torsdag den 25. august 2011

Om mig

Jeg skulle på et tidspunkt skrive en tekst til mit kursus på skriveværkstedet, om mig selv på en kreativ måde. Det her er hvordan det lød:


Søndag.. dagen før endnu en hård arbejdsdag

I dag burde jeg nok ombryde nogle artikler, deadlinen er jo ikke ligefrem langt væk, men i stedet skal jeg skrive om mig selv til forfatterkursuset.. uhh.. jeg hader den opgave allerede.

Flash! ”Two people thrown together by destiny, she’s a bride to be, he’s an agent sworn to kill her fiancé.”  Jeg ryster lidt på hovedet og kigger tomt ind på cursoren, der blinker provokerende på skærmen.

Flash! ”Giving the magic power to a women, gives you no choice in life, you will be more cursed than any other.” Tasterne begynder at danner den sædvanlige form for rytme under mine fingre.

Jeg skæver over til reolen ved siden af mig, hvor der pudsigt nok står langt flere bøger af f.eks. Finn Dreibek og Robert Zola Christensen end bøger fra Adobe eller bøger om webdesign. Jeg sukker – Det var jo egentlig meningen jeg skulle lave mit selvstudieprojekt. Jeg skal i hvert fald læse ’Creating unforgettable characters’ af Linda Steger, inden jeg begynder at skrive alt for meget, plus måske 10 bøger mere om nogenlunde det samme emne. Men det kribler i fingrene.. vil skrive.. nej.. skal lære - Listen er lang, lykken er kort.

Mit selvstudieprogram ligger og griner af mig på bordet, det næste punkt på listen er at fortætte med Robert Zola Christensens ’Manual til skrivekunsten’. - Genial bog. Den giver mig mulighed for at skrive, hvilket i bund og grund nok er noget af det jeg lærer mest af, frem for at læse at jeg skal igennem minimum 4 korrekturgange. Jeg sukker og hviler min hage på hånden og kigger fortabt ind i skærmen.

Men er jeg den typiske forfatter? Jeg føler jeg slås med den danske litteratur. Mit blik glider længere hen på reolerne. Der står diverse engelske kærlighedsromaner, Harry Potter, Ringenes Herre, Jane Austen, historiebøger og kogebøger – Vi ved jo godt hvordan de ender. Måske er den reality mani ikke mig. Er det så overhovedet muligt at udgive noget som helst.. men hvad nu hvis fingrene ikke vil stoppe rytmen – Jeg klør mig i nakken og sukker igen. Er der ikke nok elendighed i verden? Er det virkelig det, læserne gerne vil have mere af.. hvorfor vil de ikke have en happy ending?

Billedet af mig selv fanger mit blik. Ved siden af skærmen, er der et billede af mig fra da jeg var 18 – er det virkelig 7 år siden. Wow! Jeg har nu ikke ændret mig meget - stadig alt for tynd og spinkel.. Stadig det samme brune kommunefarvede hår.. jeg lader en hånd løbe igennem mit lange hår, - jeg burde farve det.. jeg har ikke turdet farve det endnu, da jeg nok arver min mors alt for tidlige grå hår.. jeg vil ikke begynde at slide min hovedbund op allerede nu.. Fuck det.. jeg trænger sådan til at blive en rødtop.

Flash! Den rødhårede feminist går op ad gaden, med et skilt der hopper op og ned i luften, der står ”Du kan blive hvad du vil, hvis du kæmper nok!”

Jeg rækker ud efter min bog: Spis dig sund på 8 uger.. et nyt projekt jeg vil i gang med, så jeg forhåbentligt kan slippe af med alle mine små skavanker… men jeg ligger bogen fra mig igen med det samme jeg har taget den, op og griber i stedet fat i tastaturet, jeg skulle jo skrive om mig selv – Bare de ikke opdager mine mange stavefejl.. Jeg sætter ”Mika - Relax, take it easy” til at spille - jeg sidder og rocker lidt. Nå hvem er jeg:

Flash! ”Rødhåret pige sidder og gemmer sig bag hendes papirer mens de andre glædelig deler deres meninger. – Hvad nu hvis jeg opdager, at jeg ikke dur.. Ikke er god nok.. Ikke kan opnå min drøm igennem SÅ mange års forhåbninger.”
SHARE:

søndag den 14. august 2011

Jeg hader..

... at læse bøger mens jeg skriver....

Hvorfor det??

Jo, faktisk ikke pga det åbentlyse som at man nemt kan blive "sprogsmittet" eller "stilsmittet", nej faktisk fordi jeg oplevede følgende:

Jeg sad og læse den her nye bog, der faktisk virkede okay. Men pludselig dukker der en scene op som er ALT for bekendt. Jeg har nemlig selv haft lignende skrevet ned i stikord... og så når der faktisk kommer ENDNU en scene i den bog, hvor jeg også havde tænkt noget i den retning, så sidder man virkelig tilbage med en stor ØV følelse. Det første jeg tænker er at jeg vil lave det om, men et eller andet sted så føler jeg at hvis jeg laver de to scener om, så ødelægger jeg lidt mit eget flow og interesse for bogen, så det er VIRKELIG NEDEREN....

Så mit råd er når du går igang med at skrive: Lad være med at læse noget fra samme genre...
Faktisk synes jeg heller ikke det egentlig er nødvendig, for jeg bliver fint nok underholdt af at skrive mit eget... så jeg må også prøve at lade være, det er lidt træls i hvert fald at sidde med den dårlige smag i munden.

Ved ikke rigtig hvad jeg vil gøre nu.... hmm... jeg vil i hvert fald ikke læse mere i den bog, af frygt for der kommer endnu flere scener...
SHARE:

tirsdag den 9. august 2011

Synsvinkel – helt enkelt

Her har i en lille guide til de forskellige synsvinkler i bog-skrivning:

Forfatteren skal passe på ikke at skinne for meget igennem teksten, da det kan virke meget utroværdigt på læserne. Blandt andet derfor er det vigtig at kende sin synsvinkel godt.  

Synsvinkelen er den fortæller der skal fortælle historien. Så når du skriver på bogen, skal du faktisk sætte dig i fortællerens sted. Måske skal du forestille dig at du er jeg-personens teenage øjne der følger handlingens gang, eller måske skal du forestille dig du er fluen på væggen der ser og hører alt hvad der sker.


Ordforklaring:

Indresyn betyder at vi følger en persons tanker, følelser og nutidige handlinger. Den bliver ofte forklaret som den ”lukket” synsvinkel, da man skal forklare hvordan andre personer i bogen føler igennem deres kropssprog eller handlinger.

Medsyn betyder at fortælleren er en anden person end hovedpersonen. En der følger begivenhedernesgang udefra. Det kan både være en lukket eller altvidende fortæller vinkel.

Bagudsyn betyder at fortælleren kan fortælle om ting der er sket, før den tid fortælleren står i nu. Det kan ikke bruges i den observerende fortæller, da den synsvinkel er meget neural og objektiv, og som ikke går ind i tanker og følelser.



1. personsfortæller = Jeg(fortæller)

Jeg-fortæller blev førhen ofte brugt i krimi/detektiv historier, for at man som læser kunne føle at man løste mysteriet sammen med hovedpersonen.

Synsvinklen er derfor meget levende at fortælle historier med, da jeg-personen følger tingene som de sker og fortæller det som de oplever det. Men også fordi man som forfatter er nødsaget til at bruge sanserne og metaforer til at forklare stemninger, og dette gør det meget mere levende for læserne.

Jeg-fortælleren er en lukket fortæller, der kun kan beskrive egne følelser og tanker hos dem selv og ikke andres. F.eks. kan denne hovedperson ikke vide, at dem de står overfor sveder i hænderne, med mindre de selvfølgelig kan se det.


Eksempel: (direkte jeg-fortæller)
Fra Andrea Cremers Nightshade serie: Nateskygger udgivet af Tellerup

Jeg kan ikke lade ham dø ...
Men det vil betyde, at jeg vil bryde med Vogternes love ...

Jeg skiftede skikkelse uden at tænke over det.
Drengen spærrede øjnene op, da den hvide ulv, der havde betragtet ham, ikke længere var et dyr, men en pige med gyldne øjne og hvidblond hår.”



Der findes to former for jeg-fortæller, en direkte og indirekte:
Jeg personen kan være hovedpersonen (direkte), hvilket det ret ofte er, især i ungdomslitteratur.

F.eks. Twilight sagaen af Stephenie Meyer


Skjult jeg person (indirekte), er en (bi)person der fortæller historien. Også kaldet medsyn.

F.eks. Dr Watson i Sir Arthur Conan Doyle’s Sherlock Holmes

Det kan også være en form for en flue på væggen. Altså ikke nogen der nødvendigvis er i alle scenerne. Så er det bare et spørgsmål om, om forfatteren kan få ret meget ud af fluens tanker og følelser. Det kunne også være en usynlig person.

Eks. Fight Club af Chuck Palahniuk

I de eksperimenterede bøger kan jeg-personen bruges som den utroværdige person, som vi læsere skal prøve at kunne gennemskue, eller lignende.






2. personsfortæller = du

Er kun blevet brugt i meget få bøger hvor det har virket nogenlunde. Så det er i hvert fald kun en synsvinkel en erfaren og virkelig kreativ forfatter bør begive sig ud i. Så 2. personsfortæller er helt klart den mest eksperimentelle.

Umiddelbart vil jeg synes det er lidt mærkeligt selv at skulle skrive noget lignende: ”Du ser nu en lang og snoet vej foran dig. Dommedagsagtigt, er det ord der pludselig dukker op i dit hoved”

Eksempler fra engelske Wikipedia, af bøger udgivet i 2003-2011 med 2. personsfortæller:
     Julie Orringer 2003 "Note to Sixth Grade Self" in How to Breathe Underwater
     Aniruddha Bahal 2003 Bunker 13
     Chuck Palahniuk 2003 Diary
     Chuck Palahniuk 2005 "Foot Work" in Haunted
     Tim Winton 2005 "Long, Clear View" in The Turning
     Iain Pears 2005 The Portrait
     Matthew Woodring Stover 2005 Star Wars: Revenge of the Sith (several vignettes between chapters)
     A.L. Kennedy 2007 Day
     Charles Stross 2007 Halting State
     Jhumpa Lahiri 2008 "Hema and Kaushik" a trio of short stories in Lahiri's latest book Unaccustomed Earth
     Jennifer Egan 2010 Out of Body from A Visit from the Goon Squad
     Charles Stross 2011 Rule 34




3. personsfortæller = han/hun

3. personsfortæller er den synsvinkel der er skrevet flest bøger i, samt den nemmeste for nye forfatterspire at begynde på.

Her findes der også en indre og ydre metode, samt en objektiv fortæller.


Indre
En indre 3.persons synsvinkel kan ligge op af jeg-fortælleren bortset fra at det er han/hun der er brugt i stedet for jeg. Det er stadig personens tanker og følelser vi skal arbejde med her. Faktisk kan man tage teksten ovenover og bare ændre ordene:

Hun kunne ikke lade ham dø ...
Men det ville betyde, at hun ville bryde med Vogternes love ...

Hun skiftede skikkelse uden at tænke over det.
Drengen spærrede øjnene op, da den hvide ulv, der havde betragtet ham, ikke længere var et dyr, men en pige med gyldne øjne og hvidblond hår.


Handlingen kan som regel blive fortalt i ydre synsvinkel mens følelser og tanker bliver beskrevet som indre ved en af personerne.

F.eks. i Harry Potter af JK Rowling



Ydre = den altvidende fortæller
Historisk set har den altvidende fortæller været brugt mest, men med tiden er det skiftet over til den indre fortæller.

Denne fortæller ved alt om alle, tanker, følelser, behov, ja alt. Alt hvad der kommer til at ske, alt hvad der er sket, også på flere steder på samme tid. Så er det kun et spørgsmål om hvad fortælleren vælgere at fortælle. Man kan sidestille denne fortæller med forfatteren selv som historiefortælleren.

Et godt kendetegn er, når du får noget at vide som hovedpersonen ikke ved om sig selv. De fleste forfattere holder fortællerøjet hen over få personer, for at gøre det overskueligt for læserne. Nogle vælger kun at følge en eller to personer. Dog uden at gå ind i deres tanker og følelser, med mindre de selvfølgelig tænker højt. Hvis du skrifter mellem dem så husk at gøre det tydeligt, eventuelt med *** eller ved kapitelskift.

F.eks. i serien Song of Ice and Fire af George RR Martin, skrifter der synsvinkel til en ny person ved hver kapitel, hvor der lige i toppen står navnet på den det nu drejer sig om, for ikke at gå på kompromis med teksten.

Eksempler på ydre synsvinkel: JRR Tolkiens Ringenes Herre og Jane Austens værker


Den observerende fortæller
Denne fortæller er en lukket og objektiv synsvinkel som ikke går ind i tanker og følelser. Den beskriver kun hvordan tingene ser ud. Alt er set udefra. Neutralt.
Den observerende fortæller er ikke altid god til skønlitteratur, da den kun beretter hvad der sker – som et skjult kamera. Der er ingen følelser, eller tanker. Kun ren beskrivelse og dialoger.

Eks. Hills Like White Elephants af Ernest Hemingway


Vekslende synsvinkel
Du kan skrifte synsvinkel i din bog, men det gøres fra kapitel til kapitel, men det frarådes hvis der ikke er en meget god mening med det. Hver gang du skrifter synsvinkel forvirrer du nemlig læseren.


Vil du vide mere, så slå det op på nettet som:
Firste (Jeg) person = First-person narrative
Anden person = Second-person narrative
Trejde person indre = Third-person limited narrative
Trejde person ydre = Third-person omniscient narrative
SHARE:

fredag den 5. august 2011

Review - Heksenat af Deborah Harkness

Jeg har læst den engelske udgave (A Discovery of Witches) og ved ikke om navnene er de samme, men som udgangspunkt tror jeg det er til at finde ud af, ved at jeg nævne hvad deres rolle er i bogen.



Diana er heks, men hun fortrækker ikke at bruge nogle af hendes kræfter, fordi hendes forældre blev myrdet da hun kun var barn. Til dagligt arbejde hun som historiker. En dag støder hun på et magisk objekt - en bog, samtidig møder hun en meget pågående vampyr, og fra denne dag ændres hendes liv for altid. I gennem bogens handling er hun på flugt fra nogen der er efter hende samtidig med hun prøver at kontrollere hendes kræfter.

Hør Lindhard og Ringhof fortælle om bogen her:



Der har været sagt om bogen at den har været opkøbt af Lindhard og Ringhof, før bogen faktisk næsten var skrevet i 2009. Hvilket umiddelbart lover godt. Den har også været reklameret meget for at være en fantasy bog for voksne, som Twilights voksne udgave. Men....

Det er beklageligvis tydeligt at denne forfatter er debutant, på den negative måde. Hun får slet ikke personerne i bogen til at fremstå troværdig, og det undre mig at forlæggeren ikke har redigeret nogle af de store klassiske forfatter debutfejl.

Det tog mig noget tid med at komme igang med at læse bogen ordentligt, da det ikke rigtig er en bog der kaldte på mig, men det er nok også klar når første konflikt starter på side 90. Indtil side 90 høre vi meget detaljeret om hendes meget kedelige liv. Minut for minut nærmest. - Alt for meget baggrundshistorie og for lidt handling. Der var nogle steder hvor bogen flød godt, men det er for mit vedkommende ikke nok til at redde resten af bogen. Her er nogle af de ting der generede mig mest:

Jeg synes selv det er meget uklart om menneskene er klar over om dæmoner, hekse og vampyrer eksistere, hvilket der står de ikke gør, men andre steder står der at de gør. Hvilket bare er sådan en ting der skal være 100% klart.

Når hun skrifter synsvinkel skifter hun også fortælleren, og det er meget forvirrende. Når hun skriver fra Dianas synsvinkel er det 1. person indirekte fortæller og når det er andre, så er det 3. person ydre fortæller. Dianas jeg-synsvinkel er ikke gjort særlig godt, man ser meget passivt ind i hvad hun føler. Vi får stort set kun reaktioner, som virker malplaceret.

Dianas som hovedperson virker i øvrigt slet ikke troværdig. Hun skal forstille at være modig, men hun virker det meste af tiden som et skræmt barn. Andre steder står der beskrevet at hun er en selvstændig kvinde, men hun sætter aldrig spørgsmålstegn ved noget som mændene i bøgerne beslutter. Hun følger ligesom bare med. Hun er slet ikke et moderne forbillede. Nej et sted i bogen besvimer hun over noget dybt latterligt. Et andet sted i bogen er hun så langsom til at fatte hvad der var sket, at jeg havde lyst til at skrige. Personligt ville jeg have elsket at se hende vokse med ansvaret i bogen, men hun læner sig faktisk kun op af helten.

Matthew, vores helt i bogen. Det er lidt som om forfatteren bare forventer vi "forelsker" os i ham, fordi han er en "farlig" dominerende vampyr. Personligt har jeg lyst til at slå ham hen mod slutningen af bogen. Han er alt for dominerende på den negative måde.

Generelt er alle personerne i bogen meget flade, selv vores hovedpersoner.

På en positiv side, så kan Deborah sagtens finde ud af at skrive, og få det til at flyde når der endelig sker noget. Især fra midten fungere rigtig godt. Jeg tror helt klart mange kan nyde denne bog, for mig blev det ødelagt ved troværdigheden, jeg kan slet ikke føle karakterne, og jeg mangler handling, men smag og behag er forskelligt.

Der kommer flere bøger, og faktisk så ville jeg have foretrukket at starte med 2'eren, for det virker til at det er der alting først rigtig begynder.

Så beklageligvis må jeg sige at hvis dette er en fantasy for voksne foretrækker jeg Twilight, Harry Potter og Percy Jackson, de virker trods alt ældre end vores heltinde gør. Så det jeg prøver at sige er at hvis hun havde kortet de første 90 sider ned til 10, og lavet de to hovedpersoner i bogen mere levende og ikke Diana som en skræmt gråspurg, så havde det være en ganske udemærket bog. Så den burde måske have 4 K'er, men fordi jeg er besværlig og lidt irritable over så banale (i mine øjne) fejl får den altså kun:
KKK = Kedelig
SHARE:
© Skrivepulten | All rights reserved.
Blogger Template Created by pipdig