Som stjerner på himlen

Som stjerner på himlen

Forfatter: Jennifer Niven
Genre: Realisme
Målgruppe: Unge
Udgiver: Alvilda




Tak til Alvilda forlaget for anmeldereksemplaret



















Historien om en pige, der lærer at leve, af en dreng, der ønsker at dø.

Finch er fascineret af døden. Men han leder også efter ting, der er værd at holde sig i live for. Violet lever i fremtiden. Hun tæller dagene, til hun er færdig med skolen, så hun kan undslippe den lille barndomsby og sorgen efter sin søsters død.

Violet og Finch mødes tilfældigt i toppen af skolens klokketårn – med udsigt til seks etagers frit fald. Og da de begge er kommet helskindet ned, er det svært at sige, hvem der egentlig har reddet hvem.




Ligesom med Twilight og Hunger Games, synes der også at komme en bølge af denne type bøger, i kølvandet på ‘En flænge i himlen’ (A Fault in our Stars’). Og selvom jeg normalt nærmest bifalder bølger, så er jeg ikke sikker på at det her er en god ting. Jeg tror ikke den her type bøger kan planlægges, jeg tror de skriver sig selv fordi en forfatter brænder efter at få det ud. Hvis ikke de bliver brændt ud vil de føles som et hult ekko. For mig var ’Som stjerner på himlen’ et hult ekko.

Ærligt, jeg er ikke god til den her slags bøger. Jeg var ikke synderlig fan af hverken ‘Eleanor og Park’ eller ‘Hvis jeg bliver’. Jeg synes ikke de har nok dybde. Jeg synes det er fedt at man tager fat i stærke tabu-belagte emner, men det er ikke nok bare at tage fat i emnet, man bliver også nødt til at forstå det 100%, og derefter formidle det videre med 120%.

For at sammenligne lidt med ‘En flænge i himlen’ så handler hele bogen om det at overleve, eller at leve. Hvorimod ‘Som stjerner på himlen’ handler om nogle individuelle problemer, noget teenage angst og snak, indtil BOOM - klimaks sker, og så forventes det nærmest af os (læsere) at vi skal sidde lamslået tilbage, men det sker bare ikke.

Sproget var flot, og det er fedt at der bliver taget hul på et tabu. Ingen tvivl om det, men når det er sådan et følsomt emne, så skal det også bare sidde i skabet. Jeg tror der er en masse der er uenige med mig her, men i bund og grund føler jeg at personerne er ret så 'klaskede'. De mangler virkelig dybde. Violet er direkte urealistisk i hendes reaktioner, synes jeg. Hun ofres til fordel for historien, men jeg har en teori omkring hvorfor: Jeg fandt nemlig ud af, ved endt læsning, at forfatteren har oplevet det samme som Violet, og jeg tror hun er for tæt på sin karakter til rigtig at kunne forklare os hvordan det føles at være Violet. Jeg har også en fornemmelse af at Jennifer Niven, ikke helt forstår Finch. I hvert fald formår hun ikke at nå ind til mig gennem nogle af sine karakterer, og det er synd. Men igen, jeg har det generelt lidt svært ved de her type historier, så jeg er nok ikke den nemmeste læser at trænge igennem til.