Her har i en lille guide til de forskellige synsvinkler i bog-skrivning:
Forfatteren skal passe på ikke at skinne for meget igennem teksten, da det kan virke meget utroværdigt på læserne. Blandt andet derfor er det vigtig at kende sin synsvinkel godt.
Synsvinkelen er den fortæller der skal fortælle historien. Så når du skriver på bogen, skal du faktisk sætte dig i fortællerens sted. Måske skal du forestille dig at du er jeg-personens teenage øjne der følger handlingens gang, eller måske skal du forestille dig du er fluen på væggen der ser og hører alt hvad der sker.
Ordforklaring:
Indresyn betyder at vi følger en persons tanker, følelser og nutidige handlinger. Den bliver ofte forklaret som den ”lukket” synsvinkel, da man skal forklare hvordan andre personer i bogen føler igennem deres kropssprog eller handlinger.
Medsyn betyder at fortælleren er en anden person end hovedpersonen. En der følger begivenhedernesgang udefra. Det kan både være en lukket eller altvidende fortæller vinkel.
Bagudsyn betyder at fortælleren kan fortælle om ting der er sket, før den tid fortælleren står i nu. Det kan ikke bruges i den observerende fortæller, da den synsvinkel er meget neural og objektiv, og som ikke går ind i tanker og følelser.
1. personsfortæller = Jeg(fortæller)
Jeg-fortæller blev førhen ofte brugt i krimi/detektiv historier, for at man som læser kunne føle at man løste mysteriet sammen med hovedpersonen.
Synsvinklen er derfor meget levende at fortælle historier med, da jeg-personen følger tingene som de sker og fortæller det som de oplever det. Men også fordi man som forfatter er nødsaget til at bruge sanserne og metaforer til at forklare stemninger, og dette gør det meget mere levende for læserne.
Jeg-fortælleren er en lukket fortæller, der kun kan beskrive egne følelser og tanker hos dem selv og ikke andres. F.eks. kan denne hovedperson ikke vide, at dem de står overfor sveder i hænderne, med mindre de selvfølgelig kan se det.
Eksempel: (direkte jeg-fortæller)
Fra Andrea Cremers Nightshade serie: Nateskygger udgivet af Tellerup
Jeg kan ikke lade ham dø ...
Men det vil betyde, at jeg vil bryde med Vogternes love ...
Jeg skiftede skikkelse uden at tænke over det.
Drengen spærrede øjnene op, da den hvide ulv, der havde betragtet ham, ikke længere var et dyr, men en pige med gyldne øjne og hvidblond hår.”
Der findes to former for jeg-fortæller, en direkte og indirekte:
Jeg personen kan være hovedpersonen (direkte), hvilket det ret ofte er, især i ungdomslitteratur.
F.eks. Twilight sagaen af Stephenie Meyer
Skjult jeg person (indirekte), er en (bi)person der fortæller historien. Også kaldet medsyn.
F.eks. Dr Watson i Sir Arthur Conan Doyle’s Sherlock Holmes
Det kan også være en form for en flue på væggen. Altså ikke nogen der nødvendigvis er i alle scenerne. Så er det bare et spørgsmål om, om forfatteren kan få ret meget ud af fluens tanker og følelser. Det kunne også være en usynlig person.
Eks. Fight Club af Chuck Palahniuk
I de eksperimenterede bøger kan jeg-personen bruges som den utroværdige person, som vi læsere skal prøve at kunne gennemskue, eller lignende.
2. personsfortæller = du
Er kun blevet brugt i meget få bøger hvor det har virket nogenlunde. Så det er i hvert fald kun en synsvinkel en erfaren og virkelig kreativ forfatter bør begive sig ud i. Så 2. personsfortæller er helt klart den mest eksperimentelle.
Umiddelbart vil jeg synes det er lidt mærkeligt selv at skulle skrive noget lignende: ”Du ser nu en lang og snoet vej foran dig. Dommedagsagtigt, er det ord der pludselig dukker op i dit hoved”
Eksempler fra engelske Wikipedia, af bøger udgivet i 2003-2011 med 2. personsfortæller:
▪ John Updike 2003 How to love America and leave it at the same time in The Early Stories: 1953-1975
▪ Jhumpa Lahiri 2008 "Hema and Kaushik" a trio of short stories in Lahiri's latest book Unaccustomed Earth
3. personsfortæller = han/hun
3. personsfortæller er den synsvinkel der er skrevet flest bøger i, samt den nemmeste for nye forfatterspire at begynde på.
Her findes der også en indre og ydre metode, samt en objektiv fortæller.
Indre
En indre 3.persons synsvinkel kan ligge op af jeg-fortælleren bortset fra at det er han/hun der er brugt i stedet for jeg. Det er stadig personens tanker og følelser vi skal arbejde med her. Faktisk kan man tage teksten ovenover og bare ændre ordene:
Hun kunne ikke lade ham dø ...
Men det ville betyde, at hun ville bryde med Vogternes love ...
Hun skiftede skikkelse uden at tænke over det.
Drengen spærrede øjnene op, da den hvide ulv, der havde betragtet ham, ikke længere var et dyr, men en pige med gyldne øjne og hvidblond hår.
Handlingen kan som regel blive fortalt i ydre synsvinkel mens følelser og tanker bliver beskrevet som indre ved en af personerne.
F.eks. i Harry Potter af JK Rowling
Ydre = den altvidende fortæller
Historisk set har den altvidende fortæller været brugt mest, men med tiden er det skiftet over til den indre fortæller.
Denne fortæller ved alt om alle, tanker, følelser, behov, ja alt. Alt hvad der kommer til at ske, alt hvad der er sket, også på flere steder på samme tid. Så er det kun et spørgsmål om hvad fortælleren vælgere at fortælle. Man kan sidestille denne fortæller med forfatteren selv som historiefortælleren.
Et godt kendetegn er, når du får noget at vide som hovedpersonen ikke ved om sig selv. De fleste forfattere holder fortællerøjet hen over få personer, for at gøre det overskueligt for læserne. Nogle vælger kun at følge en eller to personer. Dog uden at gå ind i deres tanker og følelser, med mindre de selvfølgelig tænker højt. Hvis du skrifter mellem dem så husk at gøre det tydeligt, eventuelt med *** eller ved kapitelskift.
F.eks. i serien Song of Ice and Fire af George RR Martin, skrifter der synsvinkel til en ny person ved hver kapitel, hvor der lige i toppen står navnet på den det nu drejer sig om, for ikke at gå på kompromis med teksten.
Eksempler på ydre synsvinkel: JRR Tolkiens Ringenes Herre og Jane Austens værker
Den observerende fortæller
Denne fortæller er en lukket og objektiv synsvinkel som ikke går ind i tanker og følelser. Den beskriver kun hvordan tingene ser ud. Alt er set udefra. Neutralt.
Den observerende fortæller er ikke altid god til skønlitteratur, da den kun beretter hvad der sker – som et skjult kamera. Der er ingen følelser, eller tanker. Kun ren beskrivelse og dialoger.
Eks. Hills Like White Elephants af Ernest Hemingway
Vekslende synsvinkel
Du kan skrifte synsvinkel i din bog, men det gøres fra kapitel til kapitel, men det frarådes hvis der ikke er en meget god mening med det. Hver gang du skrifter synsvinkel forvirrer du nemlig læseren.
Vil du vide mere, så slå det op på nettet som:
Firste (Jeg) person = First-person narrative
Anden person = Second-person narrative
Trejde person indre = Third-person limited narrative
Trejde person ydre = Third-person omniscient narrative
Det her var faktisk overraskende brugbart
SvarSlet