onsdag den 13. maj 2020

Forglem mig ej








Forglem mig ej

Forfatter: Gry Kappel Jensen
Serie: Rosenholm trilogien #2
Målgruppe: Fra 14 år og opefter
Genre: Magisk realisme / fantasy
Udgiver: Turbine

OBS: Jeg har været beta-/testlæser på bogen

Kamille, Kirstine, Victoria og Malou er tilbage på Rosenholm Kostskole for at starte på et nyt skoleår. Men ud over timerne i runemagi, klarsyn og nordisk mytologi har pigerne også noget helt andet at bekymre sig om. En forbrydelse fra fortiden trækker tråde til nutiden, og pigerne har forpligtet sig til at løse den mordgåde, der kaster en skygge over Rosenholm.




Jeg knuselsker den her bogserie. Den betyder en hel del for mig - og det skyldes selvfølgelig både at jeg har været grafiker på bøgerne. På både omslaget og indmad og bare den process i sig selv, har været en af de bedste oplevelser jeg har haft som boggrafiker. Alting faldt bare på plads og det er sjældent at jeg sidder tilbage med følelsen af at jeg ikke vil flytte/røre et eneste grafisk element på den efter den er blevet trykt.

Men jeg har også været så heldig at have været betalæser på bogen og det vil sige, at jeg har fået lov til at læse med inden den blev redigeret helt færdig og givet kommentarer med på vejen. Gry Kappel Jensen, der til dagligt hos mig er mere kendt som min dejlige kollega - og hende som giver mig spændende arbejdsopgaver (når jeg ikke lige er på barsel som nu) er noget så utrolig dygtig til det hun laver, så det var ret begrænset hvad jeg kunne bidrag med, men om ikke andet, så fik jeg mulighed for at læse fortsættelsen noget før. ;0)

Gry og jeg har også ret meget samme smag i bøger, så at læse bogen føles lidt som noget jeg selv ville have elsket at skrive og det er altid lidt af en gave når man finder det som en læser.








Efter bogen udkom hørte jeg den igen på lydbog - ikke kun for at kunne give en bedre anmeldelse fordi den så var frisk i hukommelsen, men også fordi jeg ikke har læst bogen efter jeg har betalæst den og når en bog er så fantastisk som denne, så er det bare en ren fornøjelse at genlæse. Jeg synes også altid man kommer endnu dybere ned i en bog når man både har læst og lyttet til den.

 Sorry det var vidst en lang smøre om at jeg er mega fan af bogen. Nu til selve anmeldelsen:


'Forglem mig ej' starter med et nyt skoleår på Rosenholm kostskole, for de fire piger Malou, Victoria, Kristine og Kamille. Historien bliver som i bind 1, 'Roser og violer', fortalt i korte kapitler fra hver piges synspunkt, samt gennem en håndfuld breve gennem bogen. Som i første bog er genren magisk realisme med magiske elementer som ånde-, rune-, urte- og blodmagi med rødder i nordisk mytologi og dertil krydret med krimielementer i form af en mordgåde som tilføjer historien masser af spænding.

Ofte synes jeg man i trilogier oplever at 2'eren bare er en kedelig brobog - altså en bog der bare skal forbinde bog 1 og bog 3 - og derfor i sig selv føles en smule overflødig, men sådan var det bestemt ikke med 'Forglem mig ej'. Den har sit eget plot, samtidig med at den bringer hovedplottet videre og forstærker det og derfor føles den fuldstændig uundværlig. Den er mindst lige så fantastisk som bind 1 - hvis ikke bedre på nogle områder.











Gry Kappel Jensen skriver fuldstændig fremragende og fortællingen bliver meget hurtigt levende for læseren. Vi bliver draget ind i handlingen og oplever de fire meget individuelle pigers indre og ydre kampe og ikke mindst deres rivende udvikling, helt ind til benet. Samspillet imellem dem vækker både hjertevarme og genkendelse og det bliver derfor en sand fornøjelse at følge deres venskaber, på godt og ondt.

Selve historien er fuldstændig glimrende udført med tråde spundet ud hist og her til hovedplottet, samtidig med at alle andre elementer - karakterudvikling, magien, kærlighedshistorierne, venskaberne og tematikkerne er så smukt vævet ind, at det virker ubesværet og flydende og fuldstændig naturligt - og det er i sig selv virkelig en kunst at kunne gøre det (Gry, du må lærer mig hvordan man gør!)

Ja, jeg elsker virkelig den her serie og jeg kan virkelig ikke anbefale den nok. Den er fantastisk. Men I behøver ikke tage mit ord for det alene, for den er allerede rost til skyerne af rigtig mange af dem der har læst den. Så seriøst: skynd jer at læs den hvis I elsker fantasy, magi og spænding.









SHARE:

Ingen kommentarer

Send en kommentar

© Skrivepulten | All rights reserved.
Blogger Template Created by pipdig