En roman er mange ting de er tanker, plot, stil, tone, karakterer - men det der i høj grad gør alt det levende for læseren er med hvor stor succes forfatteren har haft indflydelse over læserens fantasi. For er det ikke der gør at bøgerne bliver levende? I vores forestillingsevne? I vores hjerner - og hjerter ikke mindst.
Her spiller sanser i høj grad ind. Vi kan bruge sanser til at få vores læsere til at føle, smage, dufte – i hvert fald i deres tanker og hvad de kan huske – f.eks. kan læseren måske huske duften af roser og vil genkalde den duft - eller det de kan huske af den - hvis du som forfatter formår at beskrive det sanseligt.
Det handler ofte også om at beskrive det mere end bare f.eks. at skrive ’et gammelt spøgelsesagtigt hus’. Spørg dig selv: hvordan er det gammelt? Hvordan er det spøgelsesagtigt? Har det stået tomt længe? Ser det faldefærdigt ud? Hænger den gamle træ postkassen i en sørgelig positur? Ser diset ud til at lægge sig om huset som en slange der vogter det? Når du får sat ord på, kan du strege ’et gammelt spøgelsesagtigt hus’ ud fra romanen. For nu er du nemlig i gang med show don’t tell og har ikke længere brug for at skrive gammelt, når du har beskrevet hvor faldefærdigt det ser ud. Du har heller ikke behov for at kalde det spøgelsesagtigt hvis du f.eks. har beskrevet at hovedpersonen følte at han i løbet af et øjeblik ville få sin bedstemor at se igen. Osv. Osv.
Hvis du har svært ved at beskrive – så er det højest sandsynligt fordi du ikke selv kan se det for dig eller mærke det. Så ofte så skal der faktisk mere til end bare at sidde og skrive på sit tastatur. Der er jeg lidt i skriveprocessen ligenu. Jeg er ude og lede, efter musik, efter billeder – efter en følelse. Det kan være at jeg går ud i det grå vejr for at mærke den grå tilstand som jeg så kan videreføre i bogen når jeg kommer ind igen. I en helt bestemt udvalgt scene.
Balancen er så ikke at fortælle alt for mange detaljer, selvom det står knivskarpt og tydeligt for dig, for der skal være plads til at læserne kan begynde at forstille sig det selv. De skal altså have lidt info til at sætte deres egne forestillingsevner i gang. Så de selv udfylder en del af billedet og derved bliver til en del af romanen. Det er heller ikke helt ligegyldigt hvilke detaljer der er bedst at bruge. Vælg de der for dig er mest tydelige, mest rammende for den stemning du vil sætte og lad læserne om de små detaljer.
Ofte vil en forfatter give meget sparsom info omkring hovedpersonen af samme årsag – nemlig så at læseren kan sætte sine egne karaktertræk ind i hovedpersonen og derved gøre historien mere levende for sig selv.
En anden ting du skal tænke på er dialoger. Dialoger bliver mere levende hvis du kan vise personernes følelser frem for at fortælle dem. Jeg har hørt et eller andet sted at det var en god ide at tænke på dialoger som et skelet – forstået på den måde at hver dialog påvirker et eller andet på personens krop. Hæver personen øjenbrynet? (forundret/lettere overrasket). Vores kropssprog afslører i høj grad hvad vi føler. Og hvordan vi reagerer på hvad der bliver sagt. Brug det så godt du kan i dine dialoger – efter min mening er det her bedre igen at show frem for at tell. Så i stedet for at bruge ’hvæsede han’, så vis det: ’sagde han, så hun følte hans fråde havde indtaget hendes ansigt’.
Husk – det her skal du ikke tænke alt for meget over i første kladde, for ellers får du den aldrig skrevet. Hvis du kan gøre det og samtidig holde styr på plot osv. så FANTASTISK. Men hvis du er ligesom mig, så glem det for en stund og tag det op når du skal i gang med at redigere. Faktisk finder jeg det meget fornøjeligt ligenu, at jeg genopdager historien på en eller anden måde via et tredje øje. Det gør redigeringsprocessen ret sjov faktisk. Jeg elsker at gøre min historie mere levende.
Ingen kommentarer
Send en kommentar