Skriv dig varm

Når jeg går i gang med at skrive kan jeg godt mærke at jeg er lidt rusten, også selvom jeg skriver hver dag, men det er jo en universal knowledge at det første vi skriver altid er dårligere end det i midten eller det til sidst. Så jeg ender ofte med at skulle skrive det første jeg har skrevet om, eller helt slette det. Et godt råd: skrive dig varm.

Jeg bruger ofte 5 minutters hurtigskrivning, (nogle gange mere) hvor jeg skriver derud af uden at fingrene slipper tastaturet. Det er vigtig at de bare bliver ved med at skrive, også selvom din hjerne er fuldstændig tom og at du bare sidder og skriver blar, bla.. indtil der dukker noget op. Eller du kan skrive som jeg gør ”nu kan jeg igen ikke finde ud af hvad jeg skal skrive her, så nu skriver jeg bare et eller andet og så må vi se hvad der sker, det .... ” Det behøver ikke give mening. Hurtig skrivning fungerer rigtig godt for mange, fordi man siger farvel til den indre kritiker og goddag til inspirationen og kreativiteten. Ja faktisk har jeg hørt eksempler på hele bøger der er skrevet med hurtigskrivning med 20 minutters intervaller.

Jeg har været frygtelig dårlig til at gøre det her med hurtigskrivning og at skrive mig varm, indtil jeg fandt ud af at man kan bruge det til noget smart. Hvis jeg f.eks. havde lidt svært ved at forstå en karakter, så brugte jeg mine 5, eller 7 minutters (ofte var det længere tid fordi at tankerne bare fløj derudaf) hurtigskrivning på den karakter. Jeg kan f.eks. forstille mig en situation som den karakter er sat i og så skrive ud fra den persons oplevelser, på den måde lærer jeg mine personer bedre at kende. Det er smart.

Da jeg fandt ud af det, begyndte jeg at gøre det med flere ting, som f.eks. lokationer og måske hele scener. Men husk at bibehold det der med at skrive æhh... øh.. for det er vigtig at holde det som hurtigskrivning, i hvert fald lige i starten til du har skrevet dig klar. Hvis du efter 5-7 minutter går over til bare at skrive almindeligt, jamen så er det helt fint.

Guardians of the Galaxy

 

 

 

Marvel’s “Guardians of the Galaxy” finds space adventurer Peter Quill the object of a bounty hunt after stealing an orb coveted by a treacherous villain, but when Quill discovers the power it holds, he must find a way to rally the quartet of ragtag rivals hot on his trail to save the universe.


Jeg ved godt det ikke er så litterært at sige, men jeg er altså virkelig Marvel-fan. Og i princippet hvorfor skulle det ikke være litterært bare fordi ordene bliver understøttet af tegninger? For mig går det fuldstændig rent ind, og det er noget som store litterære værker ikke altid kan opnå hos mig. Så jeg står meget gerne ved at jeg er Marvel-fan.

 

Marvel kan nemlig meget af det hvad Disney kan - fortælle en fantastisk historie der både bevæger og rører en ud over det sædvanlige. De er begge utrolig gode til at fortælle hjertevarme historie med masser af action og spænding, samtidig med at de fortæller en historie om venskaber, familie og alle de andre store livs tematikker.

 

Hvor vil jeg hen med det her? 

 

Jeg vil derhen hvor jeg vil fortælle jer at Guardians of the Galaxy er den perfekte sammensatte Marvel film. Den har virkelig det hele. Den har alt det jeg nævner ovenfor, og så har den en helt fantastisk skøn magisk humor der gør at man sidder og skraldgriner i biografen. Dertil er den utrolig flot og så har den simpelthen en hel fantastisk unik karakterliste.

 

 

Min mand og jeg var begge fuldstændige enige om at Guardians of the Galaxy var i en klasse for sig, og fortjente 6 stjerne uden tøven. Hvilket faktisk kom lidt bag på os begge. Jeg glædede mig til at se den, for jeg tænkte Marvel helte og humor det kan kun gå godt, og det var virkelig helt fantastisk!

 

Selvfølgelig var der de obligatoriske små forudsigeligheder, som man helst havde været foruden, men jeg synes nu ikke det føles så galt. Måske er det fordi at på trods af dem, så får heltene virkelig kamp til stregen. Jeg elsker når skurkene er intelligente, for det gør det lidt mere troværdigt.

 

Så jeg synes helt klart I skal tage og se den, også selvom du måske normalt ikke er til Marvel, så er den her film et godt sted at starte, fordi den samtidig er mega sjov.

Save the date review

Save the date

Forfatter: Mary Kay Andrews
Genre: Realisme
Målgruppe: Voksne
























A wedding florist finds love and trouble in this delightful new novel by the New York Times bestselling author of Ladies' Night

A Savannah florist is about to score the wedding of a lifetime—one that will solidify her career as the go-to-girl for society nuptials. Ironically, Cara Kryzik doesn't believe in love, even though she creates beautiful flower arrangements to celebrate them. But when the bride goes missing and the wedding is in jeopardy, Cara must find the bride and figure out what she believes in. Maybe love really does exist outside of fairy tales after all.


Save the date var jo helt sikkert en bog jeg valgte fordi at jeg stod og skulle giftes. Sidste år læste jeg en del flere bryllupsbøger og var en smule skuffet over de manglende detaljer. Save the date har mange skønne blomsterdetaljer, og selvom den handler mere om en bryllups blomsterdekoratør end selve bryllupper, så nød jeg den rigtig meget.

Dog formår bogen ikke rigtig mere end at være sød og hyggelig læsning. Jeg var ikke så interesseret i kærlighedshistorien, for jeg synes ikke jeg kunne forstå eller fornemme den mellem de to parter. Det der var sjovest var faktisk at læse om hvordan hovedpersonen kunne holde fast på sin forretning, som forsøger at falde sammen mellem hendes fingre.

Jeg elsker at læse de historier om mennesker der gør det de elsker, og læse om hvordan de får det til at lykkes. Så 'Save the date' er en rigtig feel good bog, med skønne bryllupsdetaljer.

Min stenede onkel

Min stenede onkel

Forfatter: Bine Aggerbeck
Genre: Realisme/Fantasy
Målgruppe: 9-12 årig



Tak til Turbine forlaget for anmeldereksemplaret




















Ida ser en statue på vej til skole. Det er der måske ikke noget mærkeligt i, men denne statue er skrækslagen og uhyggelig - og så ligner den Idas skøre onkel!

Efter at have set statuen kan Ida ikke koncentrere sig i skolen, statuen spøger hele tiden i hendes tanker. Ida prøver at finde ud af, hvor statuen kommer fra, og da hendes læge er overbevist om, at Idas onkel er blevet forstenet, må Ida handle. Hun får hjælp af lægen, en ekspert på byens museum og sine forældre til at finde ud af, hvad den gamle nabokone Clarissa er ude på. Ida bliver også nødt til at arbejde sammen med Clarissas skræmmende havemand, der er tidligere kriminel og måske Clarissas håndlanger. Der er noget mystisk og overnaturligt på spil - vil Ida løse mysteriet og få sin onkel tilbage i live?


Min stenede onkel er lidt en underlig størrelse bog. Det er en bog med fantasy elementer, men det virker ikke helt som om bogen selv vil være ved det. Derfor har jeg også lidt svært ved at finde ud af hvad jeg skulle kalde den. Jeg har mest af alt lyst til at kalde den en realisme bog, for det er den tone der er lagt an i bogen. Der er for mig ikke så meget fokus på hverken gys eller fantasy som bagsiden ellers lover. Jeg havde håbet at bogen ville have gået mere i den skøre, skæve og sjove retning. Det tror jeg ville have gjort en kæmpe forskel på historien.

 

Bogen opnår egentlig ikke mere end en standart skrevet børnebog. Det er ikke den type børnbog som man vil få nostalgi over når man bliver voksen. Det er en hurtig letlæselig bog, som man kan komme let ind i og let kan slippe igen. Den er underholdende og vil helt klart gøre sig godt som en skole- og biblioteksbog. 

 

Personligt generede sproget mig en smule, og jeg fandt ikke hovedpersonen eller hendes familie specielt interessant må jeg tilstå. Og det generer mig at bogen vil være en gyser bog, for det er den slet ikke. Men det er jo også begrænset hvad der kræves af en børnebog der ikke formår at komme over middel.

Crown of midnight review

Crown of midnight

Forfatter: Sarah J. Maas
Serie: Throne of Glass #2
Genre: Fantasy
Målgruppe: YA

Bogen er endnu ikke oversat til dansk





















From the throne of glass rules a king with a fist of iron and a soul black as pitch. Assassin Celaena Sardothien won a brutal contest to become his Champion. Yet Celaena is far from loyal to the crown. She hides her secret vigilantly; she knows that the man she serves is bent on evil.

Keeping up the deadly charade becomes increasingly difficult when Celaena realizes she is not the only one seeking justice. As she tries to untangle the mysteries buried deep within the glass castle, her closest relationships suffer. It seems no one is above questioning her allegiances—not the Crown Prince Dorian; not Chaol, the Captain of the Guard; not even her best friend, Nehemia, a foreign princess with a rebel heart.

Jeg var en smule skuffet over Throne of glass, fordi jeg var så ovenud begejstret for de halv-lange noveller der kommer før. Jeg tror primært det var fordi serien giver mig gode minder om dengang jeg spillede computerspillet Baldurs Gate - jeg elsker det spil. Så da handlingen i Throne of glass pludselig kun foregik inde på et slots fire vægge, så synes jeg at jeg mistede lidt af forbindelsen. Generelt skete der næsten også mindre i romanen end i de kortere noveller. Men efter at have læst Crown of Midnight er jeg nu blødet lidt mere op over for den historie hun nu fortæller. Jeg kan stadig bedst lide den Celena som vi ser i novellerne, fordi hun var så anderledes og sej, men i romanerne ser vi en blødere side af hende. Men jeg synes hun har fået noget fight tilbage i sig igen og jeg håber og tror at den næste bog i serien viser det endnu mere.

Egentlig så elsker jeg jo den her serie, fordi jeg synes Celena nærmest bære historien med hendes karakter - for mig er hun lige så epic tydelig som f.eks. Frodo. Jeg elsker også at handlingen sker i en middelalder-agtig verden - lidt ligesom Ringenes Herre - bare med mere bymiljø. Så jeg blev kun skuffet fordi jeg havde sky-høje forventninger - og jeg har faktisk stadig kun høje forventninger til den næste bog.

Throne of glass serien minder lidt om Study serien af M. Snyder, for mig er den bare endnu bedre. Lige min type historie. Fantasy, magi, kærlighed, historisk setting, handling, en sej og ikke mindst klog heltinde.

Alvins farvel

Alvins Farvel

Forfatter: Manu Sareen
Målgruppe: Børn
Genre: Realisme
Udgiver: Politikens Forlag


Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplaret




















Alvins bedste ven er kaninen Molly. Dun har lange bløde ører, og Alvin kan fortælle hende alt i hele verden. En dag ligger Molly helt stille i bunden af sit bur. Hun er død. Far og Alvin begraver hende i haven, tæt på legehuset.

En poetisk og usentimental historie for børn og deres voksne om livets største og sværeste spørgsmål.


Alvins farvel er som der også beskrives på bagsiden en ret usentimental historie om døden, og det at miste familie eller kæledyr. Jeg synes den er skrevet på en rigtig fin og god måde, og som jeg tror ville være et rigtig godt værktøj til hjælp hvis man skal håndterer børn og sorg.

Jeg elsker tegningerne. De er rigtig flotte og de er helt sikkert med til at gøre historien utrolig levende og flydende.

En ting jeg rigtig godt kan lide er, at man kan slet ikke mærke politikeren, som jo er Manu Sareens erhverv, i teksten, men nærmere en far med masser af familiekærlighed og forståelse. Jeg synes især teksten bære præg af hvor vigtig tid til omsorg er i de situationer. At det først om fremmest er vigtig at tage sig tid til at snakke om de store spørgsmål i livet, selvom man måske har lyst til at springe let hen over dem.

Læseprøver

 

Læseprøver er en underlig størrelse efter min mening. Egentlig er det jo ret smart, for ved at læse et uddrag af teksten kan man hurtig få en ide om, om bogen er noget for en. Alligevel tror jeg aldrig jeg har åbnet og læst en printet læseprøve. Jeg har heller aldrig læst de der preview kapitler til sidste i en bog. 

For mig har en fysisk læseprøve samme magt over mig som en fysisk bog. Den forventer at blive læst fra start til slut. Jeg kan ikke bare læse et enkelt uddrag, som jeg f.eks. kan på amazons bøger. Og så opstår der et nyt problem, for hvis jeg læser hele læseprøven så bliver jeg jo nødt til at købe bogen og læse den også. Og så kan jeg i princippet bare lade være med at læse læseprøven og så bare købe bogen fra starten af.

 

Jeg bruger tit amazons funktion med at tjekke indholdet ud og måske lige læse de første par linjer så jeg får en ide om skrivestilen. Det er som om den funktion ikke forventer at jeg læser fra ende til anden, og jeg forstår ikke helt hvorfor det er sådan. Det er lidt mærkeligt. 

Jeg er faktisk rigtig stor fan af amazons metode, og hvis den funktion ikke er at finde på amazon.co.uk, så klikker jeg over og finder den på amazon.com i stedet. Jeg har før fravalgt og tilvalgt bøger efter skrivestilen eller bogens indholdsmæssige opstilling på amazon. Men læseprøver er altså en hel anden sag. 

Hvordan har I det med læseprøver? Bruger I dem?