Fra Libanon til Lærkevej

Fra Libanon til Lærkevej

Forfattere: Abdel Aziz Mahmoud, Souad Taha og Gitte Løkkegaard
Genre: Samtalebog
Målgruppe: Voksne
Udgiver: Politikens forlag

Tak til Politikens forlag for anmeldereksemplaret

Tv-værten Abdel Aziz Mahmoud kom til Danmark som knap to-årig og ville som barn bare være så dansk som overhovedet muligt – så hurtigt som muligt. Hans forældres historie og kultur var kun en belastning. Når hans mor serverede arabisk falafel, tiggede han om lasagne. Han gad heller ikke høre om sine bedsteforældre i Palæstina og borgerkrigen i Beirut, om sine forældres flugt eller familiens start i Danmark. Nu skammer han sig. 



Jeg håber altid en masse fra den her slags bøger. Indsigt. Visdomsord. Ting der kan udvide min verdensopfattelse. Men jeg undgår dem ofte, fordi jeg er bange for mine forventninger ikke bliver indfriet. Men det blev de og meget mere.

Abdel Aziz Mahmoud skriver selv - at hans ønske er at bogen skal være inspirerende for andre. Det er i hvert fald lykkes i mit tilfælde. Jeg synes det var helt vildt inspirerende læsning og meget tankevækkende til tider. Især arbejdet med at hjælpe flygtningen lød virkelig interessant og som et virkeligt givende arbejde - på så mange områder.

Jeg elsker især, at et af budskaberne mellem linjerne er, at vi danskere burde være bedre til ikke hele tiden at dømme andre, fordi de måske gør noget anderledes. I stedet for at konkludere at andre folk er underlige eller mærkelige fordi de gør noget andet end vi selv ville have gjort. For ofte når man spørger, så er der jo ofte en rigtig god og forståelig grund. Vi er alle mennesker på lige fod. Det kunne være skønt hvis vi ikke altid på forhånd tænker, at vores vej er den eneste rigtige.

Samtalebogen fungere primært med Abdel som interviewer af sin mor (og nogle gange far) Souad, om hendes liv i Libanon, hendes flugt fra krigen og endelig ankomst i Danmark hvor hun slog rødder. Hendes historie er helt vild, meget ulig hvad vi har oplevet i Danmark og den tjener som eftertanke til hvad det er andre flygtninge gennemgår. Tonen er meget ligetil og familiær. De både griner og græder og som læser gør man det samme. For selvom det er Souads historie, så er det også en historie omkring en søn der kommer tættere på sin mor. Men også omvendt for Souad bliver i bogen endelig fortalt hvordan det var for Abdel, da han sprang ud som bøsse. Bogen er helt imponerende ærlig og den går direkte i hjertet. Det er på alle måder en meget livsbekræftende historie.

Personligt vil jeg rigtig gerne have mere. Jeg vil gerne have mennesker som Souad og Abdel ind i folketinget og ruske dem alle lidt op. Men forhåbentligt bliver der sat lidt mere fokus på integrationsproblemerne med denne bog. Den kunne virkelig gøre en enorm forskel hvis folk satte sig ned og lyttede til hinanden.

Ja, hvad kan jeg sige. Jeg nød læsningen fra start til slut. Alt lige fra kærlig familie drillerier til de tunge emner og den viden om krigen i mellemøsten som man ikke har hørt så meget om som man brude. Jeg vil rigtig gerne have mere fra Abdel og Souad. Meget mere. Jeg har allerede lånt bogen ud til min mor - jeg har planer om at jeg skal prøve Souads opskrifter (elsker altså at de er med i bogen!) og jeg er ret så håbefuld for hvad 'fortsættelse følger' - som der står sidste i bogen - betyder. For jeg tror at Souad og Abdel har meget mere på hjertet som vi kan lære noget af.