Mio min mio
Forfatter: Astrid Lindgren
Genre: Eventyr
Målgruppe: Børn
Udgiver: Branner og Korch
Bo Vilhelm Olsson, kaldet Bosse, er adopteret af et ældre ægtepar, der ikke bryder sig om drenge. En dag finder han en flaske med en ånd i, og da han befrier ånden, tager den ham med til Landet i det Fjerne. Da Bosse ankommer til Landet i det Fjerne, får han at vide, at hans rigtige navn er Mio, og at han er søn af landets konge. Selv om Mio bare er en lille dreng, bliver det hans opgave at bekæmpe Ridder Kato. Sammen med Jum-Jum og Miramis tager Mio af sted for at møde sin skæbne.
’Mio min mio’ var en af mine absolute yndlingsbøger som barn. Jeg har slet ikke tal på hvor mange gange jeg har læst den. Jeg mindes at jeg engang har læst sidste linje hvorefter jeg bladrede om foran og læste den igen fra begyndelsen.
Jeg kan huske at jeg ikke var 100% vild med bogen. Der var mange elementer jeg ikke brød mig om. Især det der element med at historien lidt danser mellem om det er noget der sker eller om det er en drøm, eftersom at det er tankevækkende at alt hvad han oplever er lige præcis er eller ligner noget som han kender fra virkelighedens verden.
Det element brød jeg mig ikke om som barn. I dag foretrækker jeg også at læse bøger som selv ved hvad den skal fortælle mig og som ikke evigt danser mellem to muligheder. For hvis det hele er drøm, så ender historien jo faktisk ret tragisk og hvis ikke det er så er det en utrolig lykkelig slutning.
Jeg tror jeg var så besat af at læse den, fordi det var det der var tættest på fantasy som jeg kendte til dengang. Så hvis Harry Potter havde eksisteret dengang, så tror jeg ærligt talt ikke jeg havde skænket ’Mio min mio’ et ekstra blik. Og det kan jeg faktisk sagtens forstå at mit barndoms-jeg ikke ville have gjort. For jo efter en genlæsning så værdsætter jeg virkelig Astrid Lindgrens tekst for alt det den er, men faktum er bare at jeg nok elskede den så højt dengang fordi den genre jeg ledte efter ikke lod sig finde.
Det var også en af mine favoritter som barn - hold nu op, hvor har jeg genlæst den mange, mange gange!! Jeg hørte den som lydbog, jeg tror det var sidste år, og den skuffede så meget (oplæseren var også dårlig), men den var slet ikke så magisk som jeg huskede det.
SvarSletEj hvor sjovt du har haft den samme oplevelse. Måske er det bare noget andet som barn. Men ja en dårlig oplæser kan virkelig også ødelægge meget!
SletÅh, jeg elsker Astrid Lindgrens børneeventyr!! De kan bare noget helt specielt. Det er dog kun "Brødrene Løvehjerte", jeg har genlæst som voksen. Måske jeg skulle for alvor gå i krig med eventyrgenren. Måske at min datter vil læse dem sammen med mig - man har lov at håbe. Lige nu læser vi den nye illustreret udgave af "Harry Potter og de vises sten", og hun er helt fanget. Det er bare så hyggeligt :)
SvarSletÅhh.. hvor fantastisk. Jeg glæder mig sådan til min søn bliver gammel nok så vi kan læse Harry Potter sammen. <3
SletTak for anmeldelsen. "Mio min Mio" er netop en af de Astrid Lindgren-bøger, jeg IKKE har læst som barn, men jeg har gået og tænkt på at jeg gerne ville læse den det sidste halve års tid. Spændingen mellem virkelighed og fantasi er meget typisk Astrid Lindgren, synes jeg, og jeg kan godt genkende den der lidt frustrerende følelse af at læsningen er splittet mellem de to ting, men det er faktisk noget af det, jeg godt kan lide ved hendes historier: At hun ikke altid serverer nemme svar, heller ikke selvom det er historier for børn.
SvarSletSelv tak. Ja jeg er faktisk enig at det smukke lidt er at hun ikke giver nemme svar til børn, men sådan helt personligt så læser jeg nok en bog med en forventning om at opleve forfatterens holdninger/meninger og jeg bryder mig derfor meget sjældent om de her åbne muligheder, som jeg tror rigtig mange andre elsker at læse. Jeg vil bare gerne helst have forfatteren svar og så ud fra det danne mit eget. Og særligt bryder jeg mig ikke rigtig om de bøger der svæver mellem fantasy eller virkelighed. For ellers føler jeg mig snydt.
Slet:)
Slet