Interview med Pernille Eybye

Glædelige 1. december. Her får i et interview med den nye og lovende danske Pernille Eybye som er aktuel med den nye danske vampyrserie: Blodets bånd. Som jeg håber giver inspiration til de mange forfatterspirer..

Hvorfor valgte du at skrive i jeg-person frem før 3. person?

Det er meget nemt at svare på. Jeg synes, det er sjovest at skrive i jeg-person. Det er nemmere for mig at "krybe" ind i personen, så jeg føler en bedre kontakt med hovedpersonen, når jeg skriver i jeg-person. Her på det sidste har jeg skrevet lidt i 3. person (fx er der et par personer i serien Blodets Bånd som skrives i 3. person) og ellers er det mest noveller, jeg gør det i. Når det handler om romaner, vil jeg helst skrive i jeg-person.

Hvad holder dig kørende/motivere dig selv?

Jeg har endnu ikke haft nogen deadlines med mit forlag, så jeg har ikke på den måde haft noget jeg skulle nå. Men det kræver selvfølgelig noget at skrive en bog, og jeg kan stadig blive overrasket, når jeg bliver færdig med en roman. "Hey, det lykkedes igen!"

Det er ikke altid lige sjovt at skrive. Flowet, motivationen er ikke altid til stede, men jeg har da heldigvis -  indtil nu i det mindste - haft stædighed nok til at gennemføre, samt holdt nok af historierne til at skrive dem til ende.

I forbindelse med Blodsøstre lavede jeg faktisk en aftale med en anden forfatter om at jeg hver søndag kl. 20 skulle aflevere noget af bogen til hende. Jeg var godt i gang med at skrive bogen, men selve færdiggørelsen har jeg altid haft lidt svært ved (det tager længere tid end det behøver). Her blev jeg så motiveret hver uge fordi jeg VILLE aflevere noget nyt, og det hjalp virkelig meget. Den praksis er vi fortsat med, og det går også den modsatte vej med at jeg modtager noget fra hende.

Hvordan fik du ideen til serien?

De to vigtigste "ingredienser" eller frø til serien var:

1) Jeg så på et tidspunkt ordet "Blodsøstre", og det tænkte jeg lidt over. Blodsøstre ... blod ... søstre ... vampyrer ... kvinder ... Jeg fik så den ide om en flok kvindelige vampyrer, der boede sammen som søstre. De var nærmest en form for amazoner og holdt mænd på afstand. Den ene søster forelskede sig så naturligvis og så ...

Ja, det var faktisk det eneste, jeg havde, men jeg skrev det ned, som jeg gør med alle ideer, jeg får. Nogle bliver aldrig til noget, og andre får måske lov til at ligge mange år, før de bliver taget op igen, men det er godt at skrive ideerne ned, da man ellers nemt glemmer nogle undervejs.

2) Min redaktør spurgte mig, om jeg nogensinde havde tænkt på at skrive en vampyrroman. Det havde jeg egentlig ikke - ikke seriøst - men jeg endte med at finde min korte beskrivelse af "amazone-vampyrerne" frem og tænke lidt over den, og så begyndte historien at udfolde sig.

Hvordan er din arbejdsgang?

Når jeg får en ide, går jeg gerne og tænker over den for at udvikle på den og undersøge, hvad den ellers kan indeholde. Ved "For foden af trappen" havde jeg en ide om den her pige, som var blevet myrdet. "Okay, så hun er blevet myrdet. Men hvorfor? Og af hvem?" Så kan jeg gå og stile mig selv spørgsmål og "Hvad-nu-hvis", og på den måde bygge videre på ideen. Disse tanker kan resultere i noget, der nærmest er som en eksplosion af informationer - fx scener, stumper af dialoger, personer og ligende, som kan undersøges og give flere brikker til historien. Inden jeg går igang med at skrive, har jeg oftest starten, slutningen og en ide om hvad der cirka skal ske i midten. Nogle forfattere udarbejder synopser så de nøjagtigt ved, hvad der skal ske i hvert eneste kapitel bogen igennem. Sådan arbejder jeg sjældent. Nogle forfattere arbejder også fra første kapitel og videre til nummer 2 hele vejen til slutningen. Jeg springer for det meste rundt i historien og skriver forskellige scener, indtil hele historien er skrevet. Jeg kalder det for puslespils-metoden :o)

Hvor meget jeg skriver om dagen: Det varierer. I nogle perioder forsøger jeg at sige til mig selv, at jeg fx skal skrive 3 sider om dagen eller bruge ½-1 time. Det gør jeg så et stykke tid med varierende succes. Når det rigtig kører med en historie, behøver jeg ikke sætte de her små mål op for mig selv, for så plejer jeg nemt at kunne skrive mere end tre sider eller i længere tid end en time.Så jeg kan ikke rigtig sige, hvor meget jeg skriver om dagen. Jeg ville ønske, at jeg var lidt mere disciplineret, men der er bare visse dage, hvor jeg er for træt til at skrive eller mere har lyst til at lave noget andet end at arbejde videre på en roman.

Da jeg var teenager, var det at skrive en hobby, jeg havde for mig selv. Jeg kendte ikke andre, som skrev, og jeg fortalte kun få, at jeg gerne ville være forfatter. Heldigvis faldt jeg over hjemmesiden www.fyldepennen.dk, hvor andre skriveinteresserede indsendte deres tekster og kommenterede på dem. Der fandt jeg et par andre forfattere, som siden hen har læst og kommenteret på de fleste af mine romaner, inden de er blevet sendt af sted til forlaget. Blodsøstre og Hyænelatter adskiller sig fra mine andre romaner ved, at jeg har skrevet dem mere kronologisk end de andre. Derfor har disse forfatterkollegaer kunnet kommentere undervejs, hvor de førhen først har gjort det, når romanen var færdigskrevet. 

Redigering: Når jeg skriver, efterlader jeg ofte små kommentarer til mig selv ala "hvad er det nu det hedder?", "find et bedre ord", "var der persienner på værelset?" eller ganske enkelt "?????" til at vise, at jeg har et hul, som skal "lappes". Undervejs fjerner jeg nogle af kommentarerne, men der er altid en god flok tilbage, når jeg er ved at være færdig med at skrive. Så en del af redigeringen foregår ved, at jeg får samlet op på dem. Og så læser jeg selvfølgelig teksten flere gange og skriver om, hvis jeg synes noget tekst ikke lyder helt rigtig.

Hvordan kom i frem til det fantastiske cover af Blodsøstre?

Jeg var faktisk ikke inde i processen med at lave coveret til Blodsøstre. Jeg fik den tilsendt, og de bad om min mening. Og jeg kunne rigtig godt lide den - selvom jeg lige skulle koble "Kassie på coveret" sammen med "Kassie i mit hoved".

Hvad med titlen på serien?

Ja, det var faktisk ret svært at finde på en titel. Jeg tænkte over, hvad historien indeholdt. Baggrunden for vampyrer er i min verden en virus, som den bidte bliver inficeret med gennem blodet. Det handler også til dels om de bånd, der er imellem de forskellige. Fx er der jo et bånd mellem Kassie og hendes søstre - både gennem virussen, men også gennem deres "familiebånd". Ret meget mere kan jeg vist ikke sige uden risiko for at lave en spoiler for dem, som ikke har læst de to første bøger endnu :o)

Var det hårdt at færdigegøre en bog, eller bare total sejt?

Da jeg ikke skriver kronologisk, har jeg vist endnu ikke oplevet at færdiggøre en roman ved at skrive slutningen til sidst og sætte det sidste punktum. Når jeg når der til, hvor jeg har skrevet så godt som hele historien, har jeg som nævnt ovenover rigtig mange kommentarer, som jeg skal tilbage og have kigget på. Det kan være rigtig hårdt og kedeligt at skulle igennem dem alle og på den måde kan man vist godt sige, at det er hårdt at færdiggøre en bog.

Hvordan ser du Kassie og Leos udseende?
Kassie er høj og smuk med langt, lyst hår og øjne der er så lyseblå, at de minder om en huskys øjne. Leos hår er lyst og krøllet - en lidt vilter manke. Jeg kan faktisk ikke huske, om navnet eller håret kom først hos Leo. Så om han fik navn efter sit hår (løvemanke) eller hår efter sit navn kan jeg ikke sige. Øjnene er lysegrønne (forårsgrønne som Kassie siger). Og så minder hans mund om Heath Ledgers. Leo ligner ellers ikke Heath, men på nogle billeder har han lyst og viltert hår, så jeg har muligvis ladet mig inspirere end del af hans udseende.

Hvordan endte du med at blive udgivet hos Tellerup?

Jeg har altid godt kunne lide Tellerup. I min barndom og ungdom var det lidt et kvalitetsstempel, når det handlede om at finde en bog, som faldt i min smag. De udgiver desuden Dennis Jürgensen, og hans bøger har jeg læst med stor glæde gennem årene.

Forlaget Tellerup udgiver overvejende bøger til børn og unge og af den slags, som jeg både kan lide at læse og skrive. Derfor var forlaget en klar favorit, da jeg skulle sende et manuskript af sted. Flere år før jeg fik antaget "Kristines hjerte", sendte jeg dem en fantasyroman. Den var nok et lidt forhastet forsøg på udgivelse. Senere sendte jeg så en ungdomsbog, som jeg fik gode tilbagemeldinger på. Tellerup var hurtige til at give et svar, og i processen sendte de flere mails. På den måde var de meget nærværende, og de skriftlige kommentarer på romanen var mere, end jeg havde turdet håbe på. De sagde godt nok nej tak til det manuskript, men ville gerne se andet, jeg havde skrevet, så der gik ikke ret lang tid, før jeg sendte dem "Kristines hjerte". Og den sagde de ja tak til.

Hvordan var det at møde dine læsere for første gang til bogforum?

Det var en stor og overvældende oplevelse. Jeg var spændt på, om der ville komme nogen forbi i de to timer jeg var sat på programmet. Jeg ved selvfølgelig godt, at jeg har læsere, men jeg kunne ikke rigtig forestille mig, at nogen sad og kiggede i kataloget fra Bogforum og tænkte: "Hey, Pernille Eybye er på! Hende skal jeg forbi!". For mig måtte det nærmere være "Pernille Eybye - hvem?".

Derfor var jeg meget overrasket over, at jeg faktisk næsten ikke nåede at sætte mig, før de første stod parate. For mig var det vigtigt at skrive mere end "Til Jannie. Mvh. Pernille Eybye", og det krævede lidt omtanke, ikke mindst fordi jeg frygtede at komme til at skrive folks navne forkerte i deres nyindkøbte bøger.

I mine teenageår fortalte jeg meget sjældent om, at jeg skrev, og det er noget, som har fulgt mig siden. Derfor er jeg faktisk ikke vant til at fortælle om det eller tale med andre om mine bøger. Det kunne jeg godt mærke på Bogforum, for jeg blev nærmest mundlam, når nogen fortalte, at de havde læst mine bøger. Hvis nogen kan blive starstruck, var jeg nok fanstruck.

  

Hvordan er det at være forfatter med flere udgivede bøger bag dig?

Det er ret vildt. Jeg kan næsten ikke forstå, at jeg har udgivet ni bøger. Det er nok en overraskelse, der bunder i, at tre af bøgerne er udkommet i år, og tre sidste år, så en stor del af mit forfatterskab er forholdsvis nyt. Hver bog er jo en drøm, som er gået i opfyldelse. De er også alle sammen en del af mig, og det er lidt overvældende, at så meget af "mig" er derude, hvor andre kan opleve det.