onsdag den 10. juli 2019

Duftapoteket







Duftapoteket
- der er en hemmelighed i luften
Forfatter: Anna Ruhe
Serie: Duftapoteket #1
Originalsprog og -titel: Tysk, Die Duftapotheke
Genre: Fantasy
Målgruppe: Børn og deres forældre
Udgiver: Straarup & co.


Tak til Straarup & co. for anmeldereksemplaret


Det luger mærkeligt i den gamle villa – af tusind ting på samme tid. Det er det første, Luzie lægger mærke til ved deres nye hjem den kedelige landsby. Men ingen ved, hvor lugtene kommer fra. Sammen med sin lillebror Benno og nabodrengen Mats begynder Luzie at undersøge villaen.
Men børnene har ingen anelse om, hvad huset gemmer på af hemmeligheder. I et skjult rum med reoler fra gulv til loft finder de et hav af flasker med farverige, mystiske dufte. Men i flaskerne bobler ikke bare dejlige overraskelser. De er også fulde af farer. Og en af dem skulle de aldrig have åbnet…




Ved første øjekast er 'Duftapoteket' utrolig tiltalende. Forsiden i sig selv er virkelig flot og så afgiver den fortryllende, magiske og eventyrsagtige signaler. Det samme gør beskrivelsen, og en bog der handler om en duftapotek kan virkelig kun være sanserig. 

Det starter virkelig også godt ud - tre børn går på opdagelse i et gammel palæ, og det de finder er magisk. Herfra tager historien fart og de tre børn bliver hurtigt hvirvlet ind i begivenheder som de ikke ved hvordan skal ende. Bogen fortsætter sit fine niveau hele vejen igennem bogen - som desuden er krydret med fantastiske stemningsfulde illustrationer. 

Jeg elskede personligt duftapoteket - men jeg er også lidt - okay meget - vild med dufte. Og selvfølgelig vil jeg have elsket at være længere i det duftapotek og hørt meget mere om de forskellige dufte og virkemidler, men selvfølgelig skal der være mere til de næste bøger i serien, og så kan forfatteren heller ikke gå ud fra alle er lige så tossede med beskrivelser af dufte som jeg er. 

Men jeg synes der var lidt uudnyttet potentiale gemt i historien, som aldrig rigtig får plads - men da det er en serie, så kan det sagtens nå at komme endnu. Selvom bogen er bind 1 i en serie, så kan man faktisk godt læse denne første bog uden at man skal hen og have fat i bind 2 med det samme. Den har ikke nogen cliffhanger til sidst som kræver det. Men man har helt sikkert lyst til at læse videre om det gamle hus, familien om Mats og Luzie - og ikke mindst Benno og familien. 

'Duftapoteket' vil fungere rigtig godt som en højtlæsningsbog både fordi voksne også kan få lidt ud af at læse bogen, men også fordi bogen kan starte mange gode samtaleemner om familie og venskaber.








SHARE:

Ingen kommentarer

Send en kommentar

© Skrivepulten | All rights reserved.
Blogger Template Created by pipdig