fredag den 13. september 2013

Kunsten at være kvinde anmeldelse

Kunsten at være kvinde

Forfatter: Caitlin Moran
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: How to be a Women
Genre: Fagbog/Biografi
Målgruppe: Voksne
Udgiver: Gyldendal

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplaret

Tjek også Gyldendals facebook side ud












Det er rart at være kvinde i det nye årtusind: Vi har både stemmeret og p-piller, og der er ingen, der har brændt os på bålet som hekse siden 1727. Men et par spørgsmål trænger sig dog stadig på - Hvad er ideen med botox, brazilians og silikonebryster? Hvorfor spørger alle, hvornår man har tænkt sig at få børn? Og hvordan kan det være, at mange trusser er så bittesmå?
I denne vidunderligt rablende debatmemoir følger vi Caitilin Moran fra hendes katastrofale trettenårs fødselsdag forbi teenageårene og ind i voksenlivet. Hun tackler alt fra kærlighed, overvægt og arbejdsliv til aborter, tøjkriser, onani og moderskab i dette feministiske livtag med det moderne kvindeliv.


Jeg skylder den her bog en stor tak. Tak Caitlin Moran fordi du sætter ord på hvad det vil sige at være feminist. Jeg er feminist og har altid været det. Men jeg synes virkelig, at definitionen af hvad det vil sige at være feminist, mange gange har været problematisk. Det har f.eks. ikke en skid med søstersolidaritet at gøre eller at være mandehader som nogen tror. Det betyder bare at kvinder har nøjagtig de samme rettigheder til at gøre hvad de har lyst til som mænd har. Det betyder at vi kvinder skal holde op med at være så fokuseret på at tilpasse os mænd og i stedet være os selv helt igennem.

Bogen er virkelig en definition af feminisme for denne generation af kvinder som Politiken skriver på bagsiden af bogen. Og så er den sjov. Den er hylende morsom! Og så er den genial.

Caitlin Moran kan det med sproget. Det er helt igennem farverigt og SÅ sjovt. Susanne Staun, den danske oversætter, gør et fantastisk stykke arbejde med at oversætte. Seriøst jeg læser aldrig det tak afsnit som man altid finder til sidst i en bog. Helt ærlig så er det også kun interessant for dem der står nævnt der. Men i den her bog blev jeg nødt til det. Jeg vidste at Caitlin ville gøre det umulige, hun vil gøre tak afsnittet sjovt og det gjorde hun!

Gyldendal har faktisk været bange for at udgive bogen i Danmark, fordi man var bange for at bogen var for britisk. Og det kan jeg slet ikke forstå det argument. Godt de kom på bedre tanker. Jeg kan næsten ikke forstå hvordan jeg har kunnet fungere som kvinde uden den her bog...

... okay det er måske lidt overdrevet. Okay, meget. Men der var virkelig tidspunkter hvor jeg tænkte. JAJJAAAA! DET ER SÅ RIGTIGT!!! Og andre gange hvor jeg tænkte: DU har RET! Hvorfor gør vi det mod os selv!! Så det har været lidt en øjenåbner på nogle ting. Andre gang giver jeg hende så ikke helt så ret. Det skal der også være plads til. Så man må plukke det man kan bruge. Caitlin Moran er hudløst ærlig i den her bog. Hun fortæller om hendes valg at få en abort selvom hun er mor til to i forvejen. Om at være på stoffer en stor del af hendes liv. Der er sågar et afsnit om hvornår og hvordan hun begyndte at onanere. Så hun er slet ikke bange for at dele ud af hendes erfaringer. Og ved i hvad. Det er SÅ forfriskende.

Skøn og fantastisk bog, jeg håber at alle kvinder læser den.


BONUSINFO
Hvis du bor i nærheden af København så har jeg en bonus info til dig. Caitlin Moran kommer nemlig til Danmark den 17. september og optræder på den internationaleforfatterscene i Den Sorte Diamant.

Hvis du har læst The Library Book, som jeg ved nogle af jer andre bogbloggere har, så har i allerede stiftet bekendtskab med Caitlin Morans sprog og skrivestil. 

I morgen får du chancen for at vinde hendes bog her på bloggen.
SHARE:

3 kommentarer

  1. Hej Karin,
    Jeg synes lige jeg ville se hvad din blog var for en størrelse og jeg kan lide det jeg læser.

    Glæder mig rigtig meget til Herlufholm Fantasy Bogmesse selv om jeg er en smule forkølet (kan du sige ret meget hehe). Det skal nok blive lige så godt som sidste år da jeg var afsted. Det er kun andet år de afholder messen og det er ret fedt at de har valgt at lave en Fantasy Bogmesse. Skal nok tage mit lånte kamera med og tage billeder og skrive et indlæg så du ikke går helt glip af hvad der foregår :-)

    Jeg adder dig til min blogliste :-)

    Med blog hilsner

    Ingrid aka Medic

    P.S.
    Nogen gode tips til mine boganmeldelser?? Tager altid gerne imod gode råd :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. JA! Gør det! :0) Glad for du synes om bloggen.
      Huha.. det er altid svært med det med at give tips til anmeldelser. For det er altid meget individuelt. For mig er det også sjovest at læse de anmeldelser som bare er helt personlige. Men jeg kan altid godt lide når en anmelder har et rating system, så ved jeg med det samme hvad anmelderen mener om bogen og skal ikke sidde og gætte i teksten om det er sarkastisk eller ærligt ment. Eller hvad det nu må være.
      Personligt synes jeg også det er vigtigt at vurdere en bog så objektivt som muligt ud fra bogens målgruppe. I hvert fald når det er anmeldereksemplarer jeg får.
      Men jeg synes du gør det rigtig fint. Det eneste jeg egentlig vil give dig tip om er at du med fordel kan lave lidt flere afsnit så teksten ikke virker så tung for læseren. Men det er jo bare en detalje.

      Slet
  2. Hej Karin,
    Tusind tak for dine råd, de er taget til efterretning. Jeg giver dig fuldstændig ret og har allerede sat mine stjerner ind sidst i anmeldelserne. Det er jo ikke alle der kigger på min bogliste over 2013 og ser mine stjerner der :-P Plus jeg vil, når min forkølelse er væk, lige begynde at sætte lidt flere afsnit ind som jeg nu godt kan se mangler i de fleste af mine anmeldelser. Det er altid dejligt at få råd som kan bruges :-)

    SvarSlet

© Skrivepulten | All rights reserved.
Blogger Template Created by pipdig