Hvorfor forfatter?

Har jeg nogensinde fortalt jer hvorfor jeg gerne vil være forfatter? Som den læsehest jeg nu engang er, så ville det være meget oplagt at tror, at jeg efter så mange læste bøger, skulle få lyst til at skrive mine egne historier. Sådan tror jeg rigtig mange får det.

Men jeg har faktisk aldrig nogensinde tænkt, hey.. det kunne være sjovt at skrive sin egne historier engang. Nej for mig har det været omvendt. Jeg oplever at historierne selv danner sig i mit hoved og det har de gjort så længe jeg kan huske. Så da jeg pludselig en dag oplevede at jeg havde skrevet en halv bog, ud fra ideer der bare flød fra mit hoved og ned gennem fingrene, så måtte jeg ligesom konkludere derefter, at hey... jeg sidder jo og forfatter tekst, ligenu og her.

At der så er langt derfra og til at blive forfatter det er så noget jeg har opdaget de mange, mange år efterfølgende. Hvilket jeg faktisk har en anden blogpost på vej om, nemlig det at tage sig selv og sine historier seriøs. Det har alle dage været min største udfordring.

Men historierne lever sig liv, og de underholder mig hele tiden også når jeg ikke sætter pen til papir. Eller taster løst på computeren. Det er også derfor at historier for mig er vigtigere end selve sproget, ordene. Sprog og ord kommer ikke så let til mig, som historierne. Så det er selvfølgelig også der en del af min udfordringer ligger.

I bund og grund så er jeg også godt tilfreds med at skrive for mig selv og til min veninde, eller det var jeg i mange år. Især når man hele sit liv har skullet høre at blive forfatter var umuligt. Den sætning er også årsagen til hvorfor mine søndage er dedikeret til at give andre skrivegale lysten og modet og viden til at skrive derudaf og aldrig stoppe. For selvom jeg har været tilfreds med at have historierne for mig selv, så er det som om historierne ikke selv er. Der er kommet mere på hjertet som årene går, der er kommet mere fokus på skriveteknik, sprog osv.

Jeg har de sidste par gået og tænke meget over, om jeg virkelig skal springe helhjertet ud i det eller jeg bare skal lade det være som det er. Jeg har en lille bog hvor jeg har lavet en historie ud fra de 10 ord jeg havde lært at stave til på daværende tidspunkt. - Det var ikke nogen god historie kan jeg godt fortælle jer, men det har sagt mig meget at kigge på den lille bog. Den fortæller mig at på trods af at det at blive forfatter aldrig nogensinde kan betale sig økonomisk, at det vil give utrolig mange hjerte sorger hver gang en læser ikke vil kunne lide historien, så er det bare en del af mig at være sådan. Og det er en del jeg virkelig bør respektere. Og så må det briste eller bære.