lørdag den 20. oktober 2012

Interview med Anne Marie Krüger Rasmussen

I går anmeldte jeg den aktuelle bog af Anne Marie Krüger Rasmussen, Soundtrack. Her fortælle Anne Marie om tankerne bag Soundtrack:

Vi får meget indblik i menneskepsykologi, kunstens verden og vi er både på Bali, København og London mv. Skulle du lave meget research for at lave bogen?
ja, jeg lavede en del research til bogen. Men det meste af det lavede jeg i forbindelse med mit speciale: Sangæstetik - om sangteksters betydning og funktion i litterær sammenhæng. Der kom jeg godt rundt om psykologi og kunst ihvertfald med musikken som kontekst. Da Hector flygter fra Sebastians ulykke var det oplagt at sende ham til Bali, da jeg har boet der i 3 mdr., og derfor sagtens kunne beskrive det miljø han befinder sig i på øen. London har jeg kun besøgt, så jeg har taget mig lidt friheder i beskrivelsen af livet der.


Hvordan har du det med at lave research?
Jeg har ingen problemer med at lave research. Jeg vil nærmest sige, at jeg kan blive lidt besat af det. Hvis jeg prøver at forstå noget, eller søger viden om noget, læser jeg alt, hvad jeg kan finde af informationer om emnet, og det er nærmest det eneste, jeg går op i i den 'periode', hvor det er aktuelt. Jeg lavede utrolig meget research til min første roman Ørnens Skygge. En ting var at kende til de nordamerikanske indianers historie - en anden ting var at prøve at forstå deres livsstil og deres livsfilosofi. I den forbindelse var jeg nødt til at læse romaner af indianske forfattere, skrifter fra deres shamaner samt se indianske film og billedekunst, for at prøve at blive fortrolig med deres virkeligheds opfattelse, både da de levede som nomader på prærien og så som 'byindianere' idag.


Soundtrack er en karakter-drevet bog, brugte du meget arbejde på at lave karakterne, eller kom de helstøbt til dig.
Jeg brugte ikke så lang tid på at lave personerne, da de hver især skulle repræsentere noget specifikt. Julia er det apollinske og naturligvis musikken, mens Hector er det dionysiske og dermed både det fanden-i-voldske og især det melankolske. De andre karakterer har alle de samme elementer i større eller mindre skala. Det melankolske er også tydeligt i Julias mor, mens det ordnede og det fornuftige (apollinske) er at se i både Sebastian, Karen og Hectors forældre. Tom indeholder lidt af alle elementerne, og derfor bliver han fortrolig både med Hector og Julia. Det, der var spændende, var at prøve at beskrive, hvordan Julia langsomt ændrer sig til at blive mere og mere melankolsk, mens Hector får mere og mere styr på sit liv.


Hvordan kom du på ideen til Soundtrack?
Jeg kom på ideen, da jeg arbejdede med mit speciale om sangtekster. Der var to ting, der gav mig ideen. Det første var, at de gamle grækere havde et begreb, der hed Mousike, det var symbiosen af dans, musik, poesi - altså alle de skønne kunstformer samlet under et begreb. Filosoffen og komponisten Richard Wagner tog det begreb op i 1800 tallet, han mente, at meningen med kunsten var at stræbe efter helheden -og skabte derved begrebet Gesamtkunstwerk - en forening af kunstformene og især af litteratur og musik. Jeg tænkte på, om det var muligt at skrive en roman, der netop kunne det - altså samle litteratur og musik og billedkunst i et? Og det er så det, jeg har forsøgt med Soundtrack, og det er derfor, der er så mange referencer til både billedekunst, film, poesi og især - og altoverskyggende- MUSIK.

Det var sådan set den overordnede ide. Men da jeg sad og arbejdede med netop forskellen på det apollinske og dionysiske element, læste jeg et sted, at den eneste medicin, der fandtes mod melankoli, var musik. Det gav derfor fuldstændig mening, at den ene hovedperson skulle være musikken (julia), og den anden skulle være melankolien (Hector). Historien ville så nødvendigvis have en fatal udgang, da musikken aldrig kan overvinde melankolien, men de to elementer vil altid være draget mod hinanden.


Kan du beskrive din arbejdsproces omkring bogen? Fra ide til færdig bog.
Når jeg får en ide, går jeg med den i hovedet længe, mens jeg tænker den frem og tilbage. Og så pludselig en dag, når jeg føler, at jeg er ved at blive kvalt i det, sætter jeg mig til computeren og begynder at skrive, og så skriver bogen stort set sig selv.....


Hvad kan du bedst lide ved skriveprocessen?
Når jeg læser noget, jeg har skrevet og tænker - hvor fanden kom det fra ;) og så kan jeg lide den ro, jeg har i hovedet, efter jeg har haft tid til at skrive. ( med en travl hverdag kan der godt gå flere dage imellem, jeg får sat mig til tastaturet.)


Hvad giver dig de største udfordringer i skriveprocessen?
Jeg kan godt blive rigtig træt af de personer, jeg skriver om, og så mister jeg interessen for dem. I Soundtrack syntes jeg til sidst, at Hector var så mega egoistisk og irriterende, at jeg havde lyst til at give ham et ordentligt spark.


Hvad er efter din mening det vigtigste budskab i Soundtrack?
Der er flere forskellige budskaber i Soundtrack, men det altoverskyggende budskab er, at musik og melankoli ofte går hånd i hånd, at musikken er melankoliens eneste lindring, men at melankoli aldrig kan kureres og hvis man ikke passer på, bliver melankolien direkte ødelæggende for sine omgivelser.


Kan du løfte sløret lidt for fremtidige projekter?
På nuværende tidspunkt er jeg ved at lægge sidste hånd på en magisk-realistisk børnebog om en kræftsyg piges møde med græske guder og fabeldyr. Derudover er jeg i gang med et 4-binds værk (børne/ungdomsbog) om en pige og hendes araberhest, og så har jeg to voksenromaner i mit hoved som jeg slet ikke er begyndt at arbejde med endnu.
SHARE:

Ingen kommentarer

Send en kommentar

© Skrivepulten | All rights reserved.
Blogger Template Created by pipdig