Enid

Som noget nyt kommer jeg til at køre en lille serie, med filmiske forfatter-portrætter. Dette er den anden i serien, første handlede om Ian Fleming: The man that would be bond.

 

Jeg har kort blogget om den her film før, da jeg lavede kort om film jeg har set indlæg, men det var næsten for kort til jeg sådan rigtig kunne gå ind i filmen kontra forfatteren.

Filmen er fra 2009 og er et portræt af Enid Blyton, forfatter til utallige børnebøger. 'De fem' i sig selv er jo nærmest en utallig bogserie. Jeg har slået et tal op der hedder 750 udgivelser - og det er jo sindssygt produktivt.

Derfor er det nok måske heller ikke så underligt at der bliver tegnet et portræt af Enid Blyton som en dårlig mor. Det er i hvert fald ikke et særligt fatterende billede der her bliver tegnet af forfatteren. Der bliver tegnet to meget tydelige billeder. Et af Enid Blyton privat og et af Enid Blytons image. Hvilket er to meget forskellige billeder. Hun vises med en lidt barnlig tilgang til hendes liv, hvilket måske er blevet set ud fra at hendes karakterer i bøgerne aldrig udvikler sig. De fem foregår over mange somre men børnene synes aldrig at blive ældre af sind, og aldrig nogensinde at nå den hormonelle alder.

Er filmen så det rigtige billede? Det er jo tydeligt at Enid Blyton var en viljestærk kvinde der gik efter det hun ville have. Hun var yderst produktiv og har tilsyneladende elsket det hun lavede betingelsesløst. Hun var derudover utrolig god til at markedsføre sig selv, så jeg fandt umiddelbart billedet meget troværdigt første gang jeg så filmen.

Filmens faktualitet er i hvert fald rigtig når det kommer til den historiske periode, og menneskerne i sit liv. Det var rigtig at Enid var gift to gange og fik to børn. Disse to børn har dog forskellige meninger om deres mor i eftermælet. I morgen synes at mindes moderen som "arrogant, insecure, pretentious, very skilled at putting difficult or unpleasant things out of her mind, and without a trace of maternal instinct." Hvorimod Gillian har sagt: "I was very close to my mother, and talked with her freely from early childhood."

Mit største problem med filmen er umiddelbart at Enid Blyton bliver tegnet meget ensporet. Måske var hun ikke en god mor, men - og hvad så? Det er der vel nogen af os der ikke kommer til at være. Jeg ville ønske der havde været støre fokus på det hun gjorde for rigtig, rigtig mange andres børn verden over. Hun gav dem en verden at flygte hen i, at finde trykhed og styrke. Jeg ville have ønsket, fra et feministisk synspunkt, at de havde fokuseret på hvor meget hun rent faktisk fik opnået i en meget mandepræget verden.