Selvom jeg har et meget ambivalent forhold til bogen, var jeg dog helt sikker på at jeg skulle se filmatiseringen. Jeg har været spændt på om filmen ville kunne få de tårer frem som bogen ikke fik hos mig, og så var jeg især nysgerrig efter at se hvordan ’fantasy’ castingen tog sig ud. ’Fantasy’ casting fordi filmens hovedpersoner alle er kendt for store fantasy eller dystopiske filmatiseringer.
Faktisk synes jeg de gjorde det enormt godt. Jeg elsker Emilia Clarkes udgave af Lou – for mig virker den meget tro mod bogen.
Jeg føler ikke helt bogens dybe magi i filmen og der var selvfølgelig nogle af Lous sider vi aldrig fik at se. Desværre. Så jeg vil til enhver tid heller læse bogen end at se filmen igen.
Og nej, filmen formåede heller ikke at frembringe tåre .. hvad er der i vejen med mig, spørger I nok. Problemet er at filmen og bogen sælger sig selv som den her kæmpe store kærlighedshistorie og det synes jeg helt ærlig ikke den er. Jo det er en kærlighedshistorie, men for mig er den ikke særlig dyb. For mig flytter den ikke bjerge, den overvinder ikke noget. Dertil gør det det selvfølgelig ikke bedre at jeg har en stærk mening om aktiv dødshjælp. Den skal jeg nok lade være med at trætte jer med, men lad os bare sige at jeg har oplevet hvad en måned mere liv kan udrette og betyde for de involverede. Som Tyrion Lannister siger: "I have to disagree. Death is so final, whereas life... ah life is full of possibities."
Ingen kommentarer
Send en kommentar