torsdag den 15. august 2013

Et glimt fra fortiden anmeldelse

Et glimt af fortiden

Forfatter: Anna-Lise Hougård
Genre: Historisk
Målgruppe: Voksne
Udgiver: Forlaget mellemgaard

Tak til forlaget mellemgaard for anmeldereksemplaret

















En følsom og sansemættet fortælling om Anna fra Rosenholm Slot, der som 15-årig tvinges til at gifte sig med en noget ældre mand.
Men den viljestærke kvinde nægter at gå på kompromis med lykken.
Selv om datidens bedre borgerskab ser skævt til det, så tør hun igen og igen satse på kærligheden.

Hendes historie udfolder sig i 1600-tallets Danmark og Sverige, hvor krige, pestudbrud og hungersnød danner baggrund for hendes kamp for at overleve og skabe en selvstændig identitet og en værdig tilværelse for sig selv og sine børn.

Man drages ind i forfatterens levende og maleriske beskrivelser af livet på den tid, ligesom man får et indblik i nationalhistorie set fra en kvindelig vinkel.



Jeg spurgte Mellemgaard om jeg måtte anmelde Et glimt af fortiden, fordi bogen handler om Anna fra Rosenholm slot, og da jeg elsker historiske romaner og fordi jeg næste år skal holde bryllup på det selv samme slot, så var det jo oplagt at jeg skulle læse den her bog.

Skrivestilen minder mig på mange måder om Philippa Gregorys. Både på den måde at bogen springer i tid, men bogen har også den samme evne til at få læseren til at indleve sig i de historiske hændelser. Hvilket nok har noget med det at gøre at det bliver fortalt i et nutidigt sprog, så man på den måde sagtens kan relatere til hændelserne selvom de foregik for flere hundrede år siden. 

Anna fra Rosenholm har levet et meget begivenhedsrigt liv, og jeg synes hun er utrolig interessant som person. Faktisk ville jeg ønske at forfatteren havde gået endnu mere i dybden med hendes historie, frem for de nogle gange lidt lange "historiske" afsnit. Som helt sikkert har været bedst dokumenteret, men at tage til bryllup hos kongen eller besøge kongen generelt er ikke de mest spændende afsnit.

Til gengæld var nogle af de sidste hændelser, som krigen med Sverige hvor hun bliver forelsket i fjende og mødet med Gøngehøvdingen noget af det absolutte mest interessante. Så det ville jeg elske at have fået uddybet noget mere. 

Anna virker en smule naiv som person, men til tider så udviser hun også et utroligt stort mod. En ting er sikkert og det er at hun er helt og holden er sin egen. Hvilket gør hende utrolig interessant og måske en smule forud for sin tid.

Jeg blev på alle måder utrolig positivt overrasket over denne danske fortælling. Jeg fik helt lyst til at se tv-serien Gøngehøvdingen igen. :0) Men det var selvfølgelig også årtiet hvor Christian d. 4. og Leonora Christina levede. De bliver da heldigvis også nævnt nogle gange. Det synes jeg var fedt, det var lidt som at få noget ekstra.

Helt igennem en fantastisk historisk debut.
SHARE:

5 kommentarer

  1. Romanen "Et glimt af Fortiden" er en fantastisk kærlighedhistorie om den unge, viljestærke Anna fra Rosenholm.Forfatteren beskriver så fuldendt hovedpersonens liv og virke, at man føler, man selv har en plads i historien. Man undres og glædes og bliver klogere på livets mange facetter i en helt anden - til tider barsk tidsalder , end vor egen. Man kommer til at holde af denne kvinde. Det er en bog, man nødigt lægger fra sig, når først man er begyndt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for den flotte anmeldelse af min roman.
      Anna-Lise

      Slet
  2. Jeg undrer mig over det er en bog i voksen generen, fordi fortælle stilen vil være god til unge teenage piger, et enkelt sprog, hvor alt pindes ud, og gentages så mange gange at det virker irriterende og man får lyst til at mumle : ja ja jeg HAR læst det og ja jeg har forstået det. Som læser har jeg ikke behov for at få ting gentaget.
    Beskrivelserne er så forklarende at det virker som om det er et meget ungt menneske, der skal forstå meningen.
    Jeg er da sikker på at forfatterens hensigt er at holde læseren fangen og jeg lånte da også bogen da jeg holder af historiske romaner, men skrivestilen gjorde at plottet slet ikke kunne fange mig og jeg må indrømme at jeg kedede mig og derfor ikke ville bruge tid på at færdiglæse bogen- Forfatteren vil egne sig til at skrive romaner, der henvender sig til et meget ungt læse publikum, hvor de så her vil få mulighed for at få indsigt i et flig af vore historie.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan jeg faktisk godt følge dig i, altså at sproget er meget enkelt, og meget beskrivende, og i bund og grund gør sig meget godt til unge. Det er dog ikke den første voksenbog jeg støder på med sådan et sprog, og jeg tvivler på det er sidste gang. Jeg tror det ofte er et spørgsmål om smag og behag og om man lige har tålmodighed til det, når man sidder og læser det. F.eks. så vil jeg rigtig gerne læse bøger ligenu der er mere skarpe i sproget, og så vil jeg også være mere utålmodig med den her bog, end jeg var da jeg læste den første gang.

      Slet
  3. For mange af de tusinde læsere, der har læst min bog, er enkelhed i sproget et must. Hvorfor gøre tingene mere besværlige end de er. En enkelt negativ anmeldelse er for intet at regne, når jeg sammenligner med alle dem, der er glade for min bog. Jeg håber, de vil blive lige så glade for fortsættelsen, som har fået titlen "Som engle - der holder vagt" som udkommer i efteråret 2016.

    SvarSlet

© Skrivepulten | All rights reserved.
Blogger Template Created by pipdig