torsdag den 20. februar 2020
Bøger om graviditet, barsel og baby
I forbindelse med min første og min anden graviditet læste jeg en god håndfuld bøger om det der med at være gravid og fødsler. For det gør man jo, når man står overfor noget nyt, som man har brug for at vide mere om, man griber en bog. Jeg havde egentlig oprindeligt ikke tænkt mig at anmelde bøgerne, men jeg tænkte at jeg alligevel vil dele hvad jeg synes om dem. Så her kommer de i en slags mini anmeldelse.
Smertefri fødsel af Anja Bay
Bogen her var nok den første jeg læste. Den handler mest om fødslen - særligt Anja Bays metode der hedder 'Smertefri fødsel' og den er derudover krydret med nogle fødselsoplevelser af personer som har brugt metoden. Anja Bay udbyder også kurser til 'Smertefri fødsel' og derfor er alle fødselsoplevelserne der er beskrevet deri også positive og succesfulde, i forhold til den metode. Da jeg var gravid med min første søn var det en ret populær metode. Jeg hørte om flere der var taget på kurserne i Aarhus og efter endt læsning vil jeg uden tvivl også anbefale at man i stedet for at læse bogen, tager sig et kursus i steder. Jeg kunne nemlig kun huske en af tingene som jeg tog med til min egen fødsel. Det ironiske er, at jeg havde haft bedst af at glemme den, for det handlede om hvordan man skulle presse under presseveerne - at man skal presse fra toppen af maven. Da jeg forsøgte metoden spurgte min jordemoder mig om hvad jeg lavede. Jeg fortalte hende at jeg havde læst det i 'Smertefri fødsel', hvortil hun svarede: 'Ja, det er forkert det hun har skrevet deri, det gælder kun andengangs fødende. Du skal presse som om du skal skide'. Jordemoderens råd gav pote. Så altså var den her bog ikke meget bevendt for mig.
Politikens graviditetsbog af Lene Skou Jensen
Denne bog er mest af alt et opslagsværk og også et godt og grundigt et af slagsen. Jeg læste i den under begge mine graviditeter. Den har beskrivelser uge for uge, hvad både barn og moder gennemgår. Og så har den en lang række overordnede info omkring fødsel og komplikationer man kan have i graviditeten.
Hvor lagde jeg babyen af Julia Lahme
Bogen her er mest af alt en personlig beretning om hvordan det er med baby efter fødslen - en slags barselsdagbog om man vil. Set i bagspejlet ud over alle disse bøger, så er det her klart den bedste af dem alle. Den er hyggelig, den er ærlig og så forsøger bogen ikke at være noget den ikke er. Altså den forsøger ikke at fortælle dig hvordan alting skal være, den fortæller dig tværtimod at alting ikke kan være perfekt og at det er helt okay.
Meyermetoden af Heidi Meyer Vallentin og Eline Holm
Den her bog er den eneste på listen som jeg ikke fik læst færdig. Jeg havde den med op på sygehuset da jeg skulle igangsættes og nåede også et pænt stykke i den - men jeg nåede aldrig at finde ud af hvad Meyermetoden var - til gengæld indeholder bogen den bedste beskrivelse og gennemgang af fødslen, jeg har læst eller blevet fortalt. Så det var faktisk meget rart at få genopfrisket.
40 uger inden af Cana Buttenschøn
Yes, tænkte jeg da jeg så at Cana havde udgivet en bog om de 40 uger inden fødslen. Det var lige en bog for mig tænkte jeg. Jeg tog fejl. Bogen er ufattelig tynd og der står nærmest ikke noget nyttigt i den, som man ikke allerede havde slået op på internettet (som f.eks. sundhedsstyrelsens graviditetsråd). Det er heller ikke en personlig beretning om at være gravid, men nærmere en gennemgang af hvad Cana tror du gerne vil vide mens du er på barsel. Den er som sagt ikke særlig dyb og den fortæller dig stort set kun det du ved i forvejen - enten fordi du selv har googlet det eller har fået det at vide af familie, veninder eller din jordemoder.
40 uger efter af Cana Buttenschøn
Jeg ville ønske, at Cana havde skrevet en mere personlig beretning fremfor at forsøge at skrive fakta. Fakta som slet slet ikke er researchet. Selvfølgelig falder hun ikke så meget igennem, som hun kunne have gjort med sin viden som jordemoder - men i stedet for at nævne at luft i maven måske kan have noget at gøre med om man bøvser baby eller ej, så skulle hun have undersøgt det. Hun foreslår også at man klipper babys body i stykker hvis baby skider op ad nakken - øhh... daaah! fristes man til at sige. I øvrigt er de fleste bodies lavet med et smart fold i begge sider af, så de kan trækkes ned over numsen og kroppen frem for over hovedet - netop for at undgå ansigt lort situationen. Hvis du også er til mere personlige og dybere beretninger så anbefaler jeg helt sikkert, at man læser 'Hvor lagde jeg babyen' i stedet.
40 ting du skal vide om din fødsel af Cana Buttenschøn
Efter min læsning af 40 uger inden så synes jeg da lige jeg ville fortsætte med at læse Canas bøger - denne gang tænkte jeg der var større håb for Cana arbejdede som jordemoder og derfor var jeg sikker på at hun kunne fortælle mig mangt og meget. Der var da helt sikkert også mere at hente i den her bog end hendes andre bøger, men stadigvæk så savnede jeg virkelig mere af den personlige tilgang. Der var masser af fødselsberetninger i bogen, men de var alle rigtig meget solstråle-historie. Historier om kvinder der blev urkvinden der midt i fødslen og overkom det umulige. Og de historier har vi også brug for, men det er meget ensides. Jeg savnede at læse om kvinden der bare sagde 'fuck' det giv mig et kejsersnit eller sådan noget. Eller kvinden der blev overvældet under fødslen og som måske havde ekstra svært ved at komme ovenpå.
Fårking gravid af Sofie Linde
I 'Fårking gravid' får jeg faktisk det som jeg havde håbet jeg fik ud af 40 uger inden. 'Fårking gravid' er virkelig en personlig beretning om hvordan det er at være gravid. Sofie Linde holder ikke noget tilbage. Den er meget ærlig og det var vildt forfriskende. Det er især skønt, at Sofie Linde turde sætte ord på alle de trælse og irriterende ting ved at være gravid. For nogen gange føles det lidt som om vi skal gøre alt det omkring graviditeten lyserødt, men det er det bare virkelig ikke. Det er der ikke noget der er og det tør Linde heldigvis sige. Hun deler også glad ud af hendes bekymringer og fortæller sine læsere skræmmehistorierne hun selv høre eller finder - dem kunne jeg så personligt selv godt have været foruden. Jeg havde nok i mine egne. ;0)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
©
Skrivepulten | All rights reserved.
Ingen kommentarer
Send en kommentar