygget og det manglede jeg hele bogen igennem.
Christinas fantasi er dog som altid helt upåklagelig. Hun kan fortælle en historie og skabe en verden som man kan blive opslugt af. Så jeg var fuldt ud underholdt hele vejen igennem historien. Så selvom mine forventninger var høje, så synes jeg helt sikkert det her er mere end en middelmådig læseoplevelse. Derfor jeg ender på fire stjerner. Selvom Izola ikke virker så virkelig for mig, så gør resten af historien at jeg føler mig spændt på hvad hun nu kommer til at opleve. Hvem hun nu møder i den forfrosne verden.
Jeg ved ikke om jeg vil begive mig videre i serien når bind 2 kommer. På nuværende tidspunkt, tror jeg ikke. Men jeg vil anbefale den til unge der bare gerne vil have en masse handling/action og ikke går så højt op i om hovedpersonen reagere troværdigt eller sansende beskrivelser.
Ingen kommentarer
Send en kommentar