søndag den 10. september 2017

Nicoles 5 bedste skrivetips






1.       Giv historien tid til at ”simre”

Jeg har skrevet mange bøger. Og det får folk til at tro, at jeg skriver meget hurtigt (hvilket jeg også gør), men det betyder ikke, at processen med de enkelte bøger går hurtigt. Faktisk tværtimod. Mange af mine bøger ligger i flere år, før jeg skriver på dem. Og selv derefter kan der gå år med at finde den rette form. Et godt eksempel er Ilttyv. Det første notat jeg har på bogen er et 2-siders arbejdspapir, som jeg afleverede til min forfatterkollega Kit A. Rasmussen i forbindelse med et skrivemøde i 2011.  Inden da havde jeg gået og tænkt på ideen i et par år, men i 2011 forsøgte jeg for første gang at sætte ord på projektet. De ord er i dag ret sjove. Blandt andet fordi jeg troede, at det skulle være en kort letlæst serie på ca. 60 sider på bog. Det endte jo så helt anderledes. Og sådan er det tit. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at man giver ideen tid til at udvikle sig. Lad være med at tro, at du skal skrive bogen, dagen efter du fik ideen til den. Giv den tid til at simre. For nogle er et par uger måske nok. For mig kræver det som regel mindst et år. Men der er ingen rigtige løsninger. Du skal bare gøre, hvad du føler er rigtigt for dig.



2.       Skriv på flere ting samtidig

En af de største aha-oplevelser som jeg har haft i mit forfatterliv var da jeg begyndte at skrive på flere bøger samtidig. Det betød, at jeg kunne holde pause fra en bog og lade den simre, men uden at skulle holde pause fra skrivningen. Jeg tror på, at det at skrive kræver træning lige som alt andet. Og derfor gælder det om hele tiden at holde sig i gang. Hvis jeg skulle holde lange pauser hver gang jeg sad fast i en bog, så ville jeg miste fornemmelsen for sproget og plottet, mens jeg ventede. Derfor har jeg altid gang i mindst to projekter, som jeg så veksler imellem. Og mens jeg skriver på det ene, så arbejder hjernen videre med det andet projekt og pludselig, så er jeg klar til at hoppe tilbage igen. Dog skriver jeg altid kun på et projekt i løbet af en dag. Ellers bliver jeg forvirret.



3.       At synes det hele er noget lort er en del af processen

Hvis du nogensinde har prøvet at gå i stå og føle det hele bare stinker, og du lige så godt kunne smide bogen i skraldespanden, så er du ikke alene. Jeg oplever det altid mindst en gang i hver bog. I starten kunne det lamme mig i dagevis, ja sågar uger, men nu ved jeg, at det bare er en del af processen. Det er et punkt, jeg skal over. Så i stedet for at gå i panik, så tvinger jeg mig selv til at arbejde videre. Så siger jeg fx til mig selv, hvis du stadig synes det er noget lort om 50 sider, så må du skrotte det, men ikke før. Og når jeg så har skrevet de 50 sider, så har jeg helt glemt, hvad problemet var. Måske støder jeg så på et nyt problem, men igen så siger jeg til mig selv. Giv  det 50 sider mere osv.



4.       Det skal ikke være perfekt fra starten af

En af de hyppigste grunde til at folk går i stå med at skrive deres bog, er fordi de vil have den skal være perfekt fra starten af. Deres indre kritikker sidder på skulderen og kritiserer hver en side, indtil de er fanget i et håbløst loop af omskrivninger og aldrig rigtig får ny tekst, men bare omskrevet tekst. Jeg har set alt for mange falde i denne fælde. Det må ikke blive dig. Så det du skal gøre i stedet det er, at skrive en kladde. Dvs. du skal bare skrive derud af og prøve ikke at gå tilbage og rette, før du er helt færdig. På den måde får du en masse tekst og får bogen ned på papir. Og så kan du altid rette den senere. Husk: En færdig halvdårlig bog, kan rettes til en færdig god bog. En halv bog er bare en halv bog. Jeg har snart skrevet 50 bøger på den måde, og hvis der er en ting, jeg har opdaget, så er det, at sidste punktum er magisk. Når du først har skrevet bogen færdig, så rammes du (eller i hvert fald jeg) af et kæmpe skud lykkefølelse og energi. Det betyder, at alle de problemer, du synes bogen havde (og måske stadig har) nu ikke længere virker så store. For med sidste punktum på plads, så har du overblikket. Det vil sige, at nu er det ikke særlig svært at skrive starten om, slette en biperson, ændre en location eller hvad dine problemer nu har været. Alt er lettere, fordi du nu ved, at bogen (på trods af problemer) er færdig.



5.       Giv aldrig op

Hvis du gerne vil være forfatter er der en ting, du aldrig må gøre. Og det er at give op. Og det gælder både, når du sidder og skriver på bogen og når du sender til forlag. I skriveprocessen kan det være let bare at droppe bogen og i stedet skrive noget nyt. Men du kan også risikere at ende med 100 forskellige begyndelser, men ingen hele bøger. Det handler om at holde fast og blive ved. Hvis du virkelig vil det her, så elsker du din historie og dine personer. Og derfor så kan du ikke bare slippe dem. For hvis du ikke skriver deres historie, hvem gør så? Det er en af de tanker, som jeg selv holder fast i. Og når din bog så er færdig, så må du heller ikke give op bare fordi det første forlag ikke siger ja. Det er en hård og svær branche. Personligt sendte jeg første gang en bog ind til et forlag da jeg var 15 år gammel. Jeg debuterede som 24-årig. Det betyder, at jeg brugte 9 år på at få afslag. Og det var ikke på en bog, men på mange bøger, som jeg sendte rundt efter et sirligt system, så alle bøgerne kom rundt til de forskellige forlag. Det var pisse hårdt. Men for hvert afslag blev jeg en smule bedre. Jeg tog skrivekurser, fik respons fra skrivegrupper og blev hele tiden ved med at skrive. I dag kan jeg leve af at være forfatter. Så hvis jeg kunne, så kan du også. Husk: Dem der bliver forfattere, er ikke nødvendigvis dem der er de dygtigste eller mest højtråbende. Der er dem, der er de stædigste. Dem, der nægter at give op. Uanset hvor mange afslag de får kastet i hovedet.



Om Nicole Boyle Rødtnes

Nicole Boyle Rødtnes er født i 1985 og uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur. Nicole har skrevet en lang række bøger for børn og unge bl.a. serierne ”Ilttyv”, ”Elverskud” og ”Zombie-jæger” samt de realistiske ungdomsbøger ”Hul i hovedet”, ”XY” og ”Ar fra mit glemte liv”. Ilttyv kan fås i boghandlen den 14. september.



Instragram: Nicoleboyleroedtnes
SHARE:

Ingen kommentarer

Tilføj en kommentar

© Skrivepulten | All rights reserved.
Blogger Template Created by pipdig